Resume af fit på 100 dage – uge 7 (HALVVEJS)

Præcis 50 dage er gået af mit lille fit på 100 dage eksperiment, og dermed er uge 7 også veloverstået. Jeg er med andre ord lige halvvejs i det, jeg satte mig for – og sikke tiden dog bare flyver afsted.

Der er nogle af forandringerne, der er begyndt at blive til vaner og dermed blevet til ‘det normale‘. Faktisk kan jeg fx dårlig huske, hvordan kaffeautomatens wiener melange på arbejdet smager. Og det gør mig faktisk intet. På samme måde er den anden portion aftensmad også ved at gå i glemmebogen uden, at jeg så bare føler mig frygtelig sulten, som jeg gjorde de første uger.

Det går altså fremad, og selvom det er sjovt for en tal- og datanørd at dykke ned i procentuelle vægttab eller formfremgange målt på tilbagelagte meter på en løbetest, så er dét at indse man har fået nye vaner, faktisk mere givende. For det giver troen på, at projektet ikke blot er et 100 dages projekt, men at man har viljestyrken og lysten til at holde ved – også efter de 100 dage.

På løbefronten var det overordnet en stille uge. Et par rolige skåneløb mandag og fredag – hvorimod det onsdag stod på 12 minutters Cooper formtest. Sådan apropos snakken om test og fremgang. Tilbage i slutningen af januar blev det til 2.600 meter eller hvad der omregnes til 4:37min/km. Med den nu mindre kampvægt og kontinuerlig træning forventede jeg naturligt nok et bedre resultat. Også selvom det ikke var blevet til decideret intervaltræning. Enhver frygt for manglende fremgang blev gjort til skamme, og selvom jeg mentalt straffede mig selv for at starte for hårdt ud, fik jeg kontrol på tingene og tilbagelagde 2.870meter – et snit på 4:11min/km.

Det er sølle 100 meter fra rekorden tilbage i 2013! Har man fulgt lidt med på bloggen gennem noget tid, vil man vide, at jeg som oftest desværre underperformer i forhold til min egentlige form, når det virkelig gælder. Jeg har døjet med nogle mentale blokeringer, hvor formen og alt data indikerer, at jeg er på ét niveau, men når det så virkelig gælder, kun løber, svømmer, cykler eller hvad det måtte være lidt langsommere, kortere eller mindre intens alligevel.

Ikke denne gang! 2.870meter var tværtimod mere end jeg burde – det er så fedt! Det giver forhåbningerne om, at jeg kan fortsætte den trend og som minimum opnå det, jeg burde. Uanset om hjernen så skriger på pause.

I fredags besøgte jeg desuden Aarhus Svømmestadion – et sted jeg ikke har været alt for længe. Det kunne bestemt ses og mærkes på form og teknik, der mildest talt haltede. Det er ikke direkte planen at vinde alt det tabte tilbage, og tilbringe tre gange ugentlig i det klorholdige bassin, men derimod sigter jeg efter 1-2 gange om ugentlig primært som supplement til min grundtræning – løb for nuværende, og når foråret rigtig titter frem cykling.

Næste uge sættes tempoet grundet det nye Cooper resultat yderligere i vejret, ligesom mængden også øges. Det bliver første uge tæt på 20km om alt går vel, og er samtidig desværre cirka der, hvor det som regel går galt og skaderne begynder at melde sig. Jeg krydser nu alligevel fingre.

Resultaterne for ugen:

  • Tabt 0,99 kg. Helt godkendt.
  • Udført mindst én 7 Minute Workout hver dag. Højeste antal på én dag: 3. 98 Minutter i alt. (14 loops)
  • Fulgt mit løbeprogram på Endomondo med 13,5 km totalt over tre træningsdage.
  • Ny rekord på 12 minutters Cooper test: 2.870meter (4:11min/km, forbedring fra 4:37min/km i Januar)
  • 900 meter svømning – jaja, lidt har også ret.
  • Sovet som en sten.
  • Alkoholindtag: Nul og niks.

Resultaterne for første 50 dage:

  • Tabt 6,0 kg. Jeg er stolt og glad!
  • Udført mindst én 7 Minute Workout hver dag. Højeste antal på én dag: 4. 609 minutter i alt.
  • Fulgt mit løbeprogram slavisk tre gange om ugen. 103,8 km i alt.
  • Oplevet markant mindre søvnbesvær.
  • Oplevet mere stabilt energiniveau.

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *