Første to ugers erfaring med triatlon

Med sommeren nærmende sig med hastige skridt, er mine første to ugers erfaringer med triatlontræning kommet i hus. Lad det være sagt med det samme, jeg nærer en afgrundsdyb beundring for de, der gennemfører kongedistancen – nemlig en fuldblods ironman. Ikke alene fordi det er adskillige timers hårdt arbejde på selve dagen, men det logistiske puslespil i så massiv en træningsperiode kræver en fandens masse arbejde at få til at gå op.

Jeg har en virkelig stor respekt for dem, der får strikket så mange timers træning ind i en i forvejen hektisk kalender. Det er hvert fald læringen efter blot to uger med et mini triatlon program og fem-seks ugentlige workout-sessions, der skal forsøges flettes ind i hverdagen.

Når det så er sagt, så har det været to fantastiske uger med en masse varieret, spændende, kvalitetstræning. Seks gange var jeg i løbeskoene, fire ture på racercyklen og tre gange i svømmehallen. Fedt! 9 timers træning på 14 dage. Det er faktisk helt godkendt, hvis jeg selv skal sige det. 😛

De næste to uger stiller det lidt af i mit træningsprogram, hvor der skrues ned på mængden af løbeaktiviteter for at prioritere mere energi i det våde element. Det er dog samtidig også håbet, at vejret holder mere tørt, så jeg kan få lidt flere km på mine cykelture, der i de forgangne uger har været ret begrænset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *