Løbsrapport fra Marselis Cykelløbet 2015

Jeg er  her efter en god uge stadig dårligt landet efter min fantastiske debut med et officielt landevejsløb. Det skal derfor fejres med en detaljeret løbsrapport fra Marselis Cykelløbet 2015.

Men inden vi kommer så langt, så lad os starte fra starten. Jeg har som optakt tidligere kørt nøjagtig den samme rute – mest som mental overskud i at kende de nemme og svære dele. I ugen op til havde jeg desuden gjort en del ud af restitution, og kun kørt en ganske kort trilletur på knap 20 km for at holde benene lidt igang. Vejrudsigten blev bedre og bedre med en svag vind fra syd, så hjemturen ville blive i medvind. Helt ideelt.

På løbsdagen var jeg mere spændt, end jeg havde forventet. Min målsætning var jo egentlig blot at gennemføre og få en god oplevelse ud af det samt samle en masse erfaring. Alligevel vågnede jeg flere timer før nødvendigt. Lettere utålmodig og rastløs besluttede jeg mig for at tage af sted til Tangkrogen for dels afhente mit startnummer i god tid samt dels få et overblik over, hvordan start og målområdet var sat op.

Teltområdet to, næsten tre timer før start. Alt ånder fred og idyl.

Fik gået lidt rundt på pladsen og dannet mig et indtryk af hele området. Spiste en god solid morgenmad med Skyr og bær- samt müsli. Fik fyldt drikkedunkene med væske og hydrotabs med mineraler til at modvirke muskeludmattelse mod slutningen. Derudover proppet en solid omgang energi i form af gels i baglommen på trøjen, og så var jeg klar. Både hydrotabs og gels har jeg igennem de sidste måneder øvet mig i at indtage undervejs, så jeg kender virkningens effekt og timing. Begge dele har fungeret godt og er faktisk rigtig godt tilfreds.

Startnummer og proviant.

Kan på en lille sidebemærkning i øvrigt anbefale ChainReactionCycles.com til køb af såvel gels, isogels samt øvrige træningstilskud. Problemfri levering og rigtig gode priser. Jeg benyttede mig selv af tilbuddet køb en kasse blandet energigels – og få to. Det er en flad 5 krone pr. styk.

Et par timer efter var jeg igen ankommet til startområdet. Det passede med, at jeg kunne følge starten af 28 km feltet, der bestod af en meget bred blanding af folk. Typisk børnefamilier eller nybegyndere, der så en god lejlighed til en tur i flotte omgivelser. Jeg burde nok have tænkt over, at så mange tilsyneladende havde valgt at overvære starten af det felt. For selvom der var 35 minutter til start, stod mange med racercykler helt tæt på og så starten. Det burde nok have været mit clue…

Oh my god! Skal jeg ned bagerst i det her felt? Rookie mistake!

Min manglende erfaring vidste sig hurtigt. For mens jeg efter starten gik tilbage til teltområdet, trak flere og flere af 100 km deltagerne over til start og op i kø. Da jeg 10 minutter inden starten vurderede, at det måtte være tid at finde sin plads fik jeg et chok. Et synsfelt totalt proppet med den ene racercykel efter den anden. Doh! Jeg måtte trille helt ned i bunden og kunne hurtigt konstatere, at det ville tage tid fra starten gik til jeg kom over startstrengen. Og hvad værre var, jeg kunne nok forvente en del overhalinger op igennem feltet.

Få minutter til start og der er langt – og mange ryttere – op til startstrengen.

Ikke just en optimal start – men jeg har gjort mig en værdifuld erfaring til næste gang!

De sidste 5-10 minutter før starten føltes uendelige, men langt om længe gik starten. Og af sted det gik… Altså ca. 5 minutter efter braget fra startpistolen lød. Det var derfor med en lidt ambivalent følelse, vi langsomt trillede af sted. Det var dog heldigvis hurtigt glemt for følte allerede et overskud fra starten opad den stejleste stigning på Oddervej. Fandt et nogenlunde frit spor på ydersiden og susede forbi en masse ryttere. Det var derfor en fed følelse at nå toppen ved Skåde, hvor fronten af feltet kunne anes.

Det var dog en kort glædesrus, for ned mod Vilhemsborg og Mårslet var farten enorm. Chokket ramte mig. Vi fløj af sted med mellem 45-60 km/t i et tætpakket felt. På en og samme tid både fascinerende og angst-provokerende oplevelse. Jeg kørte med fuld koncentration, og havde kun sporadisk overskud til at tænke “wow, det her er for vildt!

Lige efter Skåde ud af Aarhus. Fuld fart frem og hele feltet samlet.

Efter vi kom ud af Mårslet begyndte det værste galskab at udjævne sig. Der var stadig et stort samlet felt, men det var lettere at overskue end ned af Oddervej. Vi kørte fortsat samlet, og der blev plads til at gøre den første status. Gennemsnitsfarten var lige under de 30 km/t, og stødt stigende – ganske lovende taget i betragtning af dagens største stigning netop var overstået.

Vi fortsætter af de små og til tider snævre landefra efter Mårslet sydpå mod Balle. Farten er højt, men der lader til at være et fælles tempo som alle stort set er enige i og kan følge. Samtidig danner jeg mig de første oplevelser med, hvordan det fungerer at køre i et stort felt. Der råbes forskellige varsler i gruppen som “Kig op!”, “Forude!”, “Venstre”, “Skarpt venstre”. To gange oplever vi at en større landbrugsmaskine kommer i vejen og fylder det meste af landevejen. “Klik ud!” er den mest faretruende varsel om, at feltet foran er gået i stå, og at man derfor bør klikke sig ud af pedalerne, så ingen vælter og skaber et endnu større kaos.

Det fungerer dog upåklageligt. Alle respekterer hinanden og der er en god dynamik i feltet.

Undervejs får jeg nok en god oplevelse, da der pludselig råbes “Hey du, 7230! (Mit startnummer). Tak for hjælpen op ad Oddervej. Jeg sad på hjul af dig op gennem feltet i starten, så tak for det.

Idyllen varer dog ikke evigt. Jeg har bevidst valgt at placere mig bagerst i hovedfeltet, og det begynder at give udfordringer. Hver gang vi nærmer os et sving, tynder feltet ud på en lang række, og der skal accelereres kraftigt for at komme tilbage igen op til resten af feltet. I starten føltes det let, men opdager at det tager længere og længere tid for os bagerst i feltet at lukke hullet helt. Jeg bliver for hver sving mere og mere i tvivl om min del af feltet, mon også denne gang har tænkt sig at lukke hullet.

Tvivlen gør, at jeg undervejs tager sagen i egen hånd og lukker hullet flere gange. Pulsen stiger lynhurtigt, når jeg går frem og forcerer, ligesom kræfterne hurtigt tømmest, når man pludselig med 35-40 km/t ligger alene forrest i vinden. Det går godt et par gange, men til sidst går der hul på feltet og jeg bliver fanget i den sidste del. Langsomt forsvinder det forreste felt ud af syne.

Min cykelcomputer bipper for hver 10 km, men først efter ca. 30 km bemærker jeg det. Jeg har fuldstændig tabt fornemmelsen for tid i min overvældelse af indtryk. Det går op for mig, at jeg hverken har fået spist eller fået væske endnu. Min rutine fortæller mig, at jeg bør spise efter 40 minutter og herefter i intervaller hvert 20 minut skiftevis mellem væske og energi. Forsøger at rette lidt op på det, men vil heller ikke kaste for meget ned af frygt for mavens reaktion.

Der drysser efterhånden flere og flere fra – ikke kun efter svingene men også på de lige stræk. Jeg sidder fortsat bagerst i feltet sammen med et hold, der tydeligt kører sammen. De har formået fortsat at dukke op igen og igen på trods af alle mine ryk frem og tilbage i feltet. Jeg vælger derfor at følge dem med tanken om, at de nok ikke har tænkt sig at slippe feltet. Kilometrene ruller troligt videre, men kan også mærke, at jeg bliver mere og mere presset.

Accelerationerne ud af hver sving eller efter hver bakke begynder at køre ondt. Det overskud jeg først på ruten følte jeg fik af at sidde i feltet bliver mindre. Kampen for at lukke hullet bliver mere og mere en udfordring. Efter en mindre stigning går det galt. Det efterhånden mindre felt jeg sidder i må give op. Jeg overvejer kort min reaktion og beslutter opportunistisk at køre fra gruppen og sætte jagten ind. Jeg er smadret, da jeg efter knap fire kilometer på solohånd og med maksimal belastning endelig henter dem. Det lykkedes dog aldrig at få komme ind i rytmen eller få styr på pulsen igen.

Benene er mærket, og jeg gruer for, at jeg ikke har spist nok undervejs samt måske kørt en anelse over evne med alle forceringerne op gennem feltet. Lidt før 50 km-mærket og halvejs går det pludselig rigtig stærkt. Vi jagter et eller andet tempo, jeg ikke helt forstår hvorfor. Alle sidder med grebet i racerposition forover bøjet og kæmper for at hænge på. Snitfarten over 5 kilometer er på den anden side af 40 km/t.

Herefter, ligeså pludselig som vi er begyndt, falder tempoet ned til tidligere igen. Vi er et par stykker, der griber chancen og spiser. Ubemærket opstår der nok en gang et lille hul. Forsøger atter skiftevis at slæbe os op og selv lægge på hjul, men der er enten ingen vilje eller intet overskud. Giver det nok engang en alt eller ingen satsning og forsøger at lukke selv selv. Det kan jeg ikke.

Gruppen bagved mig forsvinder hurtigt, men hullet op bliver på trods af alle kraftanstrengelserne blot større. Vejene er åbne og vinden føltes hård. Synet af feltet der forsvinder forude, er mentalt hårdt og jeg føler jeg går i stå. Erkender at jeg ikke får lukket hullet, og har nu to valg – at lade mig opsluge af enten den lille gruppe igen eller køre selv.

Valget bliver det sidste. I en lettere desperat periode roder jeg lidt rundt med cykelcomputeren. Lader den beregne ruten hjem, så jeg kan følge med i hvor langt, der er igen, hvornår bakkerne kommer og den slags. Alt for at distrahere min hjerne for det faktum, at jeg lider og taber fart. For første gang i over et halvt års test med Garmin Edge 1000 vælger enheden næsten symbolsk at fryse fast. Ingen reaktion på skærmen uanset hvor meget jeg venter eller trykker. Ren frustration.

Det er et par hårde kilometer, hvor tankerne flyver rundt i hovedet. Jeg får en smule sidevind og det manglende felt, mærkes helt tydeligt. Det lykkedes dog at få mig kæmpet videre nær Hou, hvor ruten vender og der køres tilbage mod Aarhus. Lige efter Hou henter jeg en anden, og vi kører lidt sammen. Det bliver til lidt udveksling af erfaringerne med løbet indtil videre. Han er ligesom mig mærket, men alligevel er hastigheden høj. Jeg spørger et par gange til farten, der stabilt ligger omkring de 35-40 km/t. Jeg er dog ikke presset på pulsen, så ved godt, at det skyldes medvind og ikke belastningen.

Et større felt kører igennem Fensten lige før Hou. Så heldig var alle ikke…

I retrospekt må jeg erkende, at jeg taber en del tid her i forhold til, hvor hurtigt vi burde havde kørt, hvis jeg havde ligget i et større felt. Nær Saksild henter en anden ensom rytter os. Han har også været gået død, men har fundet overskuddet igen. Jeg kobler mig på ham og vi får sat lidt mere fut i sagerne. Han fortæller, at vi om lidt bliver hentet af et større felt og opfordrer til at vi holder os til dem og bliver “trukket” med hjem. Som sagt så gjort.

Lige før Saksild henter resterne af det felt, som jeg tidligere havde forsøgt at køre fra os. Halvdelen af os suser af sted på cykelstien, mens resten bruger hovedvejen. Cirka 30-40 mand er vi samlet. Farten er igen høj. Dårligt når jeg at blinke, før vi er forbi Norsminde. Alle tanker er fokuseret på, at vi nu da for pokker bare skal fortsætte i samlet flok hjem.

Illusionen om et samlet felt til mål braser dog hurtigt op af Ajstrupbakken. Mange har tydeligt kørt over evne i længere tid og er blevet båret frem. Vi har dårlig ramt starten af bakken, før feltet splittes til atomer og mange falder fra.

Nok engang indser jeg det lidt for sent og bliver fanget for langt tilbage. Det lykkedes at overhale et par stykker op ad bakken og finder et par nye folk at koble mig på igennem Fløjstrup. Vi bliver nu også blandet ind i folk fra 50 km ruten, der er blevet sendt af sted efter os. Op forbi Moesgaard Museum og Marselisborg skov bliver ruten teknisk svær. Det er samtidig udfordrende at finde nogle at køre med, da vi hele tiden skal forbi 50 km ryttere. Rytmen ødelægges og det er ligeledes mentalt hårdt ikke at falde for fristelsen af at følge 50 km rytternes tempo hjem.

Om det er mentalt eller fysisk er uklart, men jeg taber på de sidste 10-15 kilometer også noget tid ift. optimal disponering. Vi er dog snart hjemme!

Inden opløbet lykkedes det at hente et par stykker. Lægger på hjul med en anden, der også er på jagt efter et par ekstra sekunder. Cirka 500 m før sætter jeg slutspurten ind, og vi kæmper side om side mod målstrengen. 15-20 meter før får jeg skabt en halv cykels forspring, som jeg kan holde helt over målstrengen.

Vi finder hinanden efter mål, og får sagt tak for en god, fair dyst. Fed oplevelse!

Pga. den fastfrosne cykelcomputer er de sidste 35 km kørt uden kendskab til mit tempo, så jeg er mere end almindelig spændt på sluttiden. Trækker min telefon frem og ser sms’en tikke ind: Officiel tid 2:57:30!

Datatracking til og med min Garmin Edge 1000 valgte at fryse. Resten af turen er bare fremskrevet til den samlede sluttid.

Under de magiske 3 timer og så på en løbsrute, der pga. vejarbejde er forlænget til 101,5km.

Snitfart: 34,31 km/t og en massakre på den tidligere 100 km rekord med tæt på 13 minutter. Det burde være overflødigt at sige, at jeg er rigtig, rigtig godt tilfreds med resultatet. Samtidig har jeg fået indsamlet en masse erfaring og er virkelig klar på at prøve kræfter med et rigtig cykelløb igen!

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *