Første erfaring med regn, glatte veje og Roubaix Armadillo Elite

Det er så afgjort blevet efterår, og mens det river i træernes grene, regner og vejene bliver glatte, tænkte jeg, at det ikke skulle forhindre mig i at cykle alligevel. De oprindelige smalle, Michelin racerdæk på cyklen med absolut intet mønster virkede dog som et noget risky valg. I stedet valgte jeg ikke at tage nogen chancer og i stedet investerer i et par stærke nye dæk, med mere mønster og greb på de fedtede veje. Valget blev efter anbefaling et sæt Roubaix Armadillo Elite, der foruden det ekstra greb også er markant mere slidstærke med 23mm slidbane samt 25mm luftkammer. Vibrationer holdes på et minimum, og dækket er således ganske komfortabelt samtidig med stadig at være designet til at køre stærkt. Foruden den ekstra slidbane naturligvis giver ekstra beskyttelse mod punkteringer. Rent win-win!

Det skulle naturligvis prøves, og ruten blev forudprogrammeret og overført til Garmin Edge 1000 – som jeg på en sidebemærkning stadig skriver løs på anmeldelsen af.

Jeg nåede knap nok at klikke mig i pedalerne før, at den første regn kom. Ganske let dryp men mentalt nok til at gøre mig usikker på hele foretagende. Første gang i regnvejr på en racercykel er alligevel en kende angstprovokerende. Men besluttede mig for at tage den med ro, og lærer det nye dæk at kende. Knap 3 timer senere på cyklen (2 timer og 59 minutter for at være præcis) stod jeg igen tilbage foran lejligheden. 82km tilbagelagte kilometer og en både strid, men også god oplevelse rigere.

De første 35 km blev kørt stort set uafbrudt sydpå i modvind, hvilket særligt på de mange åbne områder på landet føltes som lidt af en kamp at komme igennem. Fravalget af de større veje og byer for at spare trafik og lyskryds, betød, at jeg var sårbar for vind direkte på fra de åbne marker. Dertil et par stride bakker og let regn. Alt i alt en sej kamp, der så afgjort satte min mentale psyke på prøve. Efter at være drejet mod øst, blev det til sidevind og mere tålelige forhold – samtidig med terrænet blev mere fladt og medgørligt. Mellem km 45-50 drejede jeg endelig mod nord igen, og de samme frustrationer jeg havde oplevet tidligere med vinden blev en fornøjelse. Konstant medvind i de resterende 30km sender kæmpe smil på læben, mens man suser gennem landsskabet med en lav puls. Benene var trætte og brugte, så kørte mere på frihjul end egentlig pressede på – snittet blev derfor pæne, omend ikke imponerende 30km/t på de sidste 30km.

Den øget vægt og bredde på Roubaix Armadillo Elite giver naturligvis ekstra rullemodstand i forhold til de decideret racerdæk, jeg havde på før. Jeg bilder mig ind, at det godt kan mærkes, men synes forskellen alligevel er så minimal, at jeg sagtens kan accepterer det qua de fordele, jeg får i ekstra styrke og mønster i efteråret. Jeg følte hvert fald, jeg havde et markant bedre greb særligt igennem skovene og hvor vejene hældede indad, så vand og blade samles i sporet.

Alt i alt – er jeg tilfreds!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *