Der er forårsfornemmelser i luften og temperaturen er flere dage i træk over 10 grader. Samtidig har vinterferien givet en god anledning til at komme udendørs for første gang på raceren og få testet formen af.
De sidste par år har jeg faktisk altid ca. midt i februar kørt en længere tur for at få et indtryk af den nuværende form.
Sidste år kørte jeg fornuftige 100-120 km om ugen i januar og februar. Primært udenfor. I mørket og i kulden. Det gav en masse mental styrke, men her set på bagkant ikke den bedste form.
Kvaliteten af træningerne var meget varieret og fokus var ofte mest bare, at komme ud og ikke så meget på selve træningen. Eller at få kørt nogle gode intervaller. Sprints eller noget tredje.
I år har det på flere fronter været anderledes. For det første var jeg i gang allerede i december. For det andet er det blevet til 150-250 km om ugen i de sidste 6-8 uger. Og sidst men ikke mindst har jeg haft mere fokus på struktureret træning. Jeg cykler flere gange om ugen, og med et formål og en træningstype i tankerne hver gang.
Fem gange om ugen med to hviledage, er målsætningen. Tirsdag, onsdag og torsdag. Hviledag fredag. Og så lørdag og søndag igen.
Tirsdag er hård, intervaltræning med masser af kvalitet. Det er typisk tærskeltræning med fokus på arbejde i og omkring mælkesyregrænsen. Tirsdag er mediumhårde intervaller hvor der dog også er indlagt en god mængde arbejde med fokus på udholdenhed. Onsdag ruller jeg rolig restitutionskørsel. Typisk en time ved lav belastning.
Lørdag og søndag mixer jeg lidt rundt. En dag med fokus på langtur (+2timer) og en mediumhård interval alá onsdagens træning.
Årets første egentlige formtest – 80 km
Jeg har trænet som ovenstående de sidste to måneder. Resultaterne har jeg kunne se indendørs på Zwift, hvor min FTP værdi er steget fra 240 til 250 og senest til 270-ish.
Det kulminerede i fredags, hvor vejret var forrygende og jeg tog Canyo’n med ud. 10 grader. Let til jævn vind fra sydvest og solskin. Perfekt.
Ruten var planlagt til Marselis Cykelløbets 80 km rute. En rute jeg har kørt utallige gange, som jeg derfor også har et rigtigt godt kendskab til. Samt ikke mindst tider at sammenligne med. Sidste år på samme tid 2:58:18 (snitfart 27,3km/t).
Ruten starter ved Tangkrogen omkring Aarhus havn, og herfra første og største stigning op ad Oddervej. Ca. 80-90 højdemeter fordelt over flere etaper der stiger 4-5 %. Værst i starten og mod slutningen.
Efter en lille nedkørsel mod Mårslet kommer et længere stræk, der først stiger ganske svagt, men jævnt og dernæst et fladt stykke. Som udgangspunkt et hårdt stykke, da det er åbent område, hvor man mærker al den vind, der måtte være.
Da vinden ofte er fra vest eller syd har man derfor ganske tit mod/sidevind. Denne gang var ingen undtagelse. Den vind der var, føltes afgjort som mere end de 6-7 m/s DMI havde varslet.
Jeg følte mig dog godt kørende. Wattene lå lidt for højt, så satte farten lidt ned og fokuserede på at holde en så stabil og ensartet belastning som muligt. Ville gerne sikre mig, at jeg kørte, hvad jeg kunne – uden at gå kold før målstrengen.
Fra 30 til 40 km kører man fra Torrild det sidste stykke sydpå mod Falling. Det er derfor ofte det sidste stykke, inden man så småt vender næsen hjemad. Det giver som regel en god indikation på, hvordan det samlet resultat bliver.
Der kan som regel ske to ting:
- Man har været overmodig, kørt for hårdt i starten og man ender derfor med at køre ca. samme fart hjem som ud – på trods af den gunstige vind.
- Det hele føles lidt lettere, og man kan sætte farten op og hæve gennemsnitsfarten på resten af turen
Holdt kæden stram og kom i mål i en fantastisk tid
Sidstnævnte var heldigvis tilfældet denne gang. Pulsen var kommet under kontrol og nu på et niveau, jeg vidste jeg burde kunne holde mindst 1-1½ time mere. Så nu skulle jeg sådan set bare fortsætte.
De næste 25 km er ret flade og nemme at køre. Der er ingen pludselig større bakker eller nedkørsler, hvor man skal holde tungen lige i munden og koncentrere sig om at køre de samme watts. Man kan finde et højt gear og bare komme ud over stepperne.
Som sagt – så gjort.
De sidste 15 km hjem starter med en stigning op ad Ajstrup bakken. Den er ikke super stejl med sine ca. 40 højdemeter over én km. Den er dog alligevel lumsk efter at have rullet ca. 25 km uden bakker i et højt gear. Jeg er selv blevet snydt flere gange og fået ødelagt min rytme totalt. Tog den med ro og holdt 320 watt over den. Easy peacy.
Det føltes fornuftigt og de sidste 10 km gennem skoven kunne bare komme an. Det er en svær afslutning. Dels har man allerede trætte ben, dels er denne del af ruten mere kuperet igen. Endeligt er den ofte gode medvind gemt i skoven, og dermed til ingen hjælp.
Holdt kæden stram og kom i mål med de sidste 10 km meget tæt på gennemsnittet af rutens watttal. Når jeg ser tilbage er turen kørt noget nær perfekt pacet – ensartet og stabilt.
Resultatet: 2:31:54 (31,9km/t v. 227w).
Fantastisk stolt og glad for resultatet. Hele 2018 kæmpede jeg med at holde 30km/t på mine soloture, så at det nu lykkedes i første hug er super motiverende.