Et veloverstået møde med DHL Stafetten og dødsbakken

Sikke en fantastisk debutoplevelse med DHL stafetten og ikke mindst dødsbakken, som stigningen på ruten så kært har fået tilnavnet. Jeg har igennem de sidste to måneder skrevet et par indlæg om netop min tilmelding og træningen op til. For hvor meget kan man egentlig nå at træne sig selv op til på de knap otte uger, jeg havde fra tilmeldingen til selve løbet?

Træningen op til gik helt efter planen, og jeg fik gradvist øget min ugentlige volumen fra omtrent ingenting til 20-25km lige før løbet. Den sidste uge løb jeg kun korte rolige ture for at skåne, og være så veludhvilet på dagen som overhovedet muligt. Så hvordan gik det så? Faktisk overraskende godt. Ruten er efterhånden en gammel kending for de, der har løbet DHL før, men for debutløbere eller andre der ikke kender den, er det en herlig tur der centreres i og omkring Mindeparken ved Tangkrogen.

Der startes på de åbne græsarealer ved Mindeparken, der giver en naturlig ideel placering til større stævner med telte, skiftezoner og diverse boder. Herfra løbes nedad bakken de første 3-400m, gennem parken til Strandvejen, som følges langs stranden. Det er en god kilometerspenge på asfalt, inden der drejes tilbage igen gennem skovstien. Underlaget skifter, og stigningen begynder faktisk allerede her. Efter cirka to kilometer løbes fra skovstien ud på en mindre villavej, hvor stigningen tager til, og det på et tidspunkt bliver ganske hårdt. Det er her, de første løbere må ned og gå – typisk dem der har groft overestimeret deres egne evner og satset på et for hårdt udlæg.

Ret præcist halvvejs drejer ruten tilbage til selve Mindeparken, hvor der løbes af afmærket snoet stier tæt tilbage på start/mål strækningen. Det er samtidig her mange af de tilmeldte holds telte står placeret, og et oplagt sted at høste lidt klapsalver fra de mange fremmødte, mens man gør sig mentalt klar til mødet med dødsbakken. Der går en masse tanker igennem én, mens man løber der. Balancen mellem at sprinte og se godt ud for de mange kollegaer, og rædslen for at løbe over evne og gå helt kold på bakken. Åh jo, det er en vanskelig balance.

Kort efter 3km mærket drejes let til venstre og dødsbakken tordner frem foran en i al sin rædsel. Faktisk ser det ikke ud af så meget, når man står der ved foden. Men den selvtillid får man hurtigt pillet af en efter de første få meter. Selvom det føltes som om, man holder tempoet fortæller løbeuret en ganske anden deprimerende historie. Nemlig at ens hjerte kæmper en kamp for at slå de nødvendige slag – og at ens tempo hastigt er reduceret. 500meter tilbage. De første løbere falder fra, og man overhaler stadig smilende. 400meter igen. Smilet forsvinder, og åndenøden bliver værre. 300meter. Tankerne om, hvorfor fanden man absolut også skulle tilmelde sig, begynder at melde sig, mens sveden pibler over panden. 200meter. En kollega overhales og råber et par ord efter mig om, det er tarveligt. Jeg ville have sagt noget kækt tilbage, men får kun åbnet munden. Ingen ord kommer ud. Jeg ender med at vifte lidt med armene – symbolsk, men sikkert uforstående. 100meter. Det her er pisse rædselsfuldt, og hvorfor siger uret, at jeg kun løber 5:20min/km? Jeg kæmper jo!?

Endelig! Bakken er overstået og de løbere, der ikke er gået helt i stå kæmper nu med at få vejret igen og gøre sig klar til det sidste. Den tabte tid op ad bakken skal indhentes, og de sidste knap 1200meter er sidste chance. Der drejes væk fra Carl Nielsens vej, underlaget skifter og det går nu hastigt ned igen. Det er nu eller aldrig! Tempoet skal op, selvom kroppen skriger på pause. Jeg overhaler et par stykker mere, og der tankes en god portion selvtillid, inden man drejer ind på opløbet, og sluserne kan lukkes endeligt op. Endnu et par stykker overhales, og jeg pisker i mål.

Efter skiftet af staffetten er det blevet tid til at gøre status. Mit eget ur viser 23:37 – min bedste tid det sidste halve år. Og så på en vanskelig rute! Den officielle sluttid lider under, at mit skifte med kollegaen var rædselsfuldt, og vi måtte råbe for at finde hinanden. Jeg bærer godt og vel 30 sekunder “tabt” tid med mig, og ender på 24:04. Det betyder dog ikke alverden. Jeg er godt rigtig godt tilfreds, og har haft en herlig oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *