Vidunderlig lang cykeltur nord for Aarhus

Endelig, endelig, endelig kom solen tilbage og drev det triste blæsende og regnfulde vejr væk. Og selvom det nok højst sandsynlig var for en kort stund, greb jeg chancen og begav mig ud på en lang cykeltur i det skønne sensommer vejr med sol og minimal vind. Og sikke en skøn tur. Jeg havde på forhånd indprogrammeret ruten på Garmin Edge 1000 cykelcomputeren, som jeg har til låns for tiden. Og valgte derfor blot at følge ruten og nyde, at blive navigeret sikkert rundt på de mange cykelstier og små landeveje nord for Aarhus.

Det blev i alt til min absolut længste rute, nærmere bestemt 64,4km der blev tilbagelagt på lidt over 2 timer og tyve minutter. Alt i alt en god oplevelse med en helt igennem skøn aften – men også fedt at få prøvet kræfter med en lidt længere distance end de vanlige 20-40km. Det gik over alt forventning – en bedrift jeg også delvist tilskriver indkøbet af et par gode cykelbukser med indlæg. Det hjælper SÅ meget!

Jeg startede med at cykle ud af Viborgvej og følge de gode cykelstier stort set hele vejen til Hammel, herfra nord op gennem byen, inden det af små og særdeles øde landevej gik tilbage øst på over Hinnerup/Søften, nord om Trige, over Lystrup og hjem igen. Specielt midterstrækningen efter Hammel og inden Lystrup, km 25-50 er helt igennem fantastisk. Vejene skiftevis snor sig, er lige lange strækninger, har marker og skove på begge sider og er generelt bare øde og fredelige. Helt perfekte til at ræse gennem landskabet. At der samtidig er rigtig gode cykelstier på en stor del af ruten er yderligere et plus!

Det er så absolut ikke sidste tur på de kanter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.