Samsø Rundt på cykel – en fantastisk dagstur i sommervejr

Jeg tog i går Samsø rundt på cyklen, hvilket gav en fantastisk dagstur eller miniferie om man vil. Faktisk har lysten længe været der, men vejret har ikke rigtig været til det. Så da sommeren kom for en stund, tog jeg en dagstur på mini cykelferie til Samsø. Det blev en vidunderlig dag med høj sol, natur, færgeoverfart, besøg på Samsø bryghus og en lille tur i vandet.

Egentlig kunne det være ordrene, men eftersom jeg tømte min telefon for strøm i min iver efter at tage billeder, synes jeg ikke I skal snydes. Så here goes!

Grundig rengøring og justering er nøglen til alt godt

Vi starter dog et par dage tidligere. Som jeg skrev, oplevede jeg mit første egentlige rigtige styrt til Silkeborg Cycle Challenge i weekenden. Besluttede mig for at give cyklen et kærligt eftersyn med lidt justeringer af det, jeg nu selv kan finde ud af. Desuden lidt olie og ikke mindst en hovedrengøring.

En ordentlig rengøring er lidt svær i lejligheden på 3. sal, så benyttede mig af et besøg hjem til forældrene og låne deres haveslange.

Til rengøring bruger jeg Muc Off’s Bike Cleaner og rigelige mængder vand. Kæden for en tur degreaser fra Zefal. Begge dele fungerer upåklageligt. Er det særligt slemt, har jeg også af og til anvendt kæderens af forskellige mærker. Det var dog ikke kommet med i rygsækken til forældrene.

Efter tørring på med ny olie. Her har jeg af den lokale cykelpusher fået anbefalet CarbonPro Dry Ultimate, som jeg har sværget til lige siden. Den er virkelig god!

Det var vist alt for længe siden sidst. For nøj, den kørte godt igen bagefter. Må dog nok erkende, at bremserne efterhånden godt kunne bruge nye bremseklodser. Det får jeg købt snarest.

En overset Samsø festival spændte lidt ben

Egentlig ville jeg have været tidligt af sted med første eller anden overfart fra Hou til Samsø. Vækkeuret var sågar stillet på klokken lidt før lort. Heldigvis sad jeg aftenen inden og læste lidt på Samsø Redderis hjemmeside.

Hvad var nu det?

Samsø Festival i uge 29 og reservation anbefales på samtlige afgange.

Ganske rigtigt. Jeg var for sent ude og de første afgange allerede fuldt booket.

Hmm. 14.30 var ikke lige, hvad jeg havde i tankerne. Besluttede mig dog for at vejret var for godt til at udsætte, og bookede både ud og hjem med det samme.

Turen går mod Hou

På den gode side gav det mulighed for at sove lidt længere samt i ro og mag få pakket og gjort helt klar til dagsturen. Den blev derfor tæt på middag, før jeg forlod Aarhus. Valgte den direkte vej via Oddervej og drejede fra lidt nord for Beder henover Fulden, Ajstrup, Saksild og Norsminde. En strækning jeg efterhånden har kørt så mange gange før, og der var da også godt med ryttere ude.

Selvom jeg tog den med ro var vindretningen gunstig med skiftende side- og medvind, så farten var højere end planlagt. Èn time og et par minutter skulle det tage, før jeg 33 km senere stod i Hou. Fik printet min billet ved automaten ved færgelejet, og cruisede herefter lidt rundt. Stadig en time til afgang og kunne ligeså godt se mig lidt omkring i det gode vejr.

Hou er på trods af sin beskedne størrelse et besøg værd. Den lille lystbådhavn, sejlbådene, cafeen og kiosken summerde af liv sådan en solrig sommerdag. Spiste en is og fortsatte lidt efter en anelse ud af byen til et sommerhusområd tæt på.

Med en perfekt udsigt over stranden gjorde jeg hold.

Det blev sågar til en badetur – eller hvad man nu kalder det, når man ikke er under med hele kroppen.

Fuldstændig ideelt og cykelmyggen er allerede glad for turen.

I bagklogskabens lys kunne jeg godt have kørt endnu tidligere og blevet et par timer på stranden ved Hou. Det var dog tid at komme videre.

En fantastisk solrig sejlads med Samsøfærgen

Der var nu kommet langt flere ved færgeterminalen og på bilernes ventepladser. Faktisk virkelig mange.

Ikke så mærkeligt med både Samsøfestivallen og en solrig dag i sommerferiens højsæson in mente.

Som cyklist var jeg blandt de absolut sidste om bord på færgen, der i øvrigt er ganske pæn og velholdt. Der var derfor allerede godt med folk alle vegne, men af en eller anden grund ok plads udenfor. Ville alligevel komme til at sidde rigeligt på cyklen, så en ståplads med vinden i håret ville da være helt udmærket.

Ah ja. Der er nu noget elskværdigt over færgesejlads sådan en dag. Overfarten tog en time. Lige i underkanten for de af os der elsker at sejle, men omvendt fint nok med tanke på, jeg egentlig var taget af sted for at opleve Samsø og ikke mindst cykle.

Tour de Samsø – cykling, øliv og festivalsstemning

Ruten var naturligvis indkodet på forhånd og research-arbejdet foretaget hjemmefra. Et par udvalgte must-see’s på vejen og derudover tid nok i planlægningen til at gøre rigeligt med stops undervejs til pludselige indskydelser.

Lad os derfor få det kedelige standard ud af verden. 74,5 km. Snitfart 31,4 km/t. Rigtig fornuftigt. Dog med masser af pauser og fladt terræn. Sådan, tilbage til Samsø!

For når alt kommer til alt, lovede jeg at lade billederne tale. Så hermed.

Små landeveje. Masser af lokalt landbrug og råvarer overalt på øen.

Første større by Ballen på østsiden af Samsø. Skøn og hyggelig by, der summede af liv med små boder, lokale fiskehandler og et par glade musikanter der spillede, som jeg drejede ind i byen.

Tænker det var til ære for mig.

Nord for Ballen holder Samsø Festival til. Indrømmet fik jeg ikke taget de bedste billeder. Hverken af de mange telte på campingområdet, scenerne, boderne eller noget andet. Havde travlt med at holde øje med trafikken, da vi snørklede os langsomt igennem et par kilometer tæt trafik.

Musikken og det gode humør var dog tydeligt hele vejen. Ikke overraskende fik jeg også et par “kom så Bjarne!” råbt efter mig – hvad andet kan man forvente med de lårbasser? 😉

Midt og nord er øens perle

Midt på øen er Samsø mest smal og man kører langs stranden i kilometervis. Særdeles attraktivt og jeg ville have ønsket det fortsatte sådan. Fortsatte nordpå og gjorde stop for at få fyldt vanddunke ved kirken i Nordby.

Med det klaret og en gel i maven, var det tid til rutens næste attraktion. Samsø bryghus.

Beliggende i Nordby på øens nordlige del med egen gårdplads, var det en oplagt destination. Der var overraskende få vejret i betragtning. Omvendt nærmede klokken sig 18 og langt de fleste øltørstige lå nok badet i alkohol en anelse længere syd på ved festivallen.

Gav mig selv en tiltrængt pause og fik smagt to udmærket øl i den lyse, friske og sommeragtige ende af skalaen. Stilte cyklen i gården og gik en lille tur rundt i Nordby, som på forhånd var udspottet til at være et af øens højdepunkter.

Små smalle gader med endnu mindre huse, hyggelige spisesteder og masser af stemning. Det var absolut tilfældet.

Café Undergrund var proppet af isglade turister, der fik, hvad der lignede fantastiske is. Fik dog hverken is eller billeder derfra, så jeg må få revanche en anden dag.

Efter en lille tur rundt i byen, var det tid at komme videre nordpå til øens spids. Eller så langt jeg nu kunne komme.

Min research viste, at der nok ville være grus det sidste stykke. Ganske rigtigt. Kom ikke helt til Issehoved, men vendte om ved parkeringspladsen da asfalten slap op.

Selvfølgelig en skam jeg ikke nåede helt derud. Kunne dog have fortsat til fods, men valgte i stedet at bruge kræfterne og tiden på et andet højdepunkt. Bogstaveligt talt.

Ballebjerg udsigtspunkt – turens eneste stigning

Måske samtidig øens eneste stigning af en vis karakter – 38 højdemeter over 1,5 km med stigningsprocent på 10 %, hvor det var værst.

Men sikken en udsigt i det begyndende aftenlys!

Fantastisk syn der absolut fortjente turen derud.

Herfra kørte jeg atter sydpå kun afbrudt af en lille afstikker til Langør på østsiden. Sulten havde meldt sig – og selvom øen egentlig nok havde fortjent, man fandt et lokalt spisested med egne råvarer, var lysten mere til en stor, beskidt burger.

“Garmin, find fastfood!”

Gufferen. Ja, det hed stedet – en lokal grillbar kort før havnen. Den kritiske sans var pist væk, og jeg kørte derhen. Så nu faktisk ganske hyggeligt ud, og mine fordumme sat til skamme.

En god solid 250 grams lokal hakkedreng i midten af en semigrov bolle med tilpas mængder af dressing, salat og ikke mindst bacon. Tjek, tjek!

Batteriet på telefonen var nu også kritisk lavt, så billederne slutter her. Sejladsen hjem var fantastisk i aftensolen, selvom det var blevet en smule koldt. Hjemturen fra Hou gik i hastigt fart – dels for at holde varmen, og dels for at nå hjem inden det blev buldermørkt. Begge dele lykkedes.

Jeg havde en fantastisk cykeltur til og ikke mindst rundt på Samsø. De varmeste anbefalinger og håber, jeg snart kommer igen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *