Anmeldelse af Polar M400 GPS ur og aktivitetsmåler

Polar M400 er et interessant, funktionelt og ikke mindst rigtig skarpt prissat GPS løbeur med indbygget aktivitetsmåler målrettet motionister. M400 deler et hav af funktioner og software med dets storebror V800, som Polar lancerede næsten samtidig. Forskellen er dog, at mens V800 henvender sig til mere alsidig brug med multisportsfunktioner, fokuserer M400 primært på kernefunktionerne den typiske løber har brug for.

Du får de basale funktioner, som du vil forvente men også en del mere avancerede, der normalt kun findes i de lidt dyre løbeure. Derudover er der blevet plads til flere sportsprofiler som styrketræning, spinning eller cykling ligesom det er lykkedes Polar at få proppet såvel aktivitets- samt søvnmåling ind i uret.

Om det er lykkedes vores finske venner hos Polar at lave, hvad der på papiret virker til en mindre genistreg med M400, har jeg testet igennem de sidste par måneder. Det er vanen tro blevet til en lang anmeldelse, der forhåbentlig rummer alle de elementer, du håber. Hvis der – mod forventning – skulle være noget uafklaret, du stadig undrer dig over, så stil gerne spørgsmål nederst.

Polar M400 er venligst udlånt af ActivInstinct.com

Udpakning af Polar M400:

Polar M400 blev oprindelig lanceret i to farvevarianter – hhv. sort og hvid i en version uden pulsbælte og en version med. Siden er tilføjet en blå samt en pink variant hvor remmen er 2 cm kortere. Girly versionen, om man vil.

Det er den hvide variant uden pulsbælte, jeg har til test. Jeg har under testperioden i stedet anvendt mit eget Wahoo Ticker pulsbælte ved siden af. Det har på en lille sidebemærkning fungeret upåklageligt og kan varmt anbefales, da de både anvender ANT+ samt Bluetooth, så kan bruges af stort set alle enheder på markedet.

Uret kommer i en ganske kompakt og simpel indpakning med mulighed for at få sig et lille preview.

Polar M400 æsken forfra

Ikke meget hokus pokus der. Hverken forfra eller bagfra.

Polar M400 æsken bagfra

I æsken er det også minimalt med overraskelser, hvad angår indholdet. Selve uret, usb kabel til opladning samt overførsel af data, de obligatoriske manualer på en bunke forskellige sprog samt naturligvis pulsbælte, hvis du har valgt versionen med.

Polar M400 ubundlet version

Polar M400 fra siden

Polar M400 manualer

Mest interessant er selvfølgelig selve uret. Designet er radikalt anerledes end Polars hidtidige løbeur RCX. Det opleves en anelse mere rundt i formen, ligesom remmen har en mere fremtrædende karakter og er udformet i et ganske blødt, komfortabelt materiale der ikke bliver irriterende at have på. Polar har modsat mange af rivalerne på markedet udelukkende valgt en betjening via knapper og ikke touchskærm. I alt fem knapper er det blevet til hvor hhv. to af disse er placeret på venstre side, og de resterende tre på højre.

Fra frontskærmen foregår navigationen ved at bladre op eller ned i menuerne med knapperne hhv. øverst og nederst til højre. “OK” er midterste knap til højre, mens nederst til venstre fungerer som tilbageknap.

Øverste højre knap har lidt forskellige funktioner. Et enkelt tryk giver lys i displayet, mens det ved at holde tasten nede låser knappernes funktion. Ganske praksis i det daglige, så man ikke uforvarende får rodet rundt i menuerne eller startet en træning. Holdes knappen inde under en igangværende træning kommer man til en hurtig-menu, der tillader at tilpasse visse mere komplicerede træningsindtillinger uden at måtte stoppe turen.

På indersiden af uret findes en micro USB port, der bruges til opladning og kablet overførsler af træninger. Det er samtidig beskyttet mod vand, og er officielt vandtæt ned til 30 meter. Ja, det betyder, du fint kan have uret med i bad eller svømmehallen. Der er dog ingen svømmefunktioner, så det giver altså ikke mulighed for at optælle baner så anvendeligheden er i praksis nok ganske beskeden.

Bagsiden af Polar M400

Folk der ligesom jeg har stiftet bekendtskab med et hav af løsninger til opladning vil uden tvivl sætte pris på USB metoden, der såvel virker mere elegant samt fleksibel ift. mange af Garmins magnet og klipsbaseret løsninger.

USB opladning af Polar M400

Skærmen er lig den, man finder i det dyre V800 storebrors ur, og er på 128 x 128 pixel i sort og hvid med høj kontrast. Modsat V800 med glas har Polar med M400 gået en smule på kompromis med materialet, og du må således nøjes med plastik. Det er dog absolut godkendt for prisklassen.

Hvad angår de fysiske mål og materialer, er resten af uret stort set i et ganske blødt gummimateriale, der føles behageligt at have på. Vægten er officielt 56g, hvilket placerer Polar M400 cirka midt i feltet uden at være hverken det letteste eller tungeste dreng i klassen. Måske endda en anelse til den lette side.

Tykkelsen siger 11m, hvilket er klart i den lave ende. Det stemmer meget godt overens med følelsen af uret som ganske kompakt og nærmende sig et kvadratisk design.

Design er som bekendt en subjektiv størrelse. Polar M400 vinder næppe priser for æstetik, men er ej heller blandt de mest klodset på markedet. Alt i alt en godkendt mellemvare der uden problemer bør kunne gøre sig som hverdagsur.

Løbetræning med Polar M400

Polar M400 er på trods af dets mange ekstrafunktioner først og fremmest målrettet løbetræning. Af samme årsag starter vi med dette.

Første gang du tænder uret, bliver du mødt af en grundlæggende basisopsætning, som til forveksling ligner stort set alle øvrige producenters. Formålet er, at sikre den estimerede kalorieforbrærnding samt pulszoner bliver så retvisende som muligt. Opsætningen er super enkel og tager to minutter med valg af tidszoner, køn, alder, vægt og højde. Det gøres sammen med computeren. Det er let og du følger bare instruksionerne.

Første opsætning af Polar M400 med computeren

Opsætning af Polar M400 med usb

Opsætning af Polar M400 - valg af aktivitetsniveau

Dernæst bør du sikrer dig nyeste software på uret. Det er ikke bare fis. Jo mere regnekræft og hjerne, dine devices får, jo mere grund til at holde dem ajour med nyeste software. Nyeste software tilføjer ikke blot potentielt nye funktioner, men kan også være med til at eliminere kendte børnesygdomme.

Firmware opdatering af Polar M400

I dette tilfælde tilføjes funktioner til mobilbrugere med Android styresystemet samt en række mindre forbedringer af softwarens stabilitet. Vi takker ja.

Firmware opdatering af Polar M400 med kabel

Vente, vente, vente…

Opsummering af Polar M400s firmware opdatering

Med den første opsætning og software-opdatering klaret, er det tid til at komme til sagen. Træning!

Opbygningen af menusystemet er på Polar M400 en kende anerledes, end set på flere af konkurrenterne heriblandt Garmin. Hos Garmin vælger du først træningstype, og dernæst søges efter GPS signal. Hos Polar er det omvendt.

Trykkes på start-knappen, søger uret efter GPS signal og evt. pulsbælte, mens du kan bladrer igennem hvilken sportsgren, du vil bruge uret til.  På den måde har uret typisk fået satellitforbindelse samt fundet dit pulsbælte, inden du har valgt din træningstype. Lille detalje, men point til Polar for det.

Opnåelse af GPS signal med Polar M400

Mens uret fanger GPS signal, kan man skifte til den sportsprofil man ønsker.

Valg af sportsprofil på Polar M400

Ligesom de fleste nyere ure gør M400 brug af preloading af GPS signaler, hvor uret under synkronisering af uret får overført indikative GPS positioner. I praksis betyder det, at modtagelsen af signalet som hovedregel sker lynhurtigt tilsvarende konkurrenterne med samme funktionalitet. Det vil sige, at signalet som oftest fanges indenfor 5-10 sekunder. I den sammenhæng vil jeg dog gerne henlede opmærksomheden på mit tidligere indlæg om forbedring af GPS præcision.

Efter opnået GPS forbindelse er det blot at trykke start igen. Herefter startes træningen og du får vist data live undervejs på turen. Apropos livevisning så sker dette på op til fire datafelter pr. træningsside. Hver træningsside kan konfigureres efter ønske som det kendes fra de fleste andre konkurrenters – og foretages via onlineuniverset Polar Flow. Bemærk dog at det modsat mange andre ikke er muligt at konfigurere træningssiderne direkte på uret. Det er både skidt og godt. I teorien lyder det som en begrænsende faktor, men sandheden er nok, at det alligevel er de færreste der undervejs på løbeturen pludselig får et akut behov for at ændre på visningen. I stedet vælger de fleste nok, at nørde med visningen på uret i ro og mag hjemme foran skærmen.

Konfigurering af træningssider på Polar M400

De tilgængelige datafelter kategoriseres i forskellige grupper og kan frit vælges efter behov. Efter justeringerne er valgt, gemt og uret synkroniseret, optræder visningen nu som valgt under træning.

At bladre op og ned mellem træningsiderne foregår ved hjælp af knapperne på højre side af uret.

Foruden angivelse af træningssider er det også via Polar Flow, at man opsætter en række andre funktioner i uret herunder valg af automatiske omgange, lydniveauet på uret, puls- og hastighedszoner med mere.

PolarM400 - Automatisk lap

Det er muligt enten at få vist pulsmåling som slag i minuttet eller % af makspulsen. Desuden kan man vælge at oprette standard pulszoner eller tilpasse dem specifikt sine egne ønsker.

Opsætning af pulszoner på Polar M400 via Polar Flow

Såvel puls samt hastighed kan vises i absolutte termer samt indenfor de zoner, man har valgt via Polar Flow.

Foruden den rene start-stop baseret træning er det muligt at anvende Polar M400 til intervaltræning. Der er grundlæggende to måder at oprette intervaltræning på – enten direkte via uret til simple intervaller eller ved hjælp af Polar Flow til mere avancerede.

Den indbyggende timer-funktionalitet giver dig mulighed for at oprette 2-steps intervaller med enten tid eller distance som variable. Det vil sige ret basale intervaller som fx løb 5 min, jog 1 minut og gentag.

Det er som sådan okay, men bliver som forventet hurtigt af begrænset nytte. Ønsker man mere komplekse intervaller med forskellige varighed i et ønsket pace eller pulszone, kommer man derfor til kort.

Til dette formål må man anvende Polar Flow. Her har du mulighed for at oprette ganske avancerede intervaller efter alle kunstens spilleregler med forskellige målsætninger for hvert step. Det vil sige, at du for eksempel kan vælge at løbe en given distance eller varighed i et ønsket pace eller pulszone.

Oprettelse af avancerede intervaller via Polar Flow

Det er ganske simpelt at tilføje og redigere de enkelte step via en grafisk, intuitiv brugerflade med drop-down menuer og slider. Strukturen kan hele tiden følges i dens faser undervejs, som man tilføjer flere steps. Det er også i hovedmenuen, at man vælger hvilken sportsgren, man ønsker og giver den et navn.

Polar M400 strukturerede intervaller

Nederst ses en opsummering af ens interval. Her først en 10 minutters opvarmning i pulszone 1 og 2, efterfulgt af et 1km langt interval i pulszone 3 og 4 osv.

Visuelt billede af intervaloprettelse via Polar Flow

Datoen du angiver i kalenderen betyder, at din træning automatisk dukker op på det pågældende tidspunkt. En ganske fiks idé, så du ikke glemmer træningen i en travl hverdag. En anden fiks funktion er at markere din træning som “favorit“. Dette gøres ved at klikke på det lille stjerne-symbol nederst under oprettelse af intervaller. Du kan derefter hele tiden nemt finde en specifik træning frem via “favorit-siden” på uret. Det er særligt praktisk, hvis man har oprettet bestemte træningstyper man udøver flere gange. Det kunne være en formtest som Coopers 12 minutter, der gennemføres eksempelvis før, midtvejs og som afslutning på et træningsforløb.

Når du træner på et forudprogrammeret program, vises en dedikeret skærm med relevante data til det pågældende step. Det vil sige, at du fx kan se, at det næste interval er 1 km langt med et ønsket pace. Du har samtidig mulighed for at se en nedtælling af det igangværende step. Ganske smart.

Du får live besked med et bip, hvis du ikke performer, som du har forudprogrammeret – fx for stærkt eller langsomt i et givent interval. Det skal dog her bemærkes, at selvom uret sættes på høj lydstyrke, er det ikke nemt at høre i kampens hede. Det gælder specielt, hvis du som jeg ganske ofte løber med musik i ørene. Modsat mange andre ure indeholder Polar M400 ingen vibrationsalarm, som ellers kunne minimere problemet med lav lydstyrke. Det er en skam og et væsentlig skår i glæden!

På den mere positive side har Polar M400 to esser oppe i ærmet, hvad angår øvrige funktioner.

Estimeret sluttid‘ er en funktion, der delvis kendes fra andre. Tanken er, at du på forhånd sætter en ønsket distance, og at du herefter live får en forventet sluttid baseret på din allerede tilbagelagte distance, forbrugt tid og dit nuværende pace. Det er slet ikke nogen dårlig idé, da din estimeret sluttid derfor hele tiden genberegnes i forhold til, hvordan det er gået.

Sluttidsberegner på Polar M400

Indstil den ønsket distance. Der kan vælges mellem de gængse 5km, 10km, ½ og 1 maraton som standard samt en mulighed for at specificere en bestemt distance.

Løb og følg live med i din forventet sluttid. Beklager den sløje billedkvalitet – det blev semisvært at tage billedet, mens man løb uden rystelser.

Polar M400 sluttidsestimering i aktion

Det er på sin vis meget lig funktionen ‘Virtual Partner’ kendt fra Garmins univers, men alligevel ikke helt ens. Mens Virtual Partner fungerer ved at fortælle dig hvor langt forud eller bagud en given målsætning, du er, fortæller Polar dig din forventede sluttid. Hvad man foretrækker må være et spørgsmål om temperament. Jeg hælder personligt til Polars metodik.

Tilbage til start‘ er det andet trick i ærmet, Polar har fundet plads til i M400. Det er typisk en funktion, der normalt kun findes i ure fra den dyrere ende af skalaen. Lad mig understrege at der ikke er tale om en præcis navigation hjem til start, men blot en indikation på, hvor langt du er fra start i en direkte linje samt en kompasnål med retningen. Det kan dog alligevel være ganske nyttigt på ture i ukendt terræn.

Når du er færdig med træningen, holder du stop-knappen nederst til venstre inde og træningen gemmes. Du får herefter vist en opsummering med distance, varighed, bedste omgange, gennemsnits hastighed, forbrændte kalorier med flere.

Opsummeringsvisning på Polar M400 efter endt træning

Der er med nyere software blevet tilføjet muligheden for at få vist sine personlige rekorder.

Rekordvisning på Polar M400

Det fungerer alt sammen ganske fornuftigt omend de fleste nok foretrækker at nørde lidt mere i data hjemmefra på bærbaren, tablet eller telefonen. Synkroniseringen foregår enten via Bluetooth og en parret smartphone eller med det medfølgende usb kabel. Træningen uploades herefter til Polar Flow universet, hvor du lig de mange andre lignende tjenester kan nørde dig igennem et hav af data.

Træningsoversigt på Polar Flow

Fra forsiden kan du nemt danne dig et overblik over alle dine træningssessioner. Det er samtidig muligt at se yderligere detaljer ved at klikke på den ønskede aktivitet.

Aktivitetsvisning på Polar Flow

Der er ikke megen forskel på de forskellige tjenesters udbud eller opstilling uanset, om man anvender Polar, Garmin, TomTom eller en af de mange andre tredjepartstjenester som Endomondo, Strava, Runkeeper m.fl.

Som så ofte før er valget en smagssag og ens præferencer kommer ofte i høj grad til at afhænge af, hvad ens venner og omgangskreds bruger. Det er derfor også glædeligt, at Polar har åbnet op for eksportmulighed af ens træning så man frit kan uploade dem på andre tjenester. En direkte automatisk integration som fx Garmin har med Endomondo og Strava, må man dog endnu se langt efter.

Eksport af træning fra Polar Flow ud i tcx, csv og gpx format

Den manglende integration og direkte overførsel er dog ikke et kæmpe problem. Nederst under hver aktivitet ser man således en lille export-knap, hvorefter ens træning kan downloades ned og bruges som man ønsker. Tak til Polar for det – men mon ikke de også får tilføjet en direkte integration før eller siden? Det håber undertegnede hvert fald meget på kommer.

Cykling med Polar M400

Lad os vende blikket mod nogle af de øvrige funktioner, Polar har fået stoppet ind i M400. Foruden løbeprofilen er det muligt at skifte til cykling – samt en lang række andre sportsgrene, som vi vender tilbage til senere.

Når du har valgt cykling som sportsgren vises hastigheden som km/t i stedet for min/km, ligesom du ikke får ødelagt dine løberekorder, når du træner med cykelprofilen. Endeligt har hver sportsprofil sin egen indbygget algoritme, der tager sig af beregningen af kalorieforbrændingen. En kilometer på cyklen forbrænder derfor væsentlig mindre end én i løbeskoene. Ganske smart.

Ligesom med løbeprofilen har du mulighed for at tilpasse livevisningen på uret akkurat på samme facon via Polar Flow.

Sportsprofiler på Polar M400

Efter oprettelse og tilpasning af sportsprofilen, skal du synkroniserer uret og de nye ændringer er nu trådt i kraft. Herefter er det blot at trykke start og bladre igennem de forskellige profiler, indtil den ønskede kommer frem.

Polar M400 understøtter hverken hastigheds- eller kadance sensorer, så selvom du sætter sportsprofilen til cykling og har enten ANT+ eller bluetooth sensorer på cyklen registreres disse ikke. Pulsmåling fungerer dog på tværs af alle profiler (foruden svømning). Det er selvfølgelig ærgerligt, men forståeligt prisklassen taget i betragtning.

Mens de mange forskellige træningsprofiler er ganske snedigt tænkt, har jeg dog opdaget, at jeg sjældent bruger mange forskellige. Det er muligvis forskelligt fra person til person, men foruden svømmeprofilen, løb og cykling har det mest været en engangsfornøjelse for sjov skyld.

Generelt set er cykelfunktionen et kærkomment tiltag til nybegynderen, der ikke cykler alverden men som blot af og til vil måle ruten op. I en snæver vending kan det gå an, men cykler man regelmæssig vil man hurtig savne muligheden for at koble eksterne sensorer til og dermed få fx kadencedata med eller blot mere avancerede cykelfunktioner.

GPS præcision for Polar M400

Som noget nyt i anmeldelserne vil jeg tilføje et afsnit omkring GPS præcisionen af anmeldte enheder. Første enhed til at undergå dette bliver således Polar M400.

Jeg har for nylig skrevet lidt generelle betragtninger samt tips og tricks til at opnå en bedre GPS præcision, men formålet med dette afsnit bliver derimod mere at sammenligne enheder på tværs under ens forhold.

I praksis gøres det ved at spænde flest mulige devices på styret af cyklen eller rundt om armen på løbeturen, og sammenligne resultatet af dem efterfølgende.

Polar M400 GPS præcision

Jeg har brugt en del tid med Polar M400 sammen med andre GPS-enheder for at se, om jeg kunne spotte et mønster i præcisionen. Metodisk har jeg forsøgt med en blanding af løb i svære by-miljøer, skovstier samt en god portion landevejscykling. Sammenligningen er foretaget mod hhv. Garmin Edge 1000, Garmin Forerunner 620 samt Forerunner 610.

GPS præcision af Polar M400, Garmin Edge 1000 samt Garmin Forerunner 620

I alt er det blevet til en række sessioner, hvoraf jeg har håndplukket et repræsentativt udsnit af løb og cykling i hhv. nemme samt svære betingelser i nedenstående tabel. Enheden i tabellen er km.

GPS præcision resultat af Polar M400

Så hvad er det interessante her? Udover at det er utroligt svært at sige noget entydigt har Polar M400 i min lille uvidenskabelig test en svag tilbøjelighed til at måle kortere distancer end mine øvrige enheder (M400/Rest i tabellen).

Jeg noterer mig også, at mine Garmin enheder over en bred kam opfører sig ganske ens, mens Polars M400 har et par mindre afvigelser relativt til disse. Det skal i den sammenhæng dog nævnes, at når man måler relativt uden et facit, kan det jo teoretisk set ligeså godt være alle Garmin enhederne der måler forkert og ikke M400.

Nu er statistisk jo en sjov størrelse og tal kan være ganske taknemmelige. Hvis et ur måler konsekvent for meget på nogle områder, og for kort på andre så ser gennemsnittet måske fint ud, men oplevelsen af uret er stadig håbløst. Den indre nørd i mig har derfor også haft tid til at lege lidt mere med data i form af selve rutetegningen.

Polar M400 ruteopmåling af GPS præcision

Ovenfor er hhv. Polar M400, Garmin Forerunner 610 samt Garmin Edge 1000 indtegnet på rutekortet med hver deres farve. Har du svært ved at se, der er tre på kortet? Ja, så er du ikke alene – og det er første indikation på, at opmålingen er ganske ens – dvs. indenfor få meter af hinanden.

Lad os prøve at zoome lidt ind på udvalgte områder.

Polar M400 ruteopmåling af GPS præcision mod Garmin enheder

Straks mere interessant. Zoomer vi hårdt nok ind, vil vi opleve, at GPS optegningen ikke præcist følger vejen, men at der er et par meters usikkerhed. Det kommer særligt til syne ved sving, i skovområder eller mellem høje bygninger.

Både Forerunner 610 samt Edge 1000 tegner min svingbane korrekt, mens Polar M400 har lidt svære ved at få smoothet mit sving. Omvendt før svinget (venstre del af billedet) hvor M400 efter hukommelsen af ruten er mest præcis på, hvor jeg faktisk befandt mig. Det er dog alt sammen indenfor ganske få meter.

Lad os se et andet eksempel fra selv samme rute.

Polar M400 mod Forerunner 610 og Garmin Edge 1000 i GPS præcision

Aha. Nu er konklusionen en anden. Polar M400 (og FR610) er her noget mere tro mod virkeligheden, mens Edge 1000 særligt på øverste højre del har sendt mig godt op på fortovet flere steder.

Og et tredje eksempel for at gøre en kommende pointe endnu mere tydelig.

GPS Præcision sammenligning af Polar M400

Nu er den da helt gal med alle enhederne? Faktisk ikke. Der er nemlig en cykelsti få meter fra hovedvejen på begge sider af rundkørslen, hvilket alle tre enheder tydeligt fanger. Her fuldstændigt dødt løb.

Så hvad kan vi konkludere? Ganske lidt for at være ærlig. Virkeligheden er nemlig, at GPS signalet altid er et par meter upræcist på alle enheder. Nogle gange er det den ene enhed, der cutter et hjørne, andre gange en anden. Jeg har forsøgt at spotte tendenser på andre ruter, men det er – ligesom ved de rå tal – uhyre svært at finde et mønster.

Skal man alligevel drage en form for konklusion, må pointen være, at der er tale om ganske små afvigelser, der må forventes af almindelige forbruger GPS-enheder. Jeg har med andre ord ikke bemærket noget problematisk på Polar M400, hvad angår GPS præcision. Det samme er i øvrigt gældende for de øvrige enheder i testen. Ingen falder konsekvent ud hver gang, men alle har også gode og dårlige dage.

Inden vi lige runder det helt af, så lad os bevæge os bort fra selve opmålingen af ruterne, og tage et blik på selve målingerne af hastigheden. Samme farver som hidtil.

Smoothing af hastighed på Polar M400

Hm. Det blev man jo ikke meget klogere på. Orange (Polar M400) ser lidt spøjs ud midt på grafen – lad os igen prøve at zoome og se, hvad der sker.

Smoothing af hastighed på Polar M400

Ah ja, meget bedre. Både Garmin Edge 1000 (lilla) og Forerunner 610 (blå) anvender ret tydeligt en væsentlig smoothing af hastigheden, så hver sekund ikke har dets egen hastighed. Polar M400 (gule) på den anden side flukturerer noget mere.

Hvad man foretrækker er vel op til den enkelte. Personligt er jeg nu glad nok for en vis form for smoothing af hastigheden, så outliners (den usikkerhed hver sekunds måling bidrager med) ikke stikker ud.

Aktivitets- og søvnmåling

Polar M400 har ligesom mange andre indbygget aktivitetsmåler samt søvnsensor, der fungerer direkte og uden nogen form for nødvendig opsætning.

Aktivitetsmålingen registrer dine antal skridt og øvrige aktivitetsniveau, og du har mulighed for at følge med direkte på hjemmeskærmen via en procesbar. Her efter en god lang rute på cyklen.

Dagens aktivitetsmåling på Polar M400

Det er også muligt at dykke dybere ned i dagens aktivitetsniveau samt få anbefalinger til, hvordan du når dit dagsmål på uret. Tilsvarende er det muligt at gå tilbage i kalenderen og se tidligere dages aktivitetsniveau. Det hele fungerer ganske upåklageligt og uden nødvendig opsætning. Eneste lille skår i glæden er, at det ikke er muligt at få vist antal skridt på hjemmeskærmen – her er man bundet til procesbaren som den ses ovenfor.

Klart mest interessant er det dog, at se og sammenligne aktivitetsdata på en større skærm via Polar Flow. Dette kan enten vises via en almindelig browser eller den gratis app (fås til både iOS og Android).

Der er indbygget en inaktivitetsalarm, der bipper, hvis man har været siddestillende for længe. Bevæger man sig kort tid efter en sådan alarm, slipper man for en anmærkning – ellers står den til skræk og advarsel under ens daglige oversigt som en ildevarslende trekant.

Polars iOS app til brug sammen med Polar M400   Polars iOS app til brug sammen med Polar M400

Søvntrackingen foregår også fuldt automatisk og giver et indblik i ens søvnrytme og kvalitet. Der fremhæves den totale tid man har sovet samt herunder en opdeling af rolig og urolig søvn.

Polars iOS app til brug sammen med Polar M400

Smartphone integration

Ligesom sin storebror, Polar V800, har M400 indbygget smartphone integration. Funktionaliteten er todelt. Du kan bruge din smartphone til trådløst at snakke sammen via bluetooth med uret og hermed synkronisere data. Smart, da du så slipper for kabel.

Det tager ca. 30 sekunder for overførsel af aktivitetsdata – altså antal skridt og søvntracking – mens overførsler af egentlige træninger med GPS opmåling som løb og cykling kan tage et par minutter. Det afhænger naturligvis af, hvor meget data der skal overføres via den typisk lidt langsomme bluetooth forbindelse. En 20 minutters løbetur går væsentlig hurtigere at overføre end 100 km på cyklen.

Foruden den rå overførsel af data understøtter M400 også smartnotifications, så du kan få vist indkomne sms’er, mails, opkald m.fl. på uret. Det er dog ikke muligt at besvare disse, så det skal alene betragtes som information. I praksis kan jeg da godt se potentialet, men har nu lidt svært ved at være begejstret. Men det gælder nu også de øvrige smartwatches på markedet. Måske det bare er mig, der er lidt gammeldags på det punkt.

Smartnotifications på Polar M400

Polar Flow onlineunivers

Polar har – som jeg allerede har fremvist et par gange – ligesom alle andre konkurrenter deres eget onlineunivers, Polar Flow. Her kan man som bruger se yderligere detaljer om ens træning, følge ens udvikling og se en masse af den ekstra data, der opsamles med uret.

Polar Flow onlineunivers

Fra forsiden ses det fulde overblik, hvor de røde ikoner viser egentlige træningssessioner, mens den blå procesbar angiver det daglige aktivitetsniveau mod ens valgte 100 %s målsætning.

Et klik på en træning giver et yderligere detaljeret overblik, som man kender fra mange af konkurrenterne. Her en cykeltræning med total varighed, distance, pulsinformation, kalorieforbræning samt kortvisning.

Detaljeret visning af træningsaktivitet på Polar Flow

Scroller man ned findes en detaljeret oversigt med puls-, hastighed-, fart og elevationsgraf.

Polar Flow detaljeret aktivitetsvisning med pulszoner, hastighed og tid

Nederst vises omgangsoversigt – enten via manuelle valg eller automatisk lapping funktion (her hver 10 km).

Automatisk lapning på Polar Flow

Der er også blevet plads til en ganske nydelig ‘progress’ fane, der muliggør nemmere overblik over ens udvikling.

Progress fane på Polar Flow

Her en oversigt over mit aktivitetsniveau pr. uge med info om jeg gennemsnitlig har nået mit 100 % aktivitetsmål pr. dag (blå sølje). Også et indblik i, hvor ofte jeg har siddet stillet for længe (orange linje). Dertil kalorier, samlet distance, søvninformation m.fl.

Visning af bedste uge på Polar Flow

Lidt ekstra data guf for nørderne om min bedste uge rent aktivitetsmæssigt samt en fordeling heraf i søvn, siddestilende varighed, oprejst, gang og egentlig motion.

Ligesom det er muligt at se det samlede aktivitetsniveau, er det også muligt at dykke ned i ens workouts. Fx udvælge en sportsgren og se udviklingen i den. Det kunne være, man var interesseret i at se udviklingen af ens cykeltræning pr. uge som nedenfor.

Visning af træningstype på Polar Flow

Jeg får samtidig et indblik i min bedste session samt en let forståelig visning af, hvor meget af min samlede træningstid, der er foregået i hvilke pulszoner.

Ophold i forskellige pulszoner på Polar Flow

Hele Polar Flow universet har for nylig gennemgået en massiv grafisk overhaling og er blandt de bedre, jeg har prøvet både hvad angår funktioner, brugervenlighed og visuelt indtryk. Thumps up herfra. Som bemærket før afhænger præferencer i høj grad af, hvor ens nære omgangskreds befinder sig samt hvor meget liv, der er i det tilhørende community. Uden at skulle gøre mig til dommer, kender jeg mange motionister på tværs af mange sportsgrene, men ingen der har Polar Flow som deres favorit.

Konklusion

Polar er tilbage med deres lancering af M400, der rammer et yderst attraktivt prispunkt med et produkt, der matcher og på flere områder overgår konkurrenterne, hvad angår funktioner og en simpel brugerflade. Jeg er overordnet set ganske godt tilfreds med M400. Tilføjelsen af aktivitets- og søvntracking sammen med et velfungerende GPS løbeur gør uret til en stærk kombi for den gængse motionist.

På plussiden tæller en enkel og tilmed intuitiv brugerflade, hvor man på flere områder som tidligere Garmin-bruger tænker “ah ja, det var smart udført“. Udvalget af funktioner er højt for prisklassen. Running estimator, avanceret intervaller, livevisning af tid i forskellige pulszoner, ‘tilbage til start’ samt flere sportsprofiler for bare at nævne et par stykker. Respekt for det. Det skarpe display med høj kontrast er et yderligere plus. Prissætningen er ligeledes virkelig skarp.

I forhold til lanceringsdatoen er en del af de oprindelige børnesygdomme og problemer med M400 luget ud med opdateringer til urets software. Alt vokser dog ikke ind i himlen, og der er stadig et par knaster, der trækker ned i den samlede bedømmelse.

Den manglende vibrator i uret er kritisabelt. Det er – selvom man skruer helt op for lydstyrken – svært at høre de automatisk lap-alarmer. Det gælder særligt, hvis man løber med musik i ørene. Ligeledes irriterer det mig, at man direkte på frontskærmen kun kan se procesbaren og ikke få vist antal skridt eller gået kilometer ligesom hos mange af konkurrenterne. Det burde kunne fikses med en opdatering, men er ikke sket endnu, så man kan have sin tvivl om hvorvidt det sker.

Så hvor efterlader det Polar M400 i forhold til dets nærmeste konkurrenter, der må betragtes som værende Garmins 200-serie samt TomToms runner?

Det er et lidt broget svar. Polar M400 er alt i alt virkelig et godt ur til den gængse motionist. Den seriøse cyklist er bedre tjent med en decideret cykelcomputer. Erfarne løbere savner måske nok vibrationsalarmen for meget. Svømmeren mangler muligheden for at tracke baner med uret. Nå ja, og triatleten mangler triatlon-funktioner (altså at kunne smede alle typer træninger sammen i én session).

Men det er alt sammen bagateller, når man snakker om et GPS-ur målrettet de typiske 9 ud af 10 motionister. Det er min klare overbevisning, at ser vi bort fra arketyperne så vil Polar M400 tilfredsstille den brede skare uden problemer.

Så en vinder i all-round segmentet? Ja, indtil for nyligt. Der sker dog meget på techscenen. Tidligere var Polar M400s nærmeste konkurrent Garmins Forerunner 220/225, hvor M400 prismæssigt var mere attraktivt. Med Garmins nye lancering af FR230, har 220 fået et prismæssigt dyk nedad og forskellen mellem de to næsten udlignet. M400 er marginalt billigere, og det bliver derfor et spørgsmål om præferencer mellem platforme. Lanceringen af Forerunner 230 betyder dog også, at den knap så prisfølsomme løber skal tænke sig godt om. Det er få hundrede kroner mere for et nyere og endnu mere avanceret løbeur.

Sådan er den teknologiske verden dog altid så fascinerende og frustrerende på samme tid. Du når sjældent at få din nye herlighed hjem, før det er teknisk forældet og overhalet indenom af et nyt produkt. Det ændrer dog ikke på, at M400 er et godt bud på et all-round ur, som du sagtens kan købe og utvivlsomt vil blive glad for. Specielt hvis budgettet sidder stramt efter en dyr jul.

Stort tak til ActivInstinct.com for udlån af Polar M400.

SAMLET BEDØMMELSE

8 Funktionalitet

7 Design

10 Brugervenlighed

7 Kvalitet

10 Pris

Stærkt comeback af Polar der med M400 tilbyder den gængse løber virkelig meget value-for-money.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *