Løbsrapport fra Silkeborg Cycle Challenge

Sommeren er nået Danmark og med den er det atter blevet tid til en løbsrapport – denne gang fra Silkeborg Cycle Challenge. Motionscykelløbet køres som navnet angiver nær Silkeborg. Naturen omkring er da også virkelig fantastisk, men scoopet skal findes i at FDM Jyllandsringen ligger asfalt til. Det blev et fantastisk løb – men desværre også med cykelkarrierens første rigtige styrt og et kald til 112. Hurtig spoiler: Jeg – og andre – er ok!

Både start og mål var nemlig anlagt på Jyllandsringen, hvor der som bekendt køres standardvognsræs bl.a. i den mest fornemme klasse – nemlig DTC.

Arrangørene havde lavet lauoutet, så der kunne vælges mellem 30, 90 eller 105 kilometer ruter sløjfer. 30 kilometeren var én sløjfe, som alle kørte først, hvorved man kom forbi Jyllandsringen én gang. 90 kilometeren startede med første sløjfe og en runde på Jyllandsringen, inden man tog atter en sløjfe. 105 kørte tog så endnu en omgang på Jyllandsringen, inden de kørte ud på sidste sløjfe. En smart idé og en sjov gimmick. Specielt hvis man som jeg er motorsportsinteresseret.

Tidligt op og af sted

Tilbage til selve løbet. Jeg havde intet lift derud, så valgte at tage den med ro og cykle de 35 kilometer fra hjemmebasen i Aarhus. Naturligvis i et meget beskedens tempo. Ikke meget ved at være træt, inden selve løbet startet. Vejret var heldigvis i sit pæne hjørne og bød på lav vind.

Lørdag morgen få minutter over 8 var jeg klar.

Turen derud blev via den gamle Silkeborgvej hele vejen til Linå, hvor man drejer fra. Ikke den mest interessante rute, men den er efter motorvejen blevet ganske fornuftig med hensyn til trafik. Særligt i weekenderne.

En lille halvanden time senere ankom jeg til Jyllandsringen. Perfekt timet.

Velankommet til FDM Jyllandsringen og dagens 90 kilometer.

Tids nok til en tissepause, afhentning af startnumre og et par prøveomgange rundt på banen. Men heller ikke så god tid, det blev træls at vente.

Umuligt ikke lige at afprøve et par testomgange, når nu asfalten for en gang skyld er tilgængelig.

Starten går til Silkeborg Cycle Challenge

Ti minutter før start blev vi guidet på plads lige før målstrengen. Som altid med et par gode tips og velmenende råd inden afgang. Alle ryttere på de tre distancer ville blive sendt af sted samtidig med 3 km masterstart. Den første sløjfe på de 30 kilometer var på forhånd den nemmeste med kun én bakke relativt tæt på start. Herfra snoede ruten sig mod Silkeborg og dens bygader med afspærringer i lyskrydsene.

En fed oplevelse at suse igennem, så ros for den del!

Der blev kørt stærkt. Rigtig stærkt. Jeg havde for en gang skyld fået placeret mig perfekt i forhold til egne evner. Fandt hurtigt ind i en 10-mands gruppe, der holdt en god hastighed. De første relativ flade 30 kilometer og første sløjfe forsvandt efter godt og vel 50 minutter. Snitfarten lå over 35 km/t og jeg havde en god fornemmelse. Benene virkede friske og jeg var fortrøstningsfuld.

Første runde tæt på ovre – på vej ind på Jyllandsringen til en omgang og ud på anden sløjfe. Snitfarten er lige over 35 km/t.

Den onde sløjfe intensiverede løbet

Vi drejede ind for at tage en omgang på Jyllandsringen, inden løbet nu for alvor ville starte. Anden sløjfe var markant mere kuperet og det ville blive svære at hænge på.

Ganske som forventet blev løbet hårdere. Bakken fra Resenbro til Voel var første møde med bakker efter knap 40 minutter med konstant højt tempo.

Farten forsvandt en smule, mens højdemeterne begyndte at tikke ind på Garminen. Alligevel blev der kørt 33 i snit de næste 10 kilometer. Forsøgte at spise og drikke, men jeg mangler erfaring i det under relativ høj puls. Hver gang jeg forsøgte at få lidt, røg jeg 50-100 meter væk fra gruppen og måtte kæmpe mig op. Ikke ideelt og noget der skal fremover skal arbejdes med.

De næste 10 km bød ligeledes på flere stride bakker, der satte sit indtryk på gruppen. Dybdalsvej optil Sorring samt Herredsvejen blandt nogle af dem. Jeg er – glædeligvis – dog blevet bedre på bakkerne. Det har før været min akilleshæl, men det er slet ikke så udtalt mere.

Bevares. Nogen stor klatrer bliver jeg nok aldrig, men kan sidde meget bedre med nu end sidste sæson. Det er alt andet lige super positivt.

Mit første styrt og et nødvendigt 112 opkald

Det positive sluttede så også der. For ti minutter senere lå jeg i asfalten ovenpå en anden rytter. Det hele gik virkelig stærkt, så er mig fortsat lidt uklart, hvad der egentlig skete.

Faktum er dog, at vi som dug for solen et stykke oppe ad Hammelvej med lidt over 30 kilometer igen lå der. Rytteren foran mig havde ramt den forankørende, der pludselig lavede et uventet udslag. Han røg i asfalten, og jeg fulgte bare efter uden mulighed eller tid til at reagere og undvige. Situationen var langt værre for førnævnte, der formentlig endte med brækket kraveben. Ringede 112 og fik en ambulance på stedet, mens jeg blev der. Der kom hurtigt et par marshalls til som fik transporteret hans cykel til nærmeste hus og taget sig af alt det praktiske med navne, telefonnumre m.v.

Det er næsten ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Jeg var virkelig heldig i dag.

Jeg selv slap nærmest mirakuløst billigt. Et par hudafskrabninger på knæet og lidt ømme hænder. Fløj ‘heldigvis‘ forover og kunne forudsige mit kommende møde med asfalten. Fik derfor taget fint fra fra – og cykelhandskerne tog det værste stød. Min cykel er umiddelbart ok. Plastikholderne til vandflaskerne er smadret, men det er da til at fikse.

30 km solo eftertænksomhed

Efter ambulancen kom trillede jeg derfor videre de resterende 30 kilometer. De fleste var naturligvis strøget forbi, så det blev relativt hårde og begivenhedsfattige kilometer hjem. De få jeg mødte, kørte tydeligvis markant langsommere end jeg selv, så ikke meget fidus ved at følges med dem.

Egentlig var jeg også mest stemt for at køre lidt solo. Så måske det passede fint nok. Det blev til 31 km/t alene hjem den sidste gode times tid. Jeg var tør for vand, som var blevet taget, mens jeg ventede på ambulancen og til at skylle mine hænder og knæ. Ankom derfor lidt mere udmattet og bagt af solen end egentlig nødvendigt.

Endte med en sluttid der egentlig er ligegyldig på grund af den store ufrivillige pause, men uofficielt endte det med 33km/t i snit. Det var blevet til tættere på 35km/t i ordinær race, hvilket jeg kun kan være super tilfreds med. Det lover endvidere rigtig godt for Coast2Coast Jylland der køres om en god måneds tid.

Ikke meget at sige andet end den var ekstra velfortjent i dag.

Fik min obligatoriske pølse og brød, og vendte næsen de 35 km hjemad igen. En del gode oplevelser rigere og en jeg gerne havde været foruden.

Cykelløb er sjovt, men også hurtig dramatisk. Har altid respekteret den del – men er absolut ikke blevet mindre efter i dag. Det ændrer dog ikke på, at jeg på trods af 165 kilometer i benene og lidt ømme knæ, har haft en rigtig god dag til et flot cykelløb!

Deltager gerne næste år igen!

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *