En fantastisk træningsuge

En fantastisk træningsuge har det været, så kort kan det siges. Måske faktisk den bedste nogensinde. I al fald har jeg været tilbage i historikken og det har ikke været muligt at finde så meget træning på en uge før. 11½ time blev det til. 301 km cykling og mit første (uofficielle) 4:18:4 minitriatlon. Det har samtidig været en yderst begivenhedsrig uge.

Jeg tog et smut til København mandag aften for at diskutere fremtiden for vores fælles lille hobbyvirksomhed, som jeg driver sammen med to venner. Vi havde som sædvanlig en hyggelig aften, hvor snakken gik højt og der også blev tid til god mad og en fyraftensøl. Desværre kom der familieproblemer ind om tirsdagen, hvor vi ellers skulle have arbejdet igennem – så planerne blev aflyst, og jeg valgte at tage hjem tidligt og få lidt ud af min fridag derhjemme i Aarhus.

Allerede få timer efter jeg var kommet hjem med toget, var jeg ude første gang. Lidt over 30 km på cyklen efterfulgt af fem kilometer løb direkte bagefter. Det er en sjov følelse, når trådene bliver til skridt, og ens ben lige skal fungerer igen. Det gik dog fornuftigt.

Onsdag havde jeg taget cyklen til arbejde, og valgte at besøge forældrene syd for Aarhus til lidt fællesspisning om aftenen. Det gav samtidig lejlighed for at trille hjem igen om aftenen, og jeg fik således alt i alt yderligere små 40 km i benene.

Jeg valgte ikke at løbe DHL stafetten med arbejdet i år, da jeg på tilmeldingstidspunktet ikke var klar og stadig meget usikker på om skinnebennet ville holde til det. I stedet cyklede jeg 50 km efter arbejde, inden jeg tog af sted til Mindeparken for at heppe på mine kollegaer. Vi havde en dejlig, hyggelig og ikke mindst varm sommeraften, hvor jeg måske lidt i afmagt over ikke at være med fik fortæret lige rigelig mængder sukker og grillpølser.

Fredag var benene godt trætte, og de fik sig en velfortjent hviledag. Vejret skulle blive eminent igennem weekenden, så valgte at sætte alarmen tidligt til lørdag morgen og komme af sted til solopgangen. Et lille eksperiment jeg tidligere har prøvet – sidst til min langtur til Fregatten Jylland i Ebeltoft.

Som sagt så gjort. Planen var, at køre langs kysten sydpå fra Aarhus, igennem Marselisborg skov, gennem Ajstrup, Norsminde, Saksild og ned til Hou inden turen går vestover langs Horsens Fjord. En rigtig skøn rute der så absolut kan anbefales alle. Det blev til min hidtil længste tur – 114 km – hvori langt hovedparten dog er kørt i flade omgivelser for at skåne benene mest muligt op imod Marselis cykelløbet på lørdag.

Solopgang over Marselis strand. En fantastisk 115 km rute der blev kørt i et roligt tempo med smil på læben.

Holdte en velfortjent dag på sofaen lørdag eftermiddag, der primært stod på lækker frokost og en masse sport i tv. I løbet af aftenen tikkede flere løbsberetninger ind fra venner og bekendte, der havde deltaget i KMDs 4:18:4 minitriatlon i København. Glade mennesker der med begejstring delte deres overvældende positiver oplevelser. Det gav næring til at prøve kræfter med disciplinen selv. Et smut på DMI meldte, at søndagen ville blive atter en flot dag og med vandtemperaturer omkring de 16 grader, lod jeg mig friste. Satte endnu en gang alarmen til solopgang, og satte tøjet frem. Har for nyligt købt mig min første tridragt, der udmærker sig ved at kunne anvendes til alle tre discipliner – så et eller flere skift ikke er nødvendigt undervejs. Altså foruden at skifte sko, forstås.

Trillede derfor af sted mod Den Permanente søndag morgen. Havet var ikke ligefrem varmt nok til at sende tankerne af sted mod sydlige egne, men når min eneste anden reference i året var en dukkert i Norge, føltes det alligevel okay. Jeg fik crawlet mig igennem de planlagte ca. 400 meter, hvorefter strømperne blev mast på fulde af sand, cyklen blev låst op og jeg fik klikket mig i pedalerne. Ruten havde jeg planlagt på forhånd og bestod af en kort tur nordpå, rundt om Egå Engsø inden afslutningen var på hjemmeadressen, hvor løbeskoene stod klar. Det forløb planmæssigt, og kørte hårdt til dog hele tiden med tanke på, at skulle kunne klare de 4 km løb bagefter. Godt 33 minutter senere stod jeg klar i løbeskoene, og satte igang med en vis spænding på resultatet. Overraskende nok følte jeg mig frisk og ovenpå.

Havde nøjes med at tracke det hele med mit Garmin Forerunner 620 sat til “cykel-tilstand”, så min fart blev vist i km/t. Det betød, at jeg havde lidt svært ved at gennemskue præcist mit tempo op imod mit normale pace angivet som min/km. Umiddelbart føltes det dog hurtigt, og begyndte manuelt at måle en mellem-kilometer tid. 4:15min/km. Rigtig, rigtig fornuftigt. Stakåndet kom jeg i mål med trætte ben, høj puls men også et smil på læben. De 4 kilometer var løbet i 16:45 eller omregnet 4:11min/km. Det er ret tæt på 21 minutter på en fem kilometer og dermed også tæt på min all-time personlige rekord!

Det gav blod på tanden og er ikke sidste gang, jeg prøver kræfter med triatlon. Tænker særligt den olymptiske disciplin passer mig godt. 1500 m svømning, 40 km cykling og 10 km løb. Ideelt set ville jeg gerne cykle længere, men længere løb øger skadesrisikoen for meget ligesom svømmedistancen bliver lidt for meget. Alternativt er der uofficielle kombinationer. Men det har jeg endnu ikke besluttet, om jeg vil gå efter.

Nåh ja, så sluttede jeg da også søndagen af med at trille en rolig 60 km tur. Bare sådan lige for at ryste benene igennem. Gav den dog fuld gas én gang på ruten til et Strava Segment halvvejs rundt om Egå Engsø. Det kastede en KOM (King of Mountain) af sig. Jeg er dermed den hurtigste m/k til at have tracket det segment nogensinde 😉

Og ja, nu du spørger. Mine ben er helt smadret i dag. Ugen står derfor bare på ren restitution og hvilen inden løbet lørdag.

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *