8 uger til Coast2Coast Jylland – træningen intensiveres

Der er kun lidt under 8 uger til Coast2Coast Jylland løber af sporet og træningen skærpes derfor. Coast2Coast Jylland er et hyggelig motionsløb, der som navnet antyder foregår tværs henover midten af Jylland.

Man starter i vest ved Søndervig og slutter efter 190 km i Aarhus. Arrangørene lægger vægt på hyggen i løbet, og der er således massive 100 kilometer masterstart, hvor grupperne tvinges til at holde sammen og snakke. Først på de sidste 90 kilometer kan der køres ræs, hvis ellers benene er til det.

Det håber jeg de er! Hvert fald har jeg oprettet et 8 ugers træningsprogram, som jeg vil forsøge at følge efter bedste evne den kommende tid. Målsætningen er selvfølgelig åbenlyst først og fremmest at gennemføre. Det ville dog glæde mig, hvis det blev mere end blot at gennemføre i smerte og lidelser.

Allerhelst har jeg kørt en så fornuftig udholdenhed i benene, at det bliver med overskud og mulighed for at presse lidt på, når løbet gives frit. Det er hvert fald ambitionen. Om det så lykkedes vil vise sig d. 19 august.

Selve træningsprogrammet er temmelig standard uden de store overraskelser. Et klassisk Gran Fondo program med et par moderat-hårde steady-state intervaller og tempoture samt en ugentlig langtur. Sidstnævnte øges gradvist i varighed henover ugerne.

Længste tur bliver 5 timer i easy-tempo. Formentlig 140-150 kilometer. Måske jeg af psykologiske årsager vælger at putte lidt ekstra på, så jeg er tættere på løbets 190 kilometer. Det er dog ikke min ambition at have kørt samme distance før. Alene et startnummer på ryggen og et felt at befinde sig i giver automatisk en del.

Derudover skal der gøres lidt ved fysikken. Det vil sige vægten. I foråret og sommeren – hvis vi da kan kalde det her vejr dét? – er der sneget sig lidt rigeligt på sidebenene. Første del af ruten er temmelig flad, mens de sidste 90 efter løbet er givet fri indeholder en del stride bakker i det midt- og østjyske. Ideelt set vil jeg derfor gerne have tabt lidt kampvægt inden. Det gør det altså bare lettere at få røven medover, særligt når benene er ved at være trætte.

Realistisk bliver det nok svært at nå alverden uden at tabe for meget muskelmasse, men et par kilo eller fem ville da være skønt.

Jeg glæder mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *