Løbsrapport fra Forårsløbet 2016 Hornsyld

I lørdags kørte jeg sæsonens første officielle cykelløb – og det er blevet tid til en løbsrapport fra Forårsløbet 2016 kørt ved Hornsyld mellem Horsens og Vejle.

Jeg har flere gange i de forgangne to måneder skrevet om min træning og forventninger til løbet her på bloggen, men når det er altsammen spekulationer, forventninger og ambitioner, indtil man står på selve dagen og løbet udvikler sig.

Forårsløbet blev mit kun andet løb i cykelkarrieren, så jeg har stadig meget at lære, men kan allerede nu konstatere, at jeg er hooked. Der skal køres flere løb i denne sæson. Mange flere for hvor pokker, det er fedt!

Optakten var lidt dårlig timet for valgte fejlagtigt at komme alt for tidligt til start. Halvanden time før løbsstart er simpelthen for meget, særligt til så lille et løb hvor der ingen problemer er med at finde parkering eller afhente startnummer. Det gav mening første gang til Marselis, hvor alt var nyt og der var ekstremt mange deltagere. Med 150 tilmeldte til to ruter var det helt og aldeles overflødigt. Heldigvis var forholdene ganske fine, og der var mulighed for at vente i Hornsyld idrætshal og det tilhørende cafeteria.

Skulle vi ikke snart se at komme igang? Ventende klar og utålmodigt.

Heldigvis gik tiden, og det blev tid til at komme i klunset og få rullet mod starten til velkomst og instruktioner. Det var første gang, at arrangørene afholdt Forårsløbet ved Hornsyld og der skal lyde et stort, anerkende virtuelt klap på skulderen herfra. Det var flot afviklet og i det hele taget gennemført, men mere om det senere.

Feltet samler sig kort før start. Et ganske fint felt byens størrelse og første afvikling taget i betragtning.

Ruten var 107 km og virkelig velvalgt og bestod af to omgange med særligt fem stride bakker samt godt med højdemeter i flotte omgivelser. Vejret var lidt gråt, og det havde regnet en del om natten. Det gjorde første omgang en semivåd fornøjelse, men på anden omgang var der mærkbart tørre på asfalten, ligesom solen også pippede frem mod slutningen.

Klar, parat…

Klokken 10.00 gik starten bag følgemotorcykel de første to kilometer igennem Hornsyld by, inden selve feltet blev sluppet løs på første lille stigning. Der er altid en vis anspændthed og nervøsitet at spore i feltet den første tid, og Forårsløbet i Hornsyld var naturligvis ingen undtagelse. Personligt var jeg spændt på at se, hvilke forhold der ventede os på ruten efter nattens heftige regnvejr – samt spekulationer på om der ville komme mere undervejs.

Der var dog heldigvis i det store hele tørt på de 107 km asfalt. Det blev allerede inden selve starten klart, at mange kørte i klub og kendte hinanden særdeles godt i forvejen. Så de første ti kilometer kørte jeg cirka midt i feltet og vurderede mine muligheder for at finde et passende sted, der ville matche mine ambitioner til løbet – og ikke mindst evner.

Med så relativ få deltagere var det absolut ikke ønskværdigt, at havne på mellemhånd og selv skulle slide i den vind, der alligevel var. Jeg fandt et sted, der virkede til at holde en fornuftig fart – men allerede ved den første nedkørsel, var feltet spredt i flere mindre grupper på højest 10-25 ryttere. Da den første større stigning kom blev det også klart, at jeg nok havde fejlvurderet gruppens styrke og fået placeret mig forkert.

Jeg er traditionelt set ikke den store bjergged, så da jeg strøg op gennem gruppen på bakken uden større besvær, måtte jeg erkende, at jeg nok havde valgt en for langsom gruppe. Valgte dog at slå kold vand i blodet og blive hvor jeg var. Trillede efter bakken og lod gruppen samle sig igen. Forud ventede stadig masser af stigninger og ukendt terræn, jeg aldrig før havde stiftet bekendtskab med, så meget kunne endnu nå at ske.

Iført blåt gemmer jeg mig bagved i gruppen – overvejende min strategi for de resterende 85 km.

Efter første bakke og forbi Daugård gik ruten igennem en tunnel, under hovedvejen, via små snævre sving på cykelsti. Ideelt og et godt valg i forhold til trafik, men også medvirkende til at ødelægge rytmen og gøre ruten langsommere. Herfra ned mod Daugård Strand af en relativ teknisk nedkørsel. Hånden tæt på bremsen og trukket godt ned for at holde farten nede under 50 km/t. Her tabte jeg tid i forhold til gruppen, og det er tydeligt, at jeg enten a) er en pivskid, der ikke tør tekniske nedkørsel eller b) simpelthen mangler træning i det. Det ene udelukker det andet. 😉

Der var dårlig tid til at nyde udsigten udover Vejle Fjord før næste stigning ventede. En ganske kort, men temmelig stejl sag, der igen træk tænder ud og gav rig lejlighed for syre i benene efter en hurtig nedkørsel og det relativ korte mellemstykke.

Vi kom nogenlunde samlet over bakken og kørte op mod depotet ved 28 km. Frygtede at feltet ville splittes endnu mere op, men ingen ønskede dog at tanke op og vi susede forbi – dog forgæves.

Ruten førte os tværs over landevej 23, Juelsmindevej, der dog desværre var ganske trafikkeret til trods for placeringen en lørdag formiddag. Det var nødvendigt at klikke sig ud af skoene, og stille sig trolig og vente. Det var næppe mere end ½ minut og naturligvis vilkårene, når man kører efter de almindelige færdselsregler. Men det er desværre et skår i glæden, og sætter lidt en stopper for følelsen af at race i et cykelløb.

Overgangen på Juelsmindevej var desværre trafikkeret, og vi måtte stoppe.

Herefter gav ruten dog bare den ene gode oplevelse efter den anden. Særligt området fra Ørum Å og helt til Belle er fantastisk med masser af fart, ingen trafik og igennem smukke opgivelser. Bellevej bakke er rutens hårdeste. Pakket med æresfrygt nærmede vi os blot for, at jeg atter en gang konstaterede folk i gruppen led mere end mig og jeg igen røg op forrest. Jeg er intet bakkemonster, og min puls røg da også i vejret, men hele tiden kontrolleret og med en reserve at trække på.

Gav gruppen en chance for at samle sig, men det virkede ikke til at ske med det samme og jeg blev utålmodig. Besluttede mig derfor for at fortsætte uden at vente. Kiggede mig tilbage i håbet om, at det gav anledning til et par stykker ville med mig. Men nej. Jeg havde skabt et hul på et par hundrede meter – og hvad gør man så? Sukker og lader sig hente igen, inden man spilder for mange kræfter eller forsøger sig som en enlig lykkerider med 75 km igen?

Valgte en mærkelig mellemting hvor jeg ikke lod mig hente, men heller ikke gik fuldt attack på at slippe fri. Endte med at køre ti minutter med cirka 30 sekunders forspring uden hverken at sætte til eller presse mig selv yderligere. Jeg følte, at jeg nok godt kunne sætte gruppen men med hvilket formål? Hvad ville jeg opnå med det valg?

Mine tanker kredsede omkring det faktum, at det var evigheder siden, at den forrige gruppe havde sat os og med tanke på al den tid, vi måtte have tabt ved at holde stille efter depotet, virkede det som en umulig og kamikazeagtig mission at kæmpe sig solo op. Kort efter stigningen drejede vi atter mod sydpå mod Stouby og vinden kom direkte i fjæset på mig. Det var hårdt nok at ligge alene i den, og at skulle hente 5-10 minutter virkede som en håbløs kamp. Jeg tog en beslutning og lod mig derfor hente, inden jeg spildte endnu flere forgæves kræfter.

Ganske som forventet blev jeg hentet for enden af rundens anden nedkørsel og lod mig falde lidt tilbage i gruppen. Lidt skuffet over min manglende evne til tidligere at have forudset løbets gang og fået mig placeret korrekt i forhold til mine ambitioner.

Løbets nuværende status i betragtning og med udsigten til ingen kommende rekorder, besluttede jeg i stedet at skifte fokus og tage løbet som en naturoplevelse i godt selskab samt at skåne mig selv.

Sidste del af ruten efter stranden ved Åhusene er nordpå med en enkelt kort, stejl stigning. Ruten går gennem Barrit og Breth med høj fart og vinden i ryggen, inden man atter drejer ind mod Hornsyld – til atter en omgang.

Der er noget utrolig mentalt behageligt ved at have kørt ruten før. Følelsen og sikkerheden ved at kende de små tricky steder på ruten, bakkernes hårdhed, de svære nedkørsler samt hvor asfalten er hullet eller ujævn er virkelig dejlig. At vejret samtidig var blevet bedre og den jævne vind samtidig havde tørret ruten væsentlig op var kun et yderligere plus.

Jeg nød anden runde langt mere end den første. Beslutningen om at sænke ambitionsniveauet gjorde nok også sit til at de sidste 50 kilometer fløj af sted. Foruden lidt smalltalk undervejs gav det også en mulighed for at nærstudere gruppens deltagere mere for at finde deres styrker og svagheder, hvis det skulle komme til en samlet massesprut eller mulighed for at stikke af.

Det skulle dog ikke blive til en massespurt, måtte jeg relativ hurtigt sande. Allerede ved den første bakke på anden omgang skrumpede feltet med et par stykker, så vi nu var ca. 10 tilbage. Følelsen af at alle ventede efter bakkerne holdte på magisk vis op. Der blev stadig spurgt til, om vi havde tabt nogen efter bakken som på første runde. Men modsat dengang blev tempoet ikke holdt nede, hvis folk var koblet af.

Tænkte at jeg for alt i verden ikke måtte slippe feltet, men følte også, at jeg havde skånet mig selv – så fejltagelsen fra Marselis Cykelløbet, hvor jeg havde kørt over evne fra starten og blev sat efter ca. 60 km burde ikke kunne ske igen.

For hver af rutens cirka fem større stigninger røg yderligere en fra gruppen. Efter anden gennemkørsel af Bellevej og den hårdeste stigning, var vi kun 6 tilbage i gruppen. Niveauet af kommunikation var begrænset, og spændingen steg for hver kilometer. Hvem ville være den næste, der måtte give slip og falde fra?

Lige før sidste stigning efter stranden ved Åhusene var atter en faldet fra, og gruppen skrumpet til fem. Endnu en måtte smide håndklædet op af sidste stigning, og så var vi fire tilbage.

Sidste 10-12 kilometer og ingen større stigninger, men med medvind i ryggen. Alle vidste at der nu for alvor ville blive kørt stærkt. Hvem havde kræfterne til at føre an og sætte tempoet? Hvornår ville presset blive lagt og hvor hurtigt ville der blive kørt? Alt sammen spekulationer som dirrede i luften hos alle.

Jeg tog den sidste gels og gjorde mig klar. Farten var stødt stigende op mod Barrit. Vi kørte relativ forsigtigt forbi den sidste svære passage, hvor vi via cykelstien skulle nedenom Vejlevejen. Herefter blev der givet gas. Cykelcomputeren var på de lange lige stykker konstant tættere på 40 end 30km/t. Uden et egentlig felt at ligge i læ af røg pulsen op og det blev hårdt. Efter hver lille sving eller drop i fart, kunne syren og trætheden mærkes i benene, når der igen skulle accelereres.

Den sidste stigning efter Breth trak tænder ud, og atter én måtte slippe. Vi var nu tre tilbage. Forreste mand trak konstant 50-100 meter foran en anden og jeg, der kæmpede for at hænge på. Min skåneplan var lidt gået fløjten, nu skulle der køres race! Atter et sving mod vest og det stykke stykke ind mod Hornsyld by. 45-50 km/t på landevejene og tungen ud. Afgørelsens tid.

Vi ramte byen og de sidste udfordringer. Forreste mand i vores lille tremandsgruppe var for langt foran, men kampen mellem os to var helt åben. Fik lagt mig tilpas tæt på igennem det sidste sving, så han ikke kunne stikke af. Gearet to gange op og håbede det var nok.

Kunne se jeg kom tættere på og målstrengen var nu indenfor synsvinkel. Sidste kræfter blev lagt i, og jeg kunne mærke jeg røg foran.

Race, baby! Race!

Sådan!

53,5km/t skulle der til, da jeg susede over målstrengen et lille sekund foran og med en personlig sejr i bagagen.

Fik prustet ud, og sagt tak for kampen til de folk i gruppen, jeg havde kæmpet med og som rullede ind over målstrengen de efterfølgende minutter. Det blev ikke til nogen rekorder – udover flest højdemeter på én tur – ligesom at min pulsbelastning også var ganske moderat i hele løbet udover de sidste ca. 20 minutter.

Det er dog bagateller.

Den officielle sluttid blev 3:35:05 med en gennemsnitlig hastighed på 29,85 km/t. Det er godkendt.

Ville jeg gerne have været over 30? Ja.
Var jeg kommet det, hvis vi ikke havde holdt stillet og ventet på at krydse vejen? Muligvis.
Var det blevet endnu bedre, hvis jeg havde kørt løbet hårdere i en hurtigere gruppe? Bestemt.
Betyder det egentlig noget for min samlet oplevelse? Næh!

For når alt kommer til alt, og sandheden skal frem havde jeg nemlig en rigtig dejlig tur på en flot rute. Det blev til en samlet 14. plads ud 72. deltagere, hvilket på godt jysk egentlig ikke er så ringe endda.  Og så nyder jeg, at jeg ikke er fuldstændig øm og rædbrækket her dagene derpå.

Tak til arrangørene for et rigtig fint, velafviklet løb med kun få forbedringsforslag. Ruten var desuden fornemt skiltet, og man var aldrig i tvivl om kommende sving. Desuden var der et fornuftigt antal officials på vejene til at guide på de mere tricky områder og passager, hvor der ellers kunne have opstået en lille tvivl. Depoterne indeholdt, hvad man forventede – særligt den lave deltagerpris i betragtning. Sandwichen bagefter var også ganske udmærket.

Deltager gerne næste år hvis lejligheden byder sig.

På en lille sidebemærkning er jeg allerede i gang med at lede efter næste løb. Som sagt jeg er hooked!

5 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *