Cykelsæsonen skudt i gang med 100 km lidelser

Måske en anelse melodramatisk overskrift, men cykelsæsonen er nu skudt i gang efter en alt for lang vinterpause. 100 kilometers lidelser blev det til, for formen var absolut ikke der, hvor jeg efterlod den tilbage i september sidste år.

Nu er jeg dog i gang – og at dømme efter Stravas suffer-score, der beregnes ud fra ens pulsbelastning, var det faktisk cykelkarrieres hårdeste træning nogensinde. Det vender jeg tilbage til.

Klokken lidt over 10 lørdag formiddag stod jeg klar. Loadet med gadgets og udstyr, som jeg plejer. Garmin Forerunner 735XT på armen, Coros Linx smarthjelm på hovedet, Garmin Varia radar bagpå og selvfølgelig som altid min trofaste Garmin Edge 1000 cykelcomputer på styret. Egentlig ville jeg gerne have været af sted noget før, men stort set alle enheder var på lavt batteri, så det trak lidt ud. Sådan er det jo med alle de dimser…

Det gav mig dog god tid til at planlægge en fornuftig rute. Hvad gør man, når vinterpausen har været lang og formen skidt? Tager den med ro, eller lader som ingenting og planlægger en lang weekendtur som intet var hændt?

Jeg valgte det sidste og kodede lidt over 100 km ind. Sydover mod Horsens Fjord langs vandet, skråt indover landet til Skanderborg og Mossø og tilbage mod Aarhus.

Vejret var en mærkelig størrelse. Mere vind end forventet, men ikke decideret kraftig. Den ellers så flotte rute langs bugten var dog forsvundet i diset, gråvejr med en smule støvregn i. Ikke nok til at gøre vejene våde, men alligevel nok til at brillerne duggede og udsigten forsvandt.

Det gav dog en rigtig god mulighed for at teste funktioner i Garmin Varia radaren af og må sige jeg er rigtig tilfreds. Bilerne blev spottet og vist på cykelcomputeren fuldstændig som var det skyfrit.

Efter 40 km i moderat side- og modvind i gråvejret, trængte jeg til forandring. Glædede mig til at vende kurs og få vinden som partner. Min fart havde været noget langsommere, end jeg havde forventet. Det samme gjaldt min kadence. Det føltes unaturligt at køre med 85-90 som jeg plejede, og fandt mig selv lige omkring de 80 uanset hvilket gear jeg valgte.

Det eneste der ikke var i bund, var min puls. Mine lange weekendture køres normalt i en gns. puls omkring 140-145, men min dårlige form blev her meget synlig og jeg lå konsekvent omkring 155-160.

Ved Horsens fjord skiftede jeg retning og begyndte min færd tilbage nordvest tværs henover østjylland mod Skanderbog og Mossø. Et rigtig flot, men også temmelig kuperet stykke. På grund af en fin medvind steg farten en del. Jeg lod mig rive en anelse med og endte med at køre med samme høje puls i stedet for at spare mig selv.

Solen var kommet frem og tankerne gik tilbage til de mange gode minder om sene, varme sommernætter på cyklen. Skønt!

Efter Mossø og de første 75 km kom gråvejret tilbage. Den medvind jeg havde forsvandt og jeg var tilbage i side og modvind. Ømhed i nakken havde jeg helt glemt var et issue, men det blev meget tydeligt, at jeg ikke var vant til den siddeposition så længe. Benene var også trætte. Måtte geare ned henover selv de mindste bakker og begyndte at syre til, hvis jeg forsøgte at forcere dem som først på turen.

Jeg var træt, og ville egentlig bare gerne hjem. De sidste 30 kilometer kan jeg ikke huske, jeg har oplevet før. Det var et helvede. Jeg mindes ikke, at have været gået så kold før. Syret til hele tiden, og fik ikke ny energi selvom jeg blev ved at spise gels og få væske.

Når jeg tænker tilbage har jeg selvfølgelig været rigtig træt før. Men at syre til over selv de mindste bakker og slet ikke kunde finde i rytmen – det har jeg alligevel aldrig. Pulsen galoperende derudaf, selvom farten var temmelig beskeden. Da jeg endelig ramte de sidste 10 kilometer langs stien ved Brabrandsøen var intet tilbage i tanken overhovedet.

Jeg åd mig selv, sled mig igennem og kom til sidst hjem med vigtig viden i bagagen. For det første at min form er langt væk fra efteråret. Måske næppe overraskende og specielt underligt. Men for det andet at mine hidtil hårde ture kun har ridset i lakken for, hvor meget og hvor længe jeg faktisk kan pine mig selv!

Det er næsten pinagtigt at sammenligne pulsdata med, hvad jeg hidtil har betragtet som hårde ture. I alt blev det til 3 timer og 41 minutter ved en gennemsnitlig puls på 157. Det siger måske ikke så meget, men lad os tage tre hurtige eksempler at sammenligne med:

  • Marselis Cykelløbet 2016, 140 km: 4 timer og 23 minutter med gns. puls på 147.
  • Aarhus Grand Prix, 100 km (pt. hurtigste 100 km): 2 timer og 53 minutter med en gns. puls på 151.
  • Aarhus Rundt, 129 km: 3 timer og 57 minutter med en gns. puls på 151.

Gennemgående er, at denne tilfældige første tur har en hårdere gennemsnitlig puls end jeg nogensinde ellers har kørt med over tre timer. Det er da på sin vis bekymrerende for min mentale evne til at presse mig selv, når det gælder – men omvendt også opløftende. For det viser at jeg har en helt del mere at køre med end jeg har vist på løbsdage indtil videre.

Med andre ord – der skal tæves nogle rekorder i 2017!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *