Anmeldelse af Force Aries Carbon hjelm

Det er blevet tid til nok en anmeldelse på bloggen denne gang af Force Aries Carbon letvægts hjelm, som ankom til test for en måneds tid siden.

Siden da er forårsvejret tittet frem – og jeg har haft lejlighed til at prøve kræfter med hjelmen på såvel lange, rolige ture samt kuperet ruter med masser af højdemeter, sved på panden og syre i benene. I min anmeldelse af Force Aries Carbon vil jeg forsøge at besvare spørgsmålet om, hvad man får for sine ekstra sparepenge i forhold til en billigere hjelm samt naturligvis hvordan Force Aries klarer sig op imod klassens øvrige konkurrenter i prissegmentet lige under 1.000 kroner.

Inden vi når så langt til konklusionen, skal vi dog lige forbi såvel design, pasform, materialevalg og oplevelser med hjelmen i det daglige. Så spænd hjelmen (høhø) og læs med.

Force Aries Carbon er venligst udlånt af Cykelgear.dk

Design, materialevalg og pasform

At der er tale om en letvægtshjelm, antydes allerede ved navnet Force Aries Carbon. Yderdelene er støbt i carbon, der såvel både er stærkt og let som en fjer. Moderne produktionsteknikker gør desuden udformningen særdeles fleksibel, således at både design, pasform og aerodynamik kan tilgodeses.

Linjerne er kurvet og bølget uden dog at være ekstreme som enkeltstartshjelme.

Designet har et aerodynamisk feel samtidig med, der er kælet for detaljerne.

Det ses især på udformningen bagtil, der er aggressiv med spidse kanter og skarpe vendinger. Der er tydelig designmæssigetræk og inspiration fra skibsverdenen katamaraner. Hvert fald kan jeg spotte en vis lighed.

Selvom der er tale om en hurtig, letvægtshjelm er der alligevel tænkt på komforten og gjort plads til store ventilationshuller såvel bagpå som i sider og toppen. En decideret enkeltstartshjelm er det altså ikke.

En spids, lukket hjelm skærer optimalt igennem vinden men efterlader sjældent plads til ventilation, og man ender nemt med en hjelm, der er ubehagelig indelukket og bliver svedig i varme forhold eller under hård træning. Force Aries Carbon føles hurtig, men aldrig indelukket.

Farverne er holdt klassisk i sort og hvid med rød brydning i hjelmens indre pude. Pænt, nydeligt og ordentlig uden at være decideret spændende, opmærksomhedssøgende eller sexet.

Vendes hjelmen opleves igen sans for detaljerne. Der er anvendt en sammenhængende pude som polstring. Foruden at se bedre ud opleves det også mere komfortabelt. Dertil naturligvis at rengøring foregår betydelig nemmere og hurtigere.

Selve puden er minimal og kun få millimeter tyk. Den giver den fornødne komfort uden man bemærker eller tænker videre over dens eksistens. Det er umiddelbart et godt tegn. Der er ligeledes monteret insektnet i fronten. Ganske fiks.

Praktiske erfaringer med Force Aries Carbon

Det er blevet til knap 750 km med hjemlen og jeg er overordnet set rigtig godt tilfreds. De mange ventilationshuller fungerer efter ønsket.

Justering af størrelse og pasform foregår via vanlige mekanismer med remmen, klikspænder og den lille ring bagpå, der anvendes til at tilpasse omkredsen. Remmen justeres simpelthen til bag på hovedet med en lille skruering, der sågar kan betjenes når hjelmen er på. Det er super let og fungerer rigtig godt.

På stroppen sidder såvel justeringsmulighed samt ekstra polstring til hagen i den ene side.

Vægten er holdt nede på 250 gram, hvilket må siges at være imponerende. Løfter man hjelmen op opleves den som utrolig let – særligt sammenlignet med min tidligere standardhjelm.

På landevejene er hjelmen qua sin lave vægt, nemme justering og store velfungerende ventilationshuller en fornøjelse at have på og race med. Indstillingen foregår lynhurtigt, og selv under hård træning er nedkølingen fin. Det har dog ikke været muligt i testperioden at opleve den under varmere temperaturer end ca. 10 grader. Men jeg gætter på, at erfaringerne er de samme og Force Aries også klarer sommeren uden problemer.

Insektnettet er en smart detalje om end det ligeledes har været svært at teste værdien af denne i den tidlige forårssæson. Der skulle være kørt mere gylle på vejene før, det var aktuelt at teste.

Der er dog lidt skår i glæden. Efter en måneds tid oplevede jeg, at det velcro der holder puden fast i indersiden af hjelmen begyndte at føles en smule løs.

Selve byggekvaliteten af hjelmen er jeg ligeledes lidt mellemfornøjet med. Umiddelbart er helhedsindtrykket godt og kvaliteten fin, men går man tættere på og begynder at studere detaljerne er der lidt sjusk rundt omkring. Det opleves som mindre ujævnheder i selve støbningen i de mange små detaljer og kanter.

I praksis betyder det intet, men det giver alligevel lidt et blandet indtryk af kvaliteten – specielt prisen taget i betragtning. Måske jeg er bare er for kræsen i mellemprisklassen, men havde nok forventet mere.

Dommen over Force Aries Carbon

Så hvad siger den endelig? Skal du fare ud og bruge din overskydende skat på Force Aries Carbon hjelmen?

Det er ikke noget dumt bud. Til en udsalgspris på omkring 800 kroner rammer Force Aries prismæssigt det øvre mellemspot i markedet. Du får en ultra-let hjelm, der selv på de lange, hårde ture vedbliver at være super behagelig og komfortabel at have på. Krydret med et smart aerodynamisk design, og gode brugervenlige justeringsmuligheder får du umiddelbart meget for pengene.

Jeg har det lidt ambivalent med finishen. Byggekvaliteten føles robust og acceptabelt umiddelbart, men den indvende pudes polstring sidder hurtigt lidt løst, ligesom selve støbningen når man kommer tæt på har visse ujævnheder i dens snit. Det er som sådan hverken kritisk eller problematisk – men prismærket taget i betragtning er det ikke helt godt nok i min optik. Måske det bare er mig, der er for kritisk og finishen i carbon først er rigtig god i et højere prisleje.

Det er dog tæt på bagatelgrænsen og ændrer ikke på, at Force Aries Carbon er en virkelig god hjelm til en attraktiv pris for langt de fleste motionister, der gerne vil have en god hjelm uden hverken nødvendigvis at skulle opgraderer senere eller tømme bankkontoen totalt.

Med det in mente har jeg ingen betænkeligheder ved at anbefale hjelmen.

Force Aries Carbon tilbyder en virkelig let carbonhjelm til et attraktivt prispunkt. Funktionerne og justeringer trækker op, mens byggekvaliteten og finishen lader lidt tilbage at ønske.

9 Design
9 Funktioner
9 Pasform
7 Byggekvalitet & finish
8 Pris
8.4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *