Løbsrapport fra Forårsløbet 2017 Hornsyld

I lørdags deltog jeg for anden gang i Forårsløbet 2017 ved Hornsyld. Hvis to gange er nok til at skabe en tradition er det hermed gjort. Præcis samme rute og dato som sidste år. Dengang var jeg ganske begejstret, og ifølge arrangørene havde de justeret et par småting efter feedbacken. Personligt var jeg også opsat på at gøre en god figur og forhåbentlig komme i mål med en snitfart lige over de 30 km/t, som jeg lige akkurat ikke lykkedes med i første forsøg.

Det er således blevet tid til årets første løbsrapport fra sæsonens første egentlig cykelløb. Og ved første øjekast er alt ved det gamle – jeg er nemlig stadig hooked.

Forårsløbet 2017 havde et noget højere deltagerantal end sidste år, hvilket klædte løbet.

Optakten gik allerede bedre i år. Første gang ankom jeg hysteriske 1½ time før start, hvilket gav en pokkers masse unødvendig ventetid. Det havde jeg heldigvis fået kalibrieret på plads til kun lidt mindre end en halv time i år.

Vejrudsigterne op til havde i løbet af ugen skiftet en del. Desværre i den forkerte retning efterhånden som dagene gik. Startede med to-cifret temperatur, lav vind og solskin til gråvejr, så til regn og så tilbage igen. Der var kommet lidt regn henover natten og i de tidlige morgentimer. Det holdt dog op efterhånden som morgenen skred frem, og jeg kom sydpå mod Hornsyld. I selve løbsområdet var det blevet opholdsvejr. Dog gråt og med kun en lille håndfuld varmegrader var det ikke ligefrem forårsagtigt at stå ude og vente.

Der var heldigvis ankommet en god del ryttere til både 55 km og 107 km ruten, så området summede af liv. Tydeligt at der i går var en del flere tilmeldte. Fedt! Løbssekretariatet var flyttet udenfor på gavlen, hvilket gav bedre plads og mere synlighed. Desuden var der opstillet lidt boder med lir foruden gratis proviant. Sidstnævnte noget større og mere omfangsrigt end forrige år. Kaffe, bananer, energibar – og ikke mindst brunsviger af den helt “tunge” slags. Jeg forstår ikke folk kan før et løb, men der blev gået til den, så det er nok bare mig der ikke har set lyset. 😉

Energidepoterne skal jo fyldes op på en eller anden måde…

Jeg fik hentet startnummer og kom i tøjet. Trillede hen til start og fik instruktionerne sammen med resten af feltet. Siden sidste år var der foretaget et par småjusteringer. Bedre skiltning, flere folk på kritiske områder til at guide os og ikke mindst ændret position af depotet. Jeg anvendte det hverken sidste år eller i år, men det var flyttet til område i læ og med lavere hastighed. Et fornuftigt valg. Vist også med et bedre udvalg af proviant, ikke at jeg bemærkede det.

De 107 km bestod som sidste år af to omgange igennem det ganske kuperet terræn mellem Horsens og Vejle. Det gav selvfølgelig en vis sikkerhed og ro i maven, at ruten allerede var kendt på forhånd. At bakkerne var så stejle havde jeg imidlertid glemt, men mere om det senere.

Vejret var lettere gråt, da starten gik kl. 10. Vanen tro med masterbil de første 2½ kilometer igennem og ud af Hornsyld by. Jeg havde belært af sidste år fået mig placeret længere fremme i den øverste tredjedel af startgruppen. Det er ret uhensigtsmæssigt at skulle kæmpe sig frem i feltet og hente en hurtigere gruppe, hvis tempoet er for lavt, hvor man er placeret. Den fejl havde jeg ingen ønsker om at gøre atter en gang.

Klar til start – overvejer strategien for løbet.

Det skulle dog hurtigt vise sig at blive en udfordring alligevel. Allerede igennem masterbilen havde eskorteret os igennem byen var feltet lettere nervøst og delvist adskilt.

Jeg faldt selv lidt for langt tilbage, men fik hurtigt hægtet mig på, hvad jeg troede var hovedfeltet. Kun ganske få meter udenfor byskiltet efter starten gik, knækkede feltet dog over i to, hvor jeg sad i den bagerste del. Tænkte at det ville samle sig hurtigt igen, men da det ikke skete, tog jeg en beslutning og accelerere væk og op til fronten.

Jeg vurderede, at feltet bagved niveaumæssigt kørte en anelse for langsomt. I fronten fløj vi af sted og de første kilometre blev spist i højt tempo. 33,5km/t i snit henover de første ti og 35,9km/t i snit de efterfølgende. Rigtig godt tempo. Så kom bakkerne dog. Hestehaven er en strid, stejl bakke der dog ikke er særlig lang. Jeg kæmpede og fik røven med over, men det blev også klart, at jeg modsat den gruppe jeg sad i sidste år ikke var den bedste på bakkerne. Så langt fra endda.

Jeg faldt hurtigt i snak med en anden rytter og udvekslede erfaringer med ruten og cykelløb i det hele taget. Elsker at man hurtigt falder i snak med andre på cyklen. I det hele taget er der bare – generelt som til Forårsløbet – en rigtig god stemning og hjælpsomhed rytterne imellem.

Feltet allerede knækket delvist over bag masterstart. Jeg er placeret i forreste tredjedel iført blåt.

 

Et par semihårde bakker senere kommer rutens hårdeste. Opkørslen ad Bellevej træk tænder ud og den første lille spredning i gruppen blev synlig. En hård trio skiftes primært om føringerne, mens os andre måtte slide for at hænge på. Særligt efter Daugård og syd på mod stranden af den svære tekniske nedkørsel blev forskellen i form og teknisk niveau endnu mere tydelig. De forreste fløj igennem svingene og kom hurtigt langt foran os andre, der havde hånden tæt på bremsen.

Sidste stride stykke kommer umiddelbart efter en lille flad kørsel langs stranden og op af Rosenvold Slotsbakke. Vi havde knap feltet samlet igen efter nedkørsel, men fandt et overskud og fik atter lukket hullet op. Pulsen var dog høj og havde været det igennem en længere periode.

De mange stejle bakker begynder at sætte sit præg på folk.

Herfra kun 12 km tilbage på runden, der gik stik nord igennem Barrit og Breth. Temmelig øde landeveje hvor der blev iværksat en god holdkørsel med skiftende, kontinuerlige føringer. Så ingen førte i vinden mere end få sekunder af gangen. Det lettede en del og gav samtidig lidt bedre samvittighed overfor de få Tordenskjolds soldater, der hidtil havde trukket læsset på store dele af turen.

Sådan kørte vi de næste ti kilometer, men langsomt meldte flere og flere fra til selv de korte føringer og samarbejdet gik lidt i stykker igen. Kort før Hornsyld var feltet trukket ud og jeg fik svære og svære med at hænge på.

Lå kontinuerligt lige 20-25 meter for langt væk fra feltet til at opnå en vindfordel. Hver gang jeg fik kæmpet mig op igen, kom en bakke eller et sving der trak feltet ud på ny. Første omgang blev passeret og ud på den anden og sidste. Snitfarten 31,6 km/t. Det ville jeg umuligt kunne holde, men ambitionsniveauet var også blot bedre end sidste år og over 30 km/t.

Jeg vidste, at det i år ville blive en mental todelt kamp resten af løbet og de resterende ca. 55 kilometer. Først og fremmest at holde dampen oppe og hænge på feltet så længe som muligt. Hver kilometer jeg hang i, ville betyde mere energi til anden del af kampen – soloturen når jeg måtte slippe.

Allerede ved anden rundes første bakke, Hestehaven, gik det galt. Jeg var presset på første runde, men denne gang kunne jeg simpelthen ikke holde trit. Havde kørt over evne, og måtte slippe gruppen af syne. Pis!

Stadig knap 50 kilometer hjem og udsigten om solokørsel herfra, var næsten ikke til at bære. Jeg forsøgte at holde gejsten oppe og finde mit eget tråd. Opdagede efter bakken, at gruppen heldigvis ikke var kommet længere foran. Bestemte mig for at prøve at hente dem igen.

Jeg må have optjent god karma for gruppen blev ramt af trafik på Juelsmindelandevej og måtte vente inden de kunne krydse. Ikke mere end 30 sekunder, men det var nok til jeg kom tilbage. Hægtede mig atter på og fulgte med de næste par kilometer inden næste bakke, hvor den var gal igen.

Endnu mere pis!

Denne gang var der ingen heldige trick eller hjælpemidler. Jeg blev sat nok så eftertrykkeligt uden muligheder for at komme tilbage. Kørte for mig selv og overvejede teknikken. Realistisk set var der ingen bagved i nærheden, så min chance var at flere ville blive sat fra gruppen, og jeg kunne kører med dem hjem. Ellers måtte jeg nok se i øjnene, at der forud ventede 30 kilometer solokørsel med trætte stænger.

Forud var gruppen væk og blev mere og mere fjern i horisonten. Men forud var også et par enkelte ryttere, der lå for sig selv. De måtte have sluppet taget kort efter den selvsamme bakke, og lå nu alene i vinden uden mulighed for at komme tilbage. Hvis jeg bare kunne indhente dem – sammen ville vi kunne hjælpe hinanden. Det var planen.

I de kuperet områder var det status quo. Men det virkede til, at jeg kom tættere på hver gang vinden kom direkte imod os. Fandt en god kadence, lagde mig i aero-position på cyklen og satte jagten ind.

25 kilometer tilbage. Jeg kom tættere på. 22 tilbage. Endnu tættere. 100 meter højest. 20 tilbage – hentet! Vi udvekslede lidt prustende blikke og blev hurtige enige om at hjælpe hinanden hjem. Skiftende, relativ korte føringer. Jeg tog læsset først, mens han samlede kræfter bag mig i vinden. Det lykkedes at hente næste mand foran vi kørte i trioog kørte mere eller mindre sammen. Måtte dog erkende, at ballonen efterhånden var ved at være tom, så kørte konservativt og holdt mig tilbage.

Målstrengen måtte efterhånden godt snart blive synlig…

Vred det sidste energidrik ud af drikkedunken og forsøgte at hængte mig på. Endelig drejede vi til venstre for sidste gang og kørte ind mod Hornsyld. Vinden vendte til en behagelig rygvind og de sidste kilometer blev kørt med atter lidt overskud på smil på læben. Udsigten til en ny personlig rekord og at der snart var en ende på udmattelsen var tiltrængt.

Ingen gik rigtig til den og vi strøg over mål i samlet trio. En passende afslutning på en rute hvor alle måske havde kørt lidt over evne og måtte kæmpe mentalt for at komme hjem til sidst.

Der blev sagt tak for kampen og så var det ellers bare at fylde depoter op igen.

Et hurtigt kig ned i resultatlisten afslører et rigtig fint resultat som samlet 31er ud af 115. Den officielle sluttid blev 3:31:29 hvilket er ca. 3½ minutter hurtigere end sidste år. Måske ikke meget – men en forbedring ikke desto mindre. Måske mere væsentlig blev det til lige over målsætningen med en snitfart på 30,4 km/t.

Det lover godt for sæsonen. På en sidebemærkning kører jeg i øvrigt allerede TST Langelinieløbets 135 km rute på søndag.

Endeligt en tak til arrangørerne for atter et fornemt, velafviklet løb. Den ekstra skiltning var godt givet ud. Særligt advarsler om grus og løse sten var velkomment. Antallet af officials var igen i år på et højt niveau. Proviant både før, under og efter havde fået et nyk op. Jeg savnede det ikke sidste år, men det skal nu alligevel tælle som et plus. Særligt prisen i betragtning.

Ruten er fortsat skøn og trafikken lav. Bakkerne er ikke blevet mindre siden sidst, så man får fortsat lov at svede uanset hvordan vejret er. 😉

Endeligt klædte det løbet med flere deltagere. 107 km kan godt blive langt, hvis man alt for tidligt mister nogen at køre med/mod på ens eget niveau. Så jeg håber på et endnu større deltagerfelt næste år.

Mon ikke jeg er at finde i 2018?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *