10km tempotur nær frysepunktet

Ovenpå det antiklimaks jeg fik sidste søndag, løb jeg i tirsdags en kort lille tur for igen at få gang i benene. De føltes en smule tunge, men ellers gik det fint. I går stod den så på første kvalitetspas efter halvmarathonet; en tur jeg var ganske spændt på. Specielt hvordan benene ville reagerer på en lidt længere tur, og i et hurtigere tempo. Men det gik fint.

Dagen var gået på arbejdet i Vejle, så kom først rimelig sent hjem, og deraf var det allerede blev godt mørkt. Hoppede i den langærmet løbetrøje indenunder jakken, som jeg for nyligt har erhvervet mig, og da temperaturmåleren viste én grad, fik den rigelig mulighed for at vise sit værd. Allerede efter de første ti minutter, havde jeg oparbejdet en fornuftig temperatur, og den blev holdt hele vejen. Følte ikke på noget tidspunkt, at jeg frøs eller blev kold. Så det må siges at være bestået. Nu skal jeg blot have fundet mine handsker frem, så kan vintersæsonen bare komme an!

Selve turen gik overraskende godt. Benene føltes friske, og besluttede mig for at sætte intensiteten op flere gange undervejs. Således endte stort set samtlige 10km med at blive løbet progressivt hurtigere og hurtigere, hvilket kan ses af kilometertiderne.

Var godt forpustet, da jeg nåede hjem, men også overrasket over, hvor stærkt jeg havde været i stand til at løbe. Faktisk var turen kun præcist 30 sekunder fra min bedste 10 km tid tilbage fra sidste år. Specielt underligt er det derfor også at tænke på, at jeg ugen forinden til halvmarathonet allerede var flad og træt  efter samme distance og det i et tempo mere end 30 sekunder langsommere pr. km!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *