Der er sket rigtig meget de sidste par uger, selvom der har været rigtig dødt herinde. I fredags blev mit udvalgte højdepunkt for sæsonen – cykelløbet København til Aarhus – nemlig aflyst pga. for få deltagere. Det er faktisk lidt unfair at sige aflyst, for arrangørene har valgt at flytte datoen og ændre distancen til København – Odense. Kun ca. 100 tilmeldte er simpelthen for lidt og for kedeligt til så lang en distance, så det er helt fair.
Personligt betyder det dog, at løbet alligevel ikke er relevant på trods af ændringen. Ambitionen var jo netop at bruge den ultra lange distance som målsætning for hele cykelsæsonen 2019. Den kortere distance er derfor ikke videre tiltalende. Samtidig betyder den ændret dato, at løbet nu kolliderer med Coast2Coast Jylland, som jeg har deltaget i de sidste par år. Og som jeg elsker at hygge mig med.
Selvom det umiddelbart kan virke super ærgerligt, så kommer det på en måde belejligt. Jeg har nemlig haft cykelpause de sidste ca. 3 uger sfa. et uheld på et af de nye elløbehjul. Et par sting i panden blev det til – ligesom en temmelig stor hudafskrabning/ømhed på knæet, har holdt mig tilbage. Med det formdyk har jeg været i tvivl om, det var det rigtige at give mig i kast med.
Så på den facon, er det måske ikke så dumt alligevel.
Nye ambitioner for cykelsæsonen
I stedet har jeg atter en gang udset mig Coast2Coast som årets løb. Med en lille krølle.
For Marselis Cykelløbet ligger lige dagen efter. Sidste år deltog jeg i Coast2Coast og kørte et godt løb der. Jeg var dog så smadret, at jeg valgte at droppe Marselis umiddelbart efter.
I år er ambitionen derfor at køre en lang distance (bare over to dage) og derfor deltage i begge løb. Min umiddelbar tanke er, at køre Coast2Coast 70-80 % og tømme kræfterne fuldstændig til Marselis dagen efter. Om det helt kan lykkedes at få doseret på den måde, vil tiden vise. Men nu har jeg ret præcist otte uger til at få så meget af det tabte tilbage som muligt.
Det primære mål bliver at træne vedvarende VO2 max intervaller, der er gode til de danske bakker, der sjældent er længere end et par minutter. Evnen til at kunne yde på dem er nøglen til gode løb. Derudover skal der noget base på, og særligt vil jeg prøve at bygge lidt zone 2 udholdenhed. Specielt tænker jeg, at tage flere semilange ture to dage i træk for at replikere belastningen sidst i August.
Ambitionen er ca. samme tid på Coast2Coast som sidste år, og et resultat på Marselis blandt mine bedste (realistisk set nok ca. 80km med ca. 33 km/t i snit).
Vi får se!