Nyt træningsprojekt i efteråret er søsat

Jeg skal gerne indrømme, at der har været larmende stilstand på bloggen siden min vidunderlige debut på racercyklen til et officielt landevejsløb. Det skyldes flere årsager, hvor det nemmeste naturligvis ville være at jamre sig igennem en masse mere eller mindre dårlige undskyldninger. Sandheden er dog nærmere, at jeg uden et nyt projekt eller en ny målsætning lidt har tabt motivationen.

Det er altså bare nemmere at finde tid, lyst og glæde på koldere og våde dage i efteråret, hvis motivationen er i top. Jeg tror som regel, at jeg sagtens kan holde gejsten oppe efter et projekt er færdig, men det viser sig bare ikke at være tilfældet. Jeg har brug for ny tænding – noget nyt at stile efter.

Derfor har jeg de sidste par dage gået og tænkt. Hvad kunne jeg tænke mig? Hvad skal være det næste nye projekt? Jeg har tidligere prøvet kræfter med halvmarathon, triatlon 4:18:4, fit på 100 dage og altså senest 100 km landevejscykling.

Nu er hovedet derfor lagt i blød for, hvad kunne være et nyt projekt være? Tankerne har været vidt omkring og faktisk har jeg kogt mine ønsker ned til, at der primært er to kriterier, der skal være opfyldt.

  1. Jeg skal holdes igang henover efteråret og vintersæsonen.
  2. Der skal være en fornuftig progression og en realistisk ny rekord i sigte.

Det første kriterium er nok det vigtigste. Med efteråret over os og udsigten til at gå vinteren i møde, er det normalt set den periode, hvor flest giver op og taber motivationen. Uanset hvilken målsætning jeg sætter mig, er det derfor vigtigt, at jeg kan holde mig igang selvom der er sne, glatte veje/fortorve og den slags. Derfor vil fx målsætninger om at løbe sig til nye rekorder måske ikke direkte umulige, men ikke oplagte og derfor fravalgt i denne omgang.

Dernæst er selve spørgsmålet om guleroden i enden af projektet. Det jeg mener med en fornuftig progression er, at det skal være muligt at måle min formfremgang både relativt stabilt over forløbet, men også faktisk at føle en fremgang. Vægt er et åbenlyst eksempel der opfylder begge dele – det er både nemt at måle, men også at føle og se fremgangen.

Så hvad ender det med?

Hvis sandheden skal frem vil jeg faktisk helst deltage i flere cykelløb og/eller prøve kræfter med længere distancer. Derfor bliver mit kommende træningsprogram en todelt størrelse med to formål. Første del er at holde mig anstændigt fit og motiveret igennem efteråret og vinteren, så jeg til foråret kan starte på et fornuftigt niveau, når cykelsæsonen starter op.

Lige pt. går tankerne på at gennemføre en Gran Frodo 150 km cykeltur – eller måske længere. Det vil nok kræve en fornuftig grundform, og derfor er planen indtil foråret at holde mig motiveret igennem så afvekslende træning som muligt. Det vil med andre ord sige, at jeg tager en tur på cyklen hvis vejret tillader det, løber igennem skove og stier i alt slags vejr, styrketræner, svømmer, går, jogger – hvem ved, måske jeg ligefrem sætter fødderne i et fitness center for første gang i mit liv.

Pointen er, at jeg skal komme ud på “den anden side” med en fornuftig grundform, og det tror jeg faktisk bedst lykkedes med en afvekslende træning fremfor en halvhjertet træningsplan mod et lidt ligegyldigt mål i vinterhalvåret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *