Resume af uge 2 i specialetræningen

Endnu en uge er løbemæssigt veloverstået. Gårsdagens julefrokost sidder stadig en smule i kroppen, så opdateringen bliver rimelig kortfattet denne gang. 😉

De første fire uger er fokus primært på basistræning og skadesforbyggelse. Det gælder om, at få vænnet kroppen til den øget mængde, og samtidig styrket led og muskler mod den mere kvalitet senere i programmet. Målsætningen for ugen var, at få afprøvet de nye sko hvilket som tidligere nævnt gik ganske glimrende. Planen er naturligvis, at de langsomt men gradvist skal erstatte de gamle sko 100 %. Men det kommer til at tage et par uger med veksling imellem dem for at skåne overgangen mest muligt.

Mandag var AT træning med 8km i alt inkl. 4km i 4:32min/km der med en frisk vind, blev hårdere end jeg forventede. Tirsdag sad træningen derfor stadig en smule i benene, og det nyfaldne sne gjorde ikke turen meget nemmere. Jeg kom dog igennem de 8km i et roligt tempo uden de store smil på læben. Valgte at bryde min normale rytme, og give kroppen en dags hvile onsdag. Det var givet godt ud, for på jomfruturen i de nye sko torsdag var jeg flyvende på samtlige 12km. Planen var at løbe i mit rolige tempo, men lod mig rive med, og endte tæt på ønsket halvmarathon pace. 5:03min/km blev det til. Det lover godt for min målsætning om under 1time og 45min på den halve marathon. Lørdag var jeg tilbage i de gamle sko for at løbe ugens LSD-tur, hvilket blev til 16km med et rigtig fint overskud. 5:38min/km ved 68 % HRR.

I alt blev det til en ny ugentlig rekord på 44km. Næste uge øges der igen på mængden, ligesom 3x2000m intervalsættet bliver rimelig hårdt. Derefter er det dog tid til en tiltrængt hvileuge.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *