Mildest talt en våd fornøjelse

Hvad gør man, når træningskalenderen siger, man skal gå på ugens sidste tur, men vejrudsigten lover regn for hele dagen? Man hanker op i sin viljestyrke, hopper i træningstøjet og tager det som en udfordring.

Jeg nåede knap ud af døren, inden bukserne var drivvåde, og ens tanker begyndte at finde på undskyldninger for at skippe turen. Men fik trykket ’start’ på uret, og taget de første lette skridt ud i den silende regn og blæst. Det vendte dog til en ret fed oplevelse. Alene følelsen af glæde ved at trodse sin dovne natur, og komme ud på trods af vejret var fedt. Ligesom de mange blikke fra folk gående med paraplyer på gaden, var et super egoboost. At de så nok kom delvist af beundring og delvist af ufoståenhed, kan være lige gyldigt. En større samhørighed fandt jeg, da jeg drejede væk fra Ringgaden og ind på de små stier ved Riis Skov.

Overraskende mange andre løbere, havde nemlig fået den idé at søge lidt læ mellem træernes blade. En sand fornøjelse at hilse på de mange andre, og så gjorde det knap så meget, at skoene var gennemblødte og brillerne så duggede, at jeg tog dem af og løb med dem i hænderne til sidst.

Alt i alt en god afslutning – og har bestemt givet mig bedre samvittighed ovenpå en lang weekend med julefrokost på arbejdet og 60-fødselsdag for min far.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *