Anmeldelse af BKool Pro 2016 Hometrainer

BKool Pro 2016 Hometrainer er nyeste skud på stammen af måske den mest populære indendørs hjemmetræner herhjemme. Den er nem at montere, støjsvag og giver mulighed for at dyste online mod venner og bekendte. Med tusindvis af videoruter eller mulighed for at oprette sine egner 3D ruter er det et sikkert hit for motionisten, der gerne vil bevare formen henover vinteren.  

I forhold til de tidligere versioner, har BKool lyttet til brugerskaren samt anmelderne, og arbejdet på at forbedre stabiliteten af hometraineren særligt ved høj wattbelastning ude af sadlen. Desuden er støjniveauet reduceret og brugerplatformen i den tilhørende software forbedret markant. BKool har måske den mest avancerede software på markedet til privatforbrugerne – men hvordan klarer BKool Pro 2016 sig ellers? Sådan i den virkelige… eller skulle jeg måske sige virtuelle verden?

Den har jeg sat mig for at finde ud af og igennem de sidste knap tre måneder gennemtestet BKool Pro fra ende til anden. Nu er anmeldelsen endelig færdig, der er trykket ‘udgiv’ i WordPress og du sidder klar med resultatet.

Sæt dig derfor til rette med en kop af din yndlingsbønne, drue, energidrik eller hvem ved – måske bare vand fra hanen og læs med.

Udpakning af BKool Pro 2016

BKool Pro kommer ikke overraskende i en papkasse af en ganske anseelig størrelse. Der skal foruden selve motorenheden være plads til den støtteenhed, der bærer og holder cyklen på plads.

BKool Pro 2016 hometrainer

BKool leveres som udgangspunkt uden træningsmåtte. De fleste butikker og webshops gør dog en del ud af netop at anbefale, man anvender en træningsmåtte. Formentlig dels på grund af udsigten til et nemt mersalg, men utvivlsomt også fordi den faktisk har en ganske nyttig værdi ift. at reducere vibrationer, støj og opsamle sved uden det rammer gulvet.

Jeg hoppede på et bundled tilbud fra Fri Bikeshop (ikke gældende længere).

BKool Pro forside

Udenpå er der blevet til den vanlige reklameannonce med highlights over funktioner og egenskaber for træneren. Man bemærker allerede her hvor stor del af papkassen, der bruges på at reklamere for softwaredelen i forhold til de rå tekniske specifikationer på selve træneren. Det giver allerede brugerne den første varsel om, hvor BKool lægger deres kræfter. Det kommer jeg tilbage til senere.

Nå, nok snak. Lad os se at komme i gang med selve udpakningen.

BKool Pro æsken åbnes

Æsken havde da jeg hentet den fået lidt knobs. Hmm. Det var dog ikke til at se på nogen af de indvendige dele.

Æsken set fra siden.

Spændingen stiger… Hvad mon der er indeni?

BKool Pro æsken næsten åbent. Indholdet af BKool Pro

Når æsken åbnes og alt det omved liggende pap og skumgummi fjernes, er der relativt få dele at holde styr på. Det er næsten muligt at tælle på én hånd. I alt:

  • BKool Pro hjemmetræner (selve støtterammen)
  • Motorenheden
  • Forhjulsstøtte
  • Strømforsyning
  • Quick Release
  • USB ANT+ modtager
  • Vejledning og rabatkupon til premium-medlemskab

Ikke så uoverskueligt vel? Lad os begynde med det mindst interessante først og arbejde os fremad.

Forhjulsstøtte til BKool Pro

Prisen for mindst interessante? Den vandt forhjulsstøtten der er præcist, hvad navnet angiver. Det behøver vi vist ikke dvæle specielt længe ved.

Strømforsyning til BKool Pro

Tæt forfulgt i awarden for kedsommelighed kommer strømforsyningen. Man kan jo altid diskutere om ikke den burde have vundet, men den diskussion må blive en anden dag. Vi iler videre.

Den medfølgende quickrelease til anvendelse af BKool Pro

Næste del af hjemmetræneren er selve quickreleasen, der fungerer som alle øvrige af den type, og bør altid udskiftes med den allerede eksisterende på din cykel. Det sikrer, at cyklen sidder korrekt og stabilt indstillet i BKool Pro hjemmetræneren.

USB ANT+ stikket vender vi tilbage til senere.

Tilbage er nu kun de to mere interessante elementer. Nemlig støtterammen og motorenheden.

Rammen til BKool Pro i solidt materiale.

Vi starter med støtterammen, der er fremstillet i et lakeret stålmateriale. I forhold til tidligere versioner er det værd at bemærke de ekstra gummifødder, der kan trækkes ud i hver side og dermed bidrage til større stabilitet under brug.

Det kommer til gavn særligt ved høj belastning eller stående op i sadlen. Desuden bør gummifødderne dertil have den funktion, at vibrationerne fra hjemmetræneren ikke så nemt forplanter sig i gulvet og irriterer dine naboer.

Støttearmen set forfra på BKool Pro

Fang-armen kan justeres i højden, og selve påspændingen til cyklen via quickreleasen kan tilsvarende skubbes vandret tættere eller længere fra cyklen. Cyklen låses fast ved at dreje på håndtaget til det siger klik. Det er enormt let og virker helt fortrinligt.

Motorenheden til BKool Pro

Motordelen er den anden primære enhed. Den er som det ses sort og dens ydre konstrueret i en form for plastik. Enheden er temmelig tung, hvilket bemærkes første gang man flytter den ud af papæsken og rundt på gulvet. Det er som udgangspunkt et godt tegn.

Selve byggekvaliteten og materialevalget er lidt mere så som så. Hverken selve plastikken er specielt kraftig, ligesom finishen ikke lader meget tilbage at ønske. Bevares det virker og man gør sig næppe mange yderligere tanker om den, men videre køn er den nu ikke.

Motorenheden til BKool Pro i metal og sort plastik.

Selve monteringen af hjemmetræner og motorenheden samles uden brug af værktøj. Der er på BKools hjemmeside en hurtig – meget pædagogisk – video af monteringen, der viser principperne ganske fint.

Desuden er der de obligatoriske medfølgende manualer til instruktionerne, så man burde være på den sikre side uden en håndværksmæssig uddannelse i bagagen. De behøver dog næppe megen nærlæsning, da enhederne som det fremgår blot skal klikkes sammen og gummifødderne trækkes ud.

BKool måtte til hjemmetræner

Man er således hurtig færdig med selve den fysiske opsætning, hvilket også betyder, at besværet med at pakke hjemmetræneren væk også er minimeret betragteligt. Tak for det. En total opsætning tager – hvis man ikke skal tage billeder undervejs – højest 5-10 minutter.

BKool Pro samlet på 10 minutter

Piece of cake.

Officielt lyder det fra BKool, at hjemmetræneren kan anvendes sammen med almindelige landevejsdæk – modsat flere andre producenter, der anbefaler at man investerer i deciderede dæk beregnet til hjemmetrænere. Varmeudviklen mod rullefeltet kan nemlig potentielt slide ganske gevaldigt på dækket.

Det virker dog ikke til, at der helt er konsensus om omfanget af dette. Flere webshops og cykelforhandlere jeg har snakket med anbefaler alligevel, at man med BKool Pro anvender et trainerdæk. Tilsvarende har jeg i diverse cykelrelateret fora på nettet fundet heftige diskussioner med meget forskellige erfaringer. Nogle melder om kraftig støj eller at der spredes meget skidt fra dækket ud på gulvet med brug af almindelige dæk. Andre kører troligt videre på deres almindelige landevejsdæk.

En egentlig konklusion er derfor svær at drage. Det lader til, at mens BKool Pro tilsyneladende hører til blandt de mindre slidende hjemmetrænere, så kan det alt efter hvilke dæk, man normalt anvender stadig være en fordelagtig investering. Jeg har igennem hele testperioden anvendt mine normale landevejsdæk, da de i forvejen var godt slidte. Tænkte derfor, de kunne få lov at udtjene deres værnepligt sådan. Det har fungeret ok – men har dog konstateret en del gummirester bag ved træneren, som derfor rammer gulvet.

Om støjniveauet havde været lavere med et par andre, må jeg derfor være svar skyldig på.

[Update: Dagen før offentliggørelsen af denne anmeldelse punkteret mit bagdæk. Det var helt slidt ned. Formentlig på grund af mange kilometer på landevejene inden det blev smidt i hjemmetræneren. Men vil nu nok alligevel i retrospekt anbefale at investere i et trainerdæk – med mindre man har et gammelt udtjent dæk, der godt må køres helt i bund]

Indledende setup af træneren

Med alt pakket ud, cyklen monteret og strømmen sat til er vi klar til den første indledende setup af træneren. Der kræves ingen egentlig kalibrering af træneren modsat mange af konkurrenterne. Det sker nemlig ganske automatisk uden om brugerens bevidsthed.

Det første man dog skal er at downloade den nødvendige software.

BKool.com brugeruniverset

Direkte ud af boksen fungerer BKool Pro på Windows og Mac. BKool Pro understøtter – og udsender kun data – med ANT+ standarden. Der er ikke blevet plads til Bluetooth, hvilket selvfølgelig er en skam. Heldigvis er mange enheder med Bluetooth understøttelse omvendt også kompatible med ANT+.

Det gælder fx Wahoo Tickr som jeg bruger som mit primære pulsbælte, da det netop har både ANT+ samt Bluetooth understøttelse. Det virker derfor stort set altid uanset hvilken enhed, jeg anvender. Herligt!

Eventuel anvendelse af tablets kræver således også et mindre tilkøb i form af en adapter. Anvender du en nyere iPad med lighting stik (3. generation og frem), skal du derudover have en adapter til denne. Ikke super elegant – men det kan lade sig gøre.

Nu vi snakker om kompatibilitet bringer det mig frem til en anden vigtig pointe. BKool satser som allerede antydet benhårdt på deres softwareplatform som deres kommende primære indtægtskilde.

Du er nemlig ikke afhængig af en hjemmetræner fra BKool for at bruge deres software. Har du fx en Tacx eller Wahoo kan du således stadig være med. Det er absolut ganske kærkomment.

Kompatible trainers til BKool

Fra BKools hjemmeside henter man softwaren, og går i gang med installationen. Det tager – selv med en relativ beskeden internetforbindelse – ikke lang tid.

Lad mig dog allerede nu slå fast, at en vigtig forudsætning for at BKool bliver et positivt bekendtskab er en temmelig stabil internetforbindelse. Eftersom alting sker live er dropouts pga. en ustabil WiFi forbindelse derfor dræbende for realismen og glæden. Jeg har et par tips senere, men skriv det allerede bag øret nu.

Apropos fuld glæde af BKool Pro så anbefaler jeg klart at anvende en bærbar. Optimalt set tilsluttet en større skærm eller ideelt set et TV. Det giver simpelthen en bedre oplevelse, når man suser rundt på videoruterne – ligesom man også hele tiden kan følge med i de mange relevante data om ens performance undervejs i bunden af skærmen.

Det er måske indrømmet ikke elegant, men for pokker hvor det bidrager til den samlede oplevelse og realisme.

Softwaren er gratis for alle i et basis medlemskab, der for så vidt angår funktionalitet er ret begrænset. Du har fx ikke adgang til 3D eller videoruterne, og så er der faktisk mange andre, og bedre gratis alternativer derude. Din første måned er gratis – ligesom du ved købet af en BKool træner får en rabatkupon til køb af tre måneders premium medlemskab til 99 cents (normalpris ca. 10 EUR/75 kr pr. måned).

Det passede lige med vintersæsonen for mit vedkommende. Ja tak! 🙂

Hermed også lige en lille, men væsentlig indskudt bemærkning. At adskille software fra hardwaredelen i min test ville være usammenhængende og kunstigt. Det er derfor i høj grad ligeså meget softwaren jeg tester.

Inden du går i gang, skal du have oprettet og indstillet din personlige træningsprofil. Det foregår nemt og hurtigt.

Du slipper heller ikke for at sværge på ikke at sagsøge dem, hvis verden går under, mens du træner på deres udstyr.

Herefter kan du logge dig ind, og bliver for første gang præsenteret for brugerfladen i BKool Cycling Simulator som softwaren retteligt hedder.

I bunden til højre fremgår et par lysende dioder, der viser dine tilsluttede enheder. De er indrømmet lidt svære at se på billedet, men du kan måske lige ane teksterne ‘Trainer‘, ‘Cadence sensor‘ og ‘Heart rate monitor‘.

Som udgangspunkt er alt opsætning sat til automatisk parring og konfiguration. Det betyder i praksis, at såvel træner samt hvad du måtte have af eksterne ANT+ puls-, hastigheds-, kadence-, og wattsensorer automatisk er klar til brug, hvis de er inden for rækkevidde.

Lad mig igen slå fast, at kun ANT+ enheder kan anvendes – Bluetooth understøttelse kunne det desværre ikke blive til.

Det kan tage et par sekunder før alle enheder er fundet og dioderne lyser grønt, ligesom eventuelle kadencemålere gerne skal vækkes til live ved at dreje et par omgange med pedalerne, inden de findes.

Hverken en ekstern kadence- eller hastighedssensorer er dog nødvendig, da BKool Pro som standard har indbygget disse. Har du alligevel en monteret på cyklen inden for rækkevidde, bruges data fra denne i stedet.

Det var dog ikke helt uden bump i vejen med den automatiske opsætning og parring af enheder. Til at starte med var der nemlig intet, der virkede. Uanset hvor længe jeg ventede skete der absolut ingenting. Forsøgte at parre manuelt men ingen enheder dukkede op. Først da jeg fandt ud af at eventuelle andre programmer, der bruger ANT+ ikke må være åben på computeren og derfor lukkede Garmin Express, kom der hul igennem. Det synes jeg ikke, BKool gjorde meget for at fortælle mig. Men fandt dog som sagt en løsning.

Med den viden i bagagen har jeg ingen udfordringer oplevet med den automatiske parring, der har fungeret upåklageligt herefter.

Du har naturligvis dog mulighed for at slå automatikken fra og manuelt søge samt fra/tilvælge udstyr efter behag. I indstillingsmenuen er der ligeledes mulighed for at tilpasse yderligere efter behov og præferencer. Når det er gjort og alt klar, er det på tide at komme i gang.

Øverst i hovedmenuen er der forskellige grupperinger af løb og træningsevents du kan deltage i – kaldet ‘Live‘, ‘Programmed‘, ‘Velodrome Games‘, ‘Leagues‘, ‘Plan‘, ‘Favorites‘ m.fl.

Midtfor præsenteres mulighederne inden for hver kategori med et lille previewbillede. Du bladrer til højre og venstre via piletasterne i menuerne, og kan således se om der køres noget der fanger din interesse netop nu. Samtidig tegnes en elevationsprofil samt bedømmelse af ruten, ligesom du kan se hvor mange deltagere der er online i et givent event.

‘Live’ er som navnet angiver de løb, der enten er igang lige nu eller som er under ‘warm up’.

Alle events starter med 10 minutters opvarmning inden løbet gives frit. Det gøres dels af hensyn til at få varmet korrekt op, men ligeså meget for at sikre, at alle der ønsker at deltage kan nå at tilslutte sig – så ingen får et uretfærdig forspring. Det er som opretter af en begivenhed dog muligt at “tyvstarte” og springe de ti minutters opvarmning over, hvis man ønsker. Fx hvis man bare ønsker at køre for sig selv i en forudprogrammeret intervalserie uden nogen blander sig.

I topmenuen kan du også vælge at bladre dig videre igennem de andre kategorier.

Programmed’ er således de ruter du fra BKools hjemmeside har søgt dig frem til og udvalgt til senere kørsel. Det vender jeg tilbage til hvordan virker senere.

Du kan også via knappen ‘Details’ se yderligere detaljer om en given rute og event.

Blandt de øvrige muligheder fra toplinjen er, at se seneste uploadet videoruter, få foreslået nye ruter, deltage i ligaer, søge efter ruter, se ens historik m.fl.

Jeg har haft ganske stor glæde af særligt muligheden for at se ‘suggested‘ ruter baseret på min tidligere historik og præferencer. Har jeg tidligere kørt primært flade ruter, vil softwaren således forsøge at matche mig op mod tilsvarende flade og vice versa. Også funktionen til at bladre igennem de nyeste uploadet har været flittigt brugt.

BKool Cycling Simulator software

BKools største styrke er uden tvivl dets simulatorsoftware. Det er unikt i forhold til mange af konkurrenterne, hvilket i vid udstrækning skyldes de mange videoruter.

Modsat mange af konkurrenterne hvor udvalget af videoer er lille, og koster pr. styk har man med et premium medlemskab en ‘all-you-can eat‘ buffet af tusindvis af videoruter. Dertil kommer der dagligt nye til. Desuden streames alle ruter live, mens du kører dem – og skal altså ikke downloades ned på computeren på forhånd.

Det er smart, men stiller endnu en gang krav til en rimelig hurtig og ikke mindst stabil internetforbindelse, hvis du vil undgå at billedet fryser af og til. Du kan justere op og ned på kvaliteten af videoerne til at passe din forbindelse og computerkraft i indstillingerne, så det burde være muligt at opleve gnidningsfrit for de fleste.

Trådløse forbindelser via mobilnettet – dvs. over 3G/4G – kan ikke umiddelbart anbefales.

Du kan faktisk også selv være med til at bidrage med endnu flere videoruter, hvis du ejer fx et GoPro kamera, en GPS enhed til at optage elevation, positioner og distance. BKool tilbyder et gratis og ganske udmærket stykke software, der hjælper dig til at synkronisere videoen med GPS informationen, så de to følges ad og kan bruges som videorute.

Det er ganske glimerende – og i al beskedenhed noget jeg gerne ville prøve kræfter med ved lejlighed. Mangler bare et lille actionkamera a la GoPro eller Garmins Virb serie. Måske det bliver næste indkøb.

Det er selvfølgelig en smagssag om man foretrækker at købe pr. styk eller få serveret en buffet til en fast månedlig pris, men jeg bifalder nu absolut den valgte sidstnævnte tilgang.

Videoruterne er samtidig klart de sjoveste, da det giver mulighed for den mest virkelighedstro fornemmelse på træneren. Du kan se bakkerne og terrænet foran dig, og mærke det i benene, når træneren skifter belastning efterhånden som du kommer frem.

Foruden realismen giver det også mulighed for bedre at disponere sine kræfter alt efter, hvad man kan se i horisonten. Hvis stigningen bare fortsætter så langt øjet rækker i det uendelige mod himlen, er det måske ikke nu, du skal sætte alt ind. Eller også er det måske netop nu, hvor din ven du kører online mod er ved at falde bagud. 😉

Samtidig med man cykler har man nederst mulighed for at få vist data foruden højdeprofilen af ruten. Det værende sig nuværende samt gennemsnitlig kadence, watt, hastighed og puls (sidstnævnte kræver pulsbælte). Endeligt vises forbrændte kalorier og mest interessent helt til højre en visning af nuværende samt kommende hældningsprofil.

Den læses fra venstre mod højre og indikerer, at der i momentet ovenfor køres med -1 % hældning, men at næste ændring er 0,8 % stigning. Den blå procesbar angiver hvor langt man er i nuværende hældning.

Det er enormt smart og er ofte et sted blikket er rettet, når man kører. Det giver en god styring af hvilket gear, man bør sigte efter, og er med til at skabe en smooth og virkelighedstro fornemmelse, hvor man kun sjældent fanges i et forkert gear.

Har du en medrytter enten tæt foran eller bagved dig dukker det lille grå display øverst op. Her er jeg ved at indhente en anden rytter. Kommer jeg lidt tættere opnår jeg draft effekt, hvor jeg kan lægge på hjul. Det mærkes med det samme og giver nemt en hel del sparet watt. Drafteffekten er virkelig imponerende og klart noget, man kan spekulerer i at udnytte enten alene eller hvis man sammen med en flok forsøger at indhente en udbryder.

Nedenfor en rytter der lægger på hjul af mig. Bemærk “draft” stregerne der indikerer, når effekten er der.

Selvom videoruterne klart er de sjoveste, giver BKools software også mulighed for at køre enhver rute i en generet 3D verden. I praksis kan alle lave deres favoritruter ved at vælge en .tcx eller .gpx rute fra deres GPS enhed og uploade den til softwaren. Efter et par timer får man besked om, at ruten nu er klar og kan køres i 3D – enten alene, af andre eller sammen med flere.

Der er over 500.000 ruter allerede på den konto, hvilket giver et godt indblik i størrelsen og kraften i det online community, der er bag BKool.

Det er selvsagt ikke nær så spændende at køre rundt i en 3D verden, som det er at have en rigtig video foran sig. Softwaren gør dog et ganske hæderligt forsøg på at genskabe ruten, så bymiljøer automatisk er at finde dér på ruten, hvor du kører gennem en by. Der er træer og skove, når der faktisk er på ruten og så videre.

Endvidere findes funktionen ‘real weather’ der automatisk skifter vejret i simulatoren til de lokale forhold. Jeg købte BKool Pro engang i januar, da det stadig sneet. Da jeg loggede på og kørte min første tur omkring Aarhus, blev jeg derfor mødt af sne i simulatoren. Et sjovt twist.

Januar snevejr der gjorde udfaldet og fik mig til at købe BKool Pro.

Januar snevejr der gjorde udfaldet og fik mig til at købe BKool Pro.

Endeligt er der mulighed for at køre ruterne som 2D, hvor alt der vises er et kort over ruten og din placering. Det fungerer ok, hvis man ikke vil forstyrres og er beskæftiget af tv, musik eller knaldhårde intervaller. Ellers bliver det hurtigt en anelse kedeligt.

Senest er blevet tilføjet muligheden for at køre i velodromer. Eller på cykelbane som måske ringer mere en klokke (joke intended) for de fleste.

Velodromen kan køres i flere discipliner. Det er muligt at vælge et event hvor der på forhånd er fastsat et antal omgange, der skal køres. Vinderen er her første mand over strengen.

Der er også mere taktiske elimineringstyper. I ‘Miss and out’ elimineres den bagerste rytter efter hver 2. omgang.

I ‘Keirin’ sættes starten i gang et tilfældigt sted på omgang 6. Herefter races fuld attack til omgang 8. Nervepirrende og højintenst.

Der er også klassiske ‘catch-up‘ events, hvor det gælder om at indhente modstanderen. Man dyster enten én mod én eller i et team.

I mine knap 3 måneder med BKool, har jeg oplevet velodromen som værende hyperpopulært. Der er altid et rig udvalg når man logger ind af igangværende eller snarlig startende events.

Jeg er af natur nok mere end en landevejsrytter, men må indrømme at selv jeg er blevet grebet af stemningen og adrenalinen. Sandheden er nemlig, at det fungerer rigtig fortrinligt. Der køres benhårdt og man er godt svedig efter et taktisk og hårdt event.

Draftfunktionen hvor man lægger på hjul bag en rytter giver det rette taktiske element, og gør det ekstra sjovt. Man kan – ligesom i virkeligheden – lægge bag en rytter og spare kræfter, inden man venter til det helt rette tidspunkt og forsøger at træde sig fri. Det er sgu sjovt!

BKool.com online universet

Via BKools hjemmeside og online univers har man et hav af muligheder. Det er her man kan tilpasse sin profil, analysere eller eksportere sine træninger til 3. parts tjenester som Endomondo, Strava m.fl.

Det er muligt at programmere sine egne intervaller som man ønsker via en trinvis guide. Der kan vælges om segmenterne i intervallerne skal køres efter varighed eller kilometerangivelse. Smart nok. Derudover er det dog sparsomt med muligheder.

Varighed og evt. elavation (stigning eller fald). Det er så det.

Hjemmesiden tilbyder også en komplet historik over ens tidligere resultater, så man kan gå tilbage og se udvidet data fra de bedste (og værste) træninger gennem tiden.

Vælges en given træning får man et overblik over den kørte rute samt totaler af varighed, distance og andre generelle informationer. Herudover er det muligt at dykke ned i data enten i form af grafisk visning eller på tabelform.

Resultater af omgange eller programmerede intervaller kan også ses.

Som nævnt i stort set alle mine anmeldelser, er det op til den enkelte at finde en favorit platform, man ynder at bruge. I mange tilfælde afhænger det af, hvor man i forvejen befinder sig eller hvor ens venner og bekendte er.

Heldigvis er det også muligt at eksportere sin træning ud som en .fit, .gpx eller .tcx fil og bruge den, hvor man ønsker. Ligeledes kan man slå synkronisering til mellem Garmin Connect og Strava, så de automatisk fremgår på en eller begge af de valgte tjenester, så snart man er færdig på hjemmetræneren. Super!

Hovedsageligt – og nok så praktisk – tilbyder hjemmesiden også en lidt mere overskuelig og brugbar søgning efter ruter end softwaren ‘in-game’ gør. Man kan sætte kriterier op – som længde eller sværhedsgrad – ligesom det er muligt om man kun vil have vist videoruter eller også vil se 3d og 2d. Der er sortering af resultaterne efter popularitet, scoren fra andre brugere der har kørt ruten eller hvornår de er uploadet. Sidstnævnte er smart, hvis man er interesseret i hele tiden at følge med og se de nyeste ruter tilgængelig.

Der er også en kortvisning, hvor man på et verdenskort kan se de tilgængelige ruter efter de kriterier, man har sat op. Det er smart, hvis man gerne vil se eksempelvis hvilke videoruter, der er i et specifikt område.

Og ja, bl.a. Alpe d’Huez og Mont Ventoux er naturligvis blandt de videoruter, der er tilgængelig!

Når man har fundet ruten og trykket på den, kan man enten trykke ‘schedule’ eller tilpasse ruten med ekstra indstillinger. Vælges ‘schedule‘ markeres ruten blot og den fremgår nu i softwaren næste gang man logger ind.

Syv danske videoruter i det valgte område omkring Aarhus. Det er ærlig talt ikke så dårligt. Jeg ville gerne bidrage med flere – fx Marselis Cykelløbets 50 eller 100 km rute ved lejlighed.

Oftest vælger jeg dog ‘set-up‘ som giver mulighed for en masse ekstra indstillinger, der gør ens træningstur endnu mere tilpasset og spændende.

Den første tilpasning er eventuelt følgeskab af de såkaldte ‘ghosts‘, der er tidligere rytters kørsel af turen. Du kan ikke drafte med dem, altså lægge på hjul for at spare watt, da de kun fremgår som spøgelser på ruten. Ganske fiks detalje hvis man ønsker at køre mod sit tidligere jeg eller en ven, der ikke kan deltage live her og nu.

Alle ryttere inddeles desuden efter deres niveau på en gruppering samt score fra 1-10. Inddelingen udregnes ud fra bedste wattbelastning, man har kørt mindst 30 minutter med eller seneste FTP test.

Er man derfor selv rankeret som amatør på niveau 6, bør man derfor lede efter andre ghosts på samme niveau eller lidt bedre.

Alternativt kan vælges ‘bots‘. Bots er computerstyret ryttere der enten kan være din bedste ven eller værste fjende. BKool har nemlig tænkt sig godt om og lavet dem intelligente.

Der er fem typer af ‘bots‘ at vælge mellem, der hver har deres egenskab. Jeg vil ikke gå i dybden med dem alle, men kun nævne to for at fremføre pointen.

Lapdogs’ er de perfekte ledsagere. De følger dig på ruten og lader dig ikke i stikken, hvis du knækker på en stigning. Du sætter næppe ny PR med dem, men omvendt har du nogen at følges med hele vejen.

Hills‘ er som navnet angiver den fødte bjergged. De elsker hårde stigninger og sætter dig formentlig på dem, hvis du ikke selv er født nær alperne. Skal du have en chance for at vinde, må du derfor forsøge at skabe et forspring inden stigningerne kommer… ellers er det for sent.

Det er også muligt at sætte såkaldte ‘splits‘ og ‘targets‘ på ruten. Altså på forhånd at definere enten en særlig stigning eller et interval, man ønsker at køre ved et givent watttal, pulsbelastning eller kadence. Når man ankommer til dette stykke på ruten, popper en lille reminder op om at intervallet starter. Det fungerer fint, men er lidt ærgerligt at intervaller kun kan defineres som kilometer x til kilometer y.

De fleste træningsprogrammer bruger tidsintervaller, hvilket ikke er muligt. Skal man derfor fx træne et wattinterval 10 minutter efter 30 minutters opvarmning, er man nødt til at gætte på, hvor langt på ruten man er, når intervaller starter samt hvor langt man når på de 10 minutter. Det kræver en større matematisk eksamen samt en del forberedelse og held lige at ramme rigtigt alt efter elevation på ruten osv.

Det er mildest talt irriterende at muligheden for at udvælge splits og targets ikke kan defineres ud fra tid. Simpelthen ikke godt nok. Særligt mærkeligt er det, når man under intervaller man selv laver, godt kan vælge angivelse om segmenterne skal opgøres i tid eller kilometer. Mon ikke der kommer en opdatering hen ad vejen – jeg kan umuligt være eneste bruger, der finder det utilfredsstillende.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at BKools software er et de mest avancerede på markedet og fyldt med smarte funktioner. I den forbindelse er det vist et kærkomment sted igen at pointere, at mens selve softwaren som angivet er gratis så er en forudsætning for mange af de omtalte funktioner et premium medlemskab.

Der er ingen tvivl om, at BKool har valgt side i hele hardware vs. software som deres primære forretning. Valget er faldet på at tilbyde en krydsplatformsfunktionel software, der kan bruges på såvel tablets, Windowsbaseret computere samt Macs på tværs af forskellige hjemmetrænere. BKool vil tjene deres penge på software, og det er der så men ikke så meget mærkeligt i. Det er en længere tech-business snak, men BKool er ikke de eneste der går i den retning.

Prisen for premium medlemskab er dog ganske rimeligt. Desuden kan man som medlem sagtens stå periodevis som passivt, gratis medlem. Du kan derfor nøjes med at betale, når vejret henover efteråret og vinteren bliver for ustadigt og koldt til landevejscykling. Når cykelsæsonen starter kan du altså bare vælge at stoppe betalingen. Din profil og resultater forsvinder ingen steder.

Præcision og virkelighedsfølelse

Selv den bedste hjemmetræner falder til jorden, hvis ikke præcisionen eller virkelighedsfølelsen er realistisk. Sidstnævnte er naturligvis en meget subjektiv størrelse, men lad mig alligevel starte der.

Jeg har ikke prøvet andre hjemmetrænere end BKool Pro, så mit erfarings- og sammenligningsgrundlag er derfor meget svagt. Hvad jeg kan læse på nettet døjer flere producenter med en til tider hakkende oplevelse, når man skifter mellem varierende terræn og elevation. Følelsen når man går fra stigning til fald eller omvendt kan hos andre, føles som et hakket skift, hvor man med ét går fra en hård belastning til let nedkørsel.

Med BKool Pro har jeg været ganske imponeret. Det hele føles meget livagtigt, og man bærer momentum med over bakkerne. I praksis opleves det som flydende og dynamisk. Det skal forstås sådan, at den samme bakke eller stigning opleves vidt forskelligt alt efter, hvilken fart man kommer til den med.

Triller man afsted ved lav fart, skiftes belastningen hurtigt og selv små bakker mærkes. Omvendt har man medbragt en høj hastighed kan man, ligesom i virkeligheden, bæres af sit momentum henover bakkerne uden at opleve dem. Belastningen ændres kun langsomt, og man kan være halvvejs over, inden man opdager noget.

Det samme gælder den anden vej. Har man kun lige akkurat fået slæbt røven over en stigning, går der tid før nedkørslen giver så meget fart, at man er klar til at geare op. Man skal med andre ord lige op i fart igen. Det betyder, at man med lidt snilde og taktik kan time sine kræfter så man flyver over mindre bakker og kan bibeholde høj kadence og fart på det meste af ruten.

Det er ret imponerende og er sammen med videoruterne med til at gøre det til en fornøjelse at trampe rundt i pedalerne, selvom man sidder indenfor i stuen, mens sveden dribler af en.

BKool Pro måler selv hastigheden, ligesom der er indbygget kadencemåling modsat den mindre One+‘ version. Præcisionen af disse samt wattbelastningen er mig ukendt. Jeg har ingen anden wattmåling tilgængelig, så sammenligningsgrundlaget findes ganske simpelt ikke. Desværre.

At dømme efter hvad andre oplever er præcisionen rimelig uden at være ‘best-in-class‘. Forvent ca. 5-20W fejlangivelse ved lav belastning eller mere generelt omkring +/- 10 %. Målingen af modstand mod rullen sker på baghjulet, og rykker man sig i sadlen, kan det derfor påvirke resultatet. Det opleves, hvis man fx læner sig ind over styret på cyklen eller står op i sadlen. Er man derimod forholdsvis stabil i sin positionering, bør der ingen bekymringer være.

Det er og bliver dog et estimeret bud, der ikke er nær så præcist som decideret wattmåling direkte i pedalerne. Eliten – eller den meget seriøse motionist – der kræver præcis wattmåling til intervaller, bør måske nok finde et andet produkt eller supplere med anden ekstern wattmåling.

Stabilitet og støjniveau

Det bringer os belejligt videre til to andre traditionelt hæmmende områder for hjemmetrænere i al almindelighed. BKool Pro kommer ind med en kampvægt på 11,6 kg og står som tidligere omtalt ganske stabilt på gulvet. Med en måtte under opleves konstruktionen som solid. De to ekstra stabiliseringsenheder man trækker ud giver en ekstra sikkerhed, når man sidder på cyklen.

Dog er man stående i sadlen ikke altid lige sikker på udfaldet, hvis man pludselig har brug for et hårdt tråd. Her oplever man, at hele konstruktionen godt kan gynge.

BKool Pro omtales som super støjsvag hvilket nok er lige lovlig optimistisk. Officielt angives 80 decibel ved 30km/t, men det afhænger af valg af dæk og evt. brug af måtte.

Generelt gælder at flere watt og højere hastighed er lig med mere støj. Omkring 45km/t bliver træneren ganske lydhør og hurtigere endnu decideret larmerende. Igen har jeg intet at sammenligne med, ligesom jeg ikke har anvendt decideret dæk beregnet til hjemmetrænere. Det burde kunne reducere støjen. Omvendt har jeg anvendt BKools egen træningsmåtte. Men det er ikke ligefrem fordi fuglekvidren overdøver træneren.

Jeg gætter på, at mine naboer ikke synes jeg er en gigantisk idiot, men at jeg næppe heller ville vinde nogen hæderspris for at bruge træneren i de sene aftentimer.

Igen må jeg huske læseren på, at mit erfarings- og sammenligningsgrundlag til andre hjemmetræneren ikke eksisterer. Jeg kan kun bedømme ud fra egne oplevelser, så mens BKool Pro måske ikke er den værste, er den altså ikke en nabos drøm.

Forbindelsesstabilitet

Det er måske lidt meget at lave et helt afsnit til dette, men synes alligevel det er vigtigt lige at give et par ord med på vejen til stabiliteten af forbindelsen til hjemmetræneren. Jeg har berørt kravene til internetforbindelsen et par gange, så denne gang går snakken om selve signalet fra træneren til den enhed, man bruger sammen med den.

Uden at blive alt for teknisk foregår signalet fra træneren til softwaren via ANT+ standarden. Det kan der siges rigtigt meget om, men ligesom det er tilfældet med flere andre trådløse standarder, er den ofte ganske udsat for forstyrrelser ligesom rækkeviden er kort.

Jeg oplevede i starten, at det var som om, at rutens hårdhed ikke afspejlede min oplevelse med træneren. Fx når jeg kunne se en stigning komme, forblev belastningen på samme niveau eller kom meget forsinket. Jeg gav mig til at undersøge det lidt, og jeg var ikke alene om at opleve problemer.

Rækkevidden af ANT+ er kun få meter, og bruger du som jeg ikke en tablet på styret af cyklen, men fx en bærbar sat på et bord længere væk, kan du opleve problemer. Desuden anbefales det at slukke for WiFi eller andre forstyrrende elementer i nærheden – fx tændte Bluetooth enheder. Optimalt set bør du slukke for alt udover ANT+ og bruge et godt gammeldags ethernetkabel til forbindelsen til internettet.

Det er ikke BKools skyld, at ANT+ standarden som så mange andre trådløse platforme er ganske følsom. De anbefaler dog selv lidt gemt væk i help sektionen, at man eventuelt bruger et ekstra usb forlænger kabel, hvis man oplever problemer med signalet.

USB forlænger kabel til ANT+

Jeg fandt på nettet et USB forlængerkabel til 21 kroner for 3 meter, og det løste problemet. Bærbaren står hvor den altid har gjort – nu blot med et kabel der forlænger helt hen til træneren. Det kabel kunne ligeså godt have indgået – det ville ganske givet have sparet BKool en masse frustration fra forbrugerne. Og lets face it til ca. 3.000 kroner i vejledende indkøbspris, skulle der nok være blevet plads til det…

Retfærdigvis har jeg tilsvarende læst mange ikke have oplevet nogen former for problemer. Tænker at jeg bosiddende i Aarhus midtby blandt mange naboer nok er udsat for en del WiFi støj – ligesom mit eget gadgethjem nok ikke hjælper på situationen.

Konklusion

Det var vanen tro lidt af en smøre. Lad mig derfor prøve at opsummere de gode og mindre gode erfaringer med BKool Pro 2016 hometrainer nedenfor.

Alt i alt efterlader BKool Pro et positivt bekendtskab. Den første indledende opsætning foregår hurtigt. Fra æsken er pakket ud til cyklen er monteret, softwaren installeret og man er igang går kun en halv time. Herefter kan hele herligheden pakkes væk og findes frem på få minutter. Absolut et kæmpe plus for BKool Pro vinder næppe nogen designpriser, når den sådan står fremme på stuegulvet.

Byggekvaliteten fejler intet, men finishen kunne godt være bedre udført. Stabiliteten og støjniveau er lidt en blandet pose bolcher. Førstnævnte er fint, når man træder moderate watt, mens intervaller stående i sadlen godt kan være en lettere slingrende oplevelse. Støjniveau er ved almindelig træning godkendt, men det kan blive ret højt. Forvent ingen jubel fra naboer. Du bør i alle fald kraftigt overveje enten måtte eller trænerdæk – måske endda begge. Støtten til forhjulet virker desuden et par centimeter for lav. I hvert fald til mit setup.

Det er dog mindre skår i glæden. For der hvor BKool Pro virker stråler er dets software. Der er tusindvis af spændende videoruter og der kommer hele tiden nye til. Uploads af egne ruter fungerer hurtigt og nemt, så man kan smugtræne til senere tilmeldte løb i sæsonen. Online delen med mulighed for at køre med og mod andre er en herlig tilføjelse, hvor særlig draft-funktionen er godt udført. Realismen i kørslen er høj, og følelsen af at glide henover en mindre stigning, fordi man har trådt hårdt og taget masser af fart med sig er fantastisk.

For de konkurrencemindet er velodromen et sjovt og adrenalinfyldt bekendtskab, der med garanti giver sved på panden. Det er en fed fornemmelse at få timet sit attack på konkurrenten lige i det rette tidspunkt, så man stryger forbi og tager sejren med et mulehår.

Prisen for selve softwaren virker rimelig særligt med tanke på, at de fleste formentlig kun vil have brug for et par måneders medlemskab om året, mens vejene er snefyldte og glatte.

Hvad angår selve træneren er den godkendt uden at imponere. Det er mit indtryk, at den i sin prisklasse gør det ganske fortrinligt, men at man også vil opleve bedre byggekvalitet, finish, robusthed, stabilitet og mere støjsvage trænere, hvis man går en prisklasse eller to op.

Desværre understøtter BKool Pro kun ANT+ og ikke Bluetooth. Det er lidt en skam, da andre i samme og lavere prisklasse – fx Tacx Vortex Smart – tilbyder dette samt bedre 3. parts integration af data.

Jeg var nok som de fleste cykelmotionister skeptisk ved tanken om at cykle indendørs til at begynde med. Man får associationer til de ildelugtende motionscentre rundt om i landet hvor der trampes rundt mens bassen pumper og en instruktør er ved at skrige lungerne ud.

Heldigvis er BKool Pro ikke sådan, men derimod både opløftende og motiverende. Der er virkelige mange gode ruter ligesom det er muligt at uploade sine egne. Realismen er ganske naturtro, og følelsen af at køre sammen med andre i et felt er faktisk til stede, selvom man godt ved de også bare sidder hjemme. Jeg frygtede at motivationen ville dale lynhurtigt, men må erkende at det har været overraskende let at få mig i sadlen.

Det kræver lidt tilvænning at blive godt familiær med softwaren, der ikke altid er lige intuitiv. Når man først får den ind under huden er den dog ganske funktionel, ligesom den opleves driftssikker. Opsætningen gik let – også selvom jeg nok gerne have været de første startvanskeligheder med ANT+ foruden, og blot have fået et ekstra usb forlængerkabel med i æsken.

Jeg kunne ikke drømme om at erstatte al min træning med BKool Pro, men i vinterhalvåret hvor mørket, kulden eller glatte veje typisk kommer i vejen, er BKool Pro et rigtig godt supplement til at holde træningen ved lige. Det er sjovt, motiverende og temmelig realistisk.

Jeg føler mig hvert fald sikker på, at træneren igen kommer frem, når sæsonen er ovre. Til den tid vil jeg smile over hele femøren, når jeg racer derudaf, mens andre pakker cyklen væk og med bedrøvet mine begiver sig ned i det lokale træningscenter.

SAMLET BEDØMMELSE

9 Funktionalitet og software

7 Design og kvalitet

9 Brugervenlighed

7 Stabilitet og støjniveau

8 Pris

Et væld af brugbare, gode funktioner og videoruter samt en hurtig opsætning og rimelig byggekvalitet gør BKool Pro til et positivt bekendtskab. Eliten vil nok være bedre tjent med en træner i en højere prisklasse.

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *