Med munden fuld af vand

Jeg beklager den larmende stilhed her på bloggen på det seneste. Men årsagen er desværre, at jeg ikke har haft lyst til at fortælle det sidste nye. Efter besøget hos lægen var jeg rimelig fortrøstningsfuld. Beskeden på at holde sig i ro, mens det gjorde ondt, og ellers begynde lige så stille igen, når smerten var væk, virkede fornuftigt og ligetil.

Det gjorde jeg naturligvis, og glæden var da også stor, da jeg hoppede i løbeskoene en god uges tid senere smertefri. Dagen efter var foden dog øm igen, og den bitre sandhed stod lysende klart. Måske er der ganske vist stadig tale om en relativ simpel skade, men min tidshorisont væk fra løb er desværre forlænget mere, end jeg bryder mig om. Det inklusiv Odder Halvmarathon der er blot en måned væk. Det er virkeligt ærgerligt, specielt nu min form var bedre end aldrig før.

Det betyder også, at jeg er begyndt at overveje nye motionstyper, der kan holde mig nogenlunde fit for fight i pausen. Desværre går det op for mig, hvor meget jeg elskede løb jo flere alternative motionsformer, jeg finder og overvejer som erstatning. De frie rammer og glæden ved at komme ud er bare svær at finde andetsteds. Måske bortset fra cykling hvor jeg dog skræmmes væk af den voldsomme startinvestering, det kræver.

Valget er derfor faldet på svømning som på en sidebemærkning i øvrigt også er dyrt (450kr for 12 besøg!). Det skulle være meget skånsom træning for led samt muskler og derfor være tæt på ideel som alternativ træning ved løbeskader. Der er blevet investeret i et par badebukser samt svømmebriller, og de første par km er allerede forsvundet. Det kræver en del tilvænning at komme ind i en god svømmerytme, men jeg håber, at jeg kan blive glad for det, så længe min pause måtte varer. Og at jeg med tiden også kan komme til at sluge mindre vand…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.