Min bedste svømmemåned hidtil

Februar har været en fantastisk måned for min svømmetræning. Rekordernes måned kort fortalt. Den totale månedsaktivitet blev slået, bedste km tid blev slået to gange, cooper 12-minutter ligeså. Mile-distancen også bare lige for at prale. Faktisk er den eneste distance, der ikke er rekordsat i forrige måned faktisk én times varighed. Det kommer nok i næste. Med andre ord går det rigtig godt, hvilket jeg naturligvis er glad for.

Jeg overvejer at skifte de røde – indrømmet svømmestrandsegnet – badeshorts ud med mere stilrene tights, og indkøbe et par bedre svømmebriller ligeså. Faktisk så jeg den anden dag, det er muligt at købe briller med styrke, hvilket alt andet lige må være en fordel. Crawl-teknikken og træningen går stadig fremad, og jeg synes, det begynder at blive bedre. Der er stadig lidt problemer, og specielt sidst i hvert sæt, kniber det med at holde koncentrationen og teknikken. Det kan jeg takket være mit nye Garmin Swim træningsur se på mine SWOLF scores efter hver træning. Det er tydeligt, at jeg grundet manglende udholdenhed, får problemer med at holde stilen ligeså godt, og mine antal armtag pr. bane stiger med et par stykker. Nuvel, det er alt sammen mindre detaljer, når jeg tænker tilbage til få uger siden, hvor jeg for første gang med æresfrygt gav mig i kast med mine første 25m crawl – der endte med litervis af slugt vand og total udmattelse. Sikke en forskel!

Et andet tydelig bevis på formfremgangen er, mit normale pace jeg er i stand til at holde på hhv. 25m baner og 50m baner. Jeg er stadig hurtigst, når svømmehallen er omlagt til 25m baner, men forskellen bliver stadig mindre. Forklaringen er så simpel, at med dårlig teknik og svømmekondition, gør de kortere baner det muligt at få flere små pauser til vejrtrækningen og en ekstra fordel i de dobbelt så hyppige “afsæt” fra kanten, der giver et par nemme meter. Jo bedre teknikken og konditionen bliver, jo mindre betyder det, kontra den tid der går med de ekstra vendinger. Før eller siden udjævner de to modsatrettet effekter hinanden, og jeg bliver ligeså hurtig på 50m banerne som på de korte 25m. Så langt er jeg ikke helt endnu – men det er indrømmet tættere end nogensinde.

Alt i alt er det svært ikke både at være glad og en smule stolt. Intet øger motivationen som progression i træningen. Det må rigtig gerne fortsætte i næste uge, hvor jeg sigter efter ca. 5,5km …. det vil apropos rekorder være ny rekord for ugetotalen 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *