En tyk mand knokler bag skærmen

Jeg er her stadig. Det er over en måned siden sidste indlæg på bloggen, det er for dårligt og jeg ved det godt. Faktum er, at der sidder en tyk mand og knokler bag skærmen.

Den sidste måned har været hektisk på arbejdet, da det som vanlig er i denne oktober og november tid, at næste års budgetter skal i kassen. Det giver lange arbejdsdage og et for mig overraskende umotiveret sind. Efter en rekordgod sommerperiode hvor jeg tornede derudaf, har min træning stået totalt stille.

Jeg har skudt det lidt hen, da vægten var fin i sensommeren hvor jeg deltog i det ene løb efter det andet med gode resultater. Nu er status bare en anden. Kiloene er kommet snigende, og de usunde valg igen blevet til vaner. Det er skide træls, og jeg nægter at lade det stå til.

Det er tid til forandring.

Igen. Den her situation er ikke ny.

For i en stille eftertænksomhed overrasker det mig faktisk, så hurtigt det er gået. Formen var kanon og tre måneder efter er alle de gode vaner glemt, og fordoms styrke langt væk. Må den erfaring stå som en evig påmindelse om, at alt der ikke udvikler sig er i opløsning.

Nu skal jeg tilbage på sporet. Min erfaring siger mig at motivationen holdes bedst, når jeg ‘committer‘ mig. Overfor omverdenen og mig selv. Omverdenen via bloggen her hvor min fremdrift og resultater skrives. Mig selv via spejlet om morgenen.

Jeg har netop tilmeldt mig Forårsløbet 2017. Det var sæsonens første løb, og selvom resultatet dengang var lidt so-so, kom det til at stå som katalysatoren for en fremragende sæson. Der er stadig længe til, så spejder da nok lidt efter alternativer før den tid. Hvis ikke har jeg god forberedelsestid og kender ruten. Målsætningen er da klar – resultatet fra 2016 skal have tæv!

Cyklen er rengjort, smurt og står skinnende som ny. Den er med andre ord klar til træningen. Første opgave bliver at få foretaget en formtest, der skal stå som baseline for min udvikling. Det bliver en modbydelig 20 minutters FTP test, hvor sveden driver og hjertet banker. Mon ikke den vil vise, hvor pinlig ringe min form er blevet? Nå, det kan jeg grædende grine lidt ad i et senere indlæg. 😉

Derefter er planerne kort fortalt, at følge et af de mange indendørs-hjemmetræner programmer, der findes. Jeg har udvalgt mig et fra Strava.com. Aarhus Svømmestadion er for nylig blevet nyrenoveret, så mon ikke det også kunne blive til et besøg der eller to.

Endelig er der hjemkøbt et par nye gadgets; Garmins WiFi smartvægt og et Garmin Forerunner 735XT GPS ur.

Garmin Wifi smartvægt

Begge er forhåbentlig med til at holde mig til ilden – om ikke andet for at have noget at skrive mine anmeldelser på baggrund af 😉

Ready, set…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *