Anmeldelse af Sandberg Powerbank 7800

Sandberg Powerbank 7800 er en lækker og temmelig kompakt powerbank fra Sandberg til at hjælpe imod det moderne, digitale menneskes værste mareridt – at løbe tør for strøm på farten. En almindelig smartphone er i dag et massivt kraftværk med et hav af funktioner. Den står for musikken, tjekke Instagram og facebook, dine billeder og videoer, finde vej med GPS, spille spil mens du venter på bussen og nå ja, selvfølgelig ringe og skrive.

De fleste sidder dog nok tilbage med en følelse af, at batteriet i telefonen holder strøm kortere og kortere for hver ny generation. En powerbank kan være løsningen til de situationer, hvor du bare ikke vil løbe tør for strøm. Hvem har ikke prøvet at løbe tør på tidspunkter, hvor det er allermest irriterende – om det så var i parken, på stranden eller den lange kedelige tog/flyrejse?

Powerbanks blev dog først et rigtig kendt dansk fænomen med indtoget af Pokemon Go. I timevis travede folk rundt i jagten på de små digivæsener med det resultat, deres telefoner løb tør hurtigere end de kunne sige “gotta get em all“.

Powerbanks blev hvermandseje og nyhederne kunne berette om to og trecifrede vækstrater i diverse webshops. Selvom den tid nu synes ovre, er Powerbanks stadig  potentiel førstehjælp til den afhængige smartphonebruger.

Desværre er markedet noget broget. Powerbanks er ikke bare en standardvare. Der er nogle virkelig lousy, nogle rigtig gode og nogle bløde mellemvare et sted midt i mellem på markedet. Der er forskelle i deres størrelse, vægt, pris, kapacitet, effektivitet og funktioner. Nogle er helt uden display, mens andre har små dioder, der fortæller om batteriets tilstand. Helt tredje har ligefrem fået et lille digitalt display.

Jeg har haft Sandberg Powerbank 7800 testet i de seneste par uger, og har derfor fået et ganske godt indtryk af dens funktioner, styrker og svagheder. Hvor på skalaen denne powerbank rangerer – det må du læse med for at finde ud af.

Sandberg Powerbank er venligst udlånt af Bomo.dk

Udpakning af Sandberg Powerbank 7800

Lad os være ærlige. Der er ikke meget at fortælle, når det kommer til udpakningen af en powerbank.

I æsken findes et lille ladekabel, en ultrakort manual og selve enheden. That’s it.

Det mest interessante er nok faktisk manualen. Keep it stupid simple, som man siger. Oplad powerbanken. Brug den.

Det behøver vi ikke koge mere suppe på – lad os i stedet se at komme videre.

Opladningen af Sandberg Powerbank 7800

Selve opladningen af powerbanken sker via en USB port, der enten kan lades direkte fra en computer eller sættes i en stikkontakt. Sidstnævnte anbefales da opladningstiden via PC nærmer sig et døgn. Ja, jeg var selv i chok. I praksis betyder det, at man aldrig bruger denne funktion.

Opladning via stikkontakten sker via en almindelig adapter, som du kender fra en iPad eller iPhone. Den medfølger ikke. Det er åbenbart gængs praksis på markedet, så skal ikke decideret trække point fra – men jeg undres stadig. Hvad kan sådan en næsten koste at putte i pakken?

Anvendes opladning via stikkontakten er ventetiden 9-10 timer. Det er stadig længe, men mere anstændigt og fornuftigt. Selv har jeg haft den sat til om aftenen, inden jeg går i seng – så er den klar dagen efter.

På fronten er der en lille række dioder. De fungerer som batteristatus og man kan således følge med, mens opladningen foregår. Jo flere lysende dioder, jo mere juice på powerbanken. Indikatoren blinker under opladning og går fra 1/4 dioder til 4/4, når opladningen er færdig.

Sådan, klar til brug!

Powerbanks mAh, 1A/2A, watt, energieffektivitet og standarder

Inden vi kommer til selve anvendelsen af Sandberg Powerbank, er vi dog nødt til at tage en lille detour og få nogle begreber på plads.

Når det kommer til powerbanks jungleres der nemlig for det meste med en lang række tal og specifikationer. Sandberg Powerbank 7800 er ingen undtagelse – se blot navnet. Men hæng i for det er faktisk ikke så svært igen.

7800 henviser til mAh, der er udtryk for powerbankens samlede batterimæssige kapacitet. Det kan oversættes til ca. 3 gange opladning af en iPhone 6. Flere opladninger af telefoner med et mindre batteri, og færre for dem med et større. Opgørelsen af mAh er umiddelbart det nemmeste at vurdere en powerbank efter.

Powerbanks er dog ikke 100 % energieffektive. Der går noget ‘juice‘ tabt fra powerbanken og til den enhed, du ønsker opladt. Det tab bliver til ren varme. Industristandarden er mellem 60-70 %s effektivitet, mens de bedste rammer ca. 90 %. Det vil sige, at de værste produkter på markedet kun giver dig måske 50 % af den kapacitet, der bliver skrevet på pakken – de bedste omtrent 90 %. Det er altså alligevel ikke bare så nemt at sammenligne mAh tallene.

Endelig er der spørgsmålet om portene på powerbanken. Hvor hurtigt du hhv. kan lade på powerbanken og aflade den afhænger af, hvilke typer af porte, der er tale om.

Tallet er vist i ampere (A), som du ganger med spændingen (5V for usb) for at få effekten i watt (W). Dvs. en ladeport med 1A, giver dig 5W opladning. 2A giver 10W og så fremdeles. Jo højere tal, jo hurtigere kan du respektivt op- og aflade. Bemærk i den sammehæng at den gamle regel om laveste fællesnævner og svageste led er gældende. Dvs., at en powerbank ikke lades hurtigere med 2A, hvis din oplader adapter kun kan give 1A.

Tilsvarende vil en telefon eller anden enhed, der kun understøtter 1A (5W) naturligvis ikke lades hurtigere, selvom du bruger en 2A (10W) port.

Got it? Fino, så går vi videre.

Praktisk brug og erfaringer af Sandberg Powerbank 7800

Den pågældende model tilbyder tilbyder to porte, så der dermed kan lades to enheder samtidig. Her er det dog værd at bemærke, at der kun er tale om en enkelt 2A port – den anden er kun 1A. Øv.
Det betyder i praksis, at oplades to iPhones vil den ene tage væsentlig længere tid end den anden. Lader du derimod en iPhone samtidig med en mindre strømhungrende enhed, som fx en cykelcomputer går regnestykket bedre op.
Du bør derfor overveje at bruge den rette port til den rette situation.

Powerbanken har også en lille LED pære, der kan bruges som lommelygte. Det har jeg endnu ikke fundet et godt brugsscenarie for, men omvendt skader det selvfølgelig ikke.

I praksis har jeg opnået at opladet såvel min iPhone 6s tre gange og Garmin Edge 1000 cykelcomputere halvandent gang på en ladning. Ganske tilfredsstillende.

Der findes powerbanks på markedet med væsentlig større kapacitet. Det er dog som regel et spørgsmål om kapacitet på bekostning af praktikalitet. De rigtig store powerbanks på markedet er bare ikke nær så smarte og kan ikke på samme både være i en ryglomme på cykeltrøjen, i en lille håndtaske eller lignende. På festivaller og lignende er det simpelthen et kompromis, man er nødt til at gøre.

Jeg har set flere powerbansk, der har ganske imponerende 20.000mAhs kapacitet – men en størrelse og vægt som en mursten. Vil man have den med ud? Jeg tvivler.

Samlet bedømmelse af Sandberg Powerbank 7800

Så hvad er dommen efter et par ugers brug af Sandbergs powerbank. Det korte svar er ganske fine. Hånden på hjertet kan det være svært at blive sådan rigtig begejstret for noget som en powerbank.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at det er et plus, når den ingen væsen af sig gør. På positivsiden tæller så afgjort størrelsen. Den passer fint i ryglommen, så den kan komme med på cykelture. Tilsvarende er materialevalget fint og let blødt, så den ikke gør ondt af have i lommen. Kapaciteten på de knap 8000 mAh er et sted i mellemklassen.

Der findes en del powerbanks med meget mere juice. De fleste af dem er dog også i en anden prisklasse og fysisk størrelse.

Sandberg Powerbank 7800 er på mange måder et rigtig fint bekendtskab, og finder en fin balance mellem pris, kvalitet, kapacitet og funktioner. Min eneste anke er i virkeligheden, at det kun er blevet til én 2A port. Det er dog relativt sjældent, jeg lader to enheder samtidig – men alligevel lidt en streg i regningen. Lommelygtefunktionen er lidt so-so. Der er intet fysisk display, men diodeindikatoren til batteristatusen virker fint, så det savnes ikke.

Alt i alt rammer Sandberg tæt på plet og til under 200kr har jeg ingen problemer med at give en anbefaling.

Sandberg Powerbank 7800 er en fornuftig powerbank til en attraktiv pris. Kompakt og med fine funktioner - dog savner jeg to 2A porte.

8 Funktionalitet
8 Design
9 Brugervenlighed
7 Kvalitet
9 Pris
8.2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *