Løbsrapport fra Bakkeløbet 2018 – sæsonen startet!

Løbsrapport for Bakkeløbet 2018 der dermed angiver sæsonenstartet med årets første rigtige motionsløb. Jeg ved godt, det har været en lidt ufrivillig lang pause – men nu er der atter liv på bloggen.

Egentlig ville jeg have startet sæsonen ‘rigtigt‘, som jeg plejer. Altså med forårsløbet nær Hornsyld (løbsrapport 2016 og 2017). Det er med to år i træk en lille minitradition og god indikator for, hvor formen er henne på den tid af sæsonen. I år blev det dog anerledes, da jeg grundet besøg hos et par kammerater i næste weekend er forhindret i at deltage.

I stedet kastede jeg mig over en lidt større udfordring. Bakkeløbet er med dets 120 km rute en anelse længere end Forårsløbet, og nok så vigtigt faktisk endnu mere kuperet.
Der er ingen tvivl om, at Forårsløbet har en del højdemeter, men Bakkeløbet er som navnet antyder endnu bedre – eller værre alt efter øjnene der ser.

En lang cykelweekend forude

Logistisk var jeg dog lidt udfordret, da jeg dagen forinden havde lovet at deltage i en fødselsdag lidt nord for Horsens. Med løbsstart i Hørning omkring kl. 10 ville det blive svært at derhen, ville det blive svært først at nå hjem til Århus (lålålå) og så til Hørning igen. Dealen blev derfor, at jeg cyklede de 35 km lørdag, sov der, stod tidligt op og trillede de 25 km til Hørning og derefter deltog i løbets 120 km kuperet rute. Nå ja, og så cyklede de sidste knap 15 hjem igen.

Peace of cake, right?

Som sagt så gjort. Lørdag eftermiddag pakkede jeg Scott cykeltasken med skiftetøj til aftenens festligheder, ekstra slange, diverse gels, opladere og hvad jeg ellers kunne få plads til. Det er en ret lækker taske, der sidder super godt og ikke generer (så lidt som muligt hvert fald).

Det er dog lidt på bekostning af rummeligheden. Men man kan ikke få alting i den her verden.

Selve turen fra temmelig kedelige og udramatisk uden de store højdepunkter. Selv fokuserede jeg på et let tråd og at holde pulsen under 130. Det lykkedes rigtig fint og kun ved de værste bakker sneg den sig kortvarig over. En lille let side og medvind hjalp så afgjort og jeg kom de 33,95 km igennem med en snitfart på 27,7 km/t. Absolut godkendt. Det hjalp helt sikkert også, at jeg i ugens løb op til ikke havde en eneste tur i benene så var helt frisk.

Havde en dejlig lørdag aften, og besluttede ved 22 tiden, at det var sidste øl og drak cola resten af aftenen. Det blev alligevel temmelig sent, så søndag kl. 7:30 var ikke det der fristede mest. Men nu havde jeg jo meldt mig til!

Transport til Bakkeløbet fra Tvingstrup (Horsens N)

Atter engang iført tasken stod jeg klar lidt over 8 til at rulle af sted mod Hørning og årets første cykelløb. Benene var fortsat fine, og vinden ganske let. Besluttede igen at køre efter lav puls og endte de 25,8 km med puls 121 i snit og en snitfart på 24,5km/t.

Ankom i god tid men ikke som den første. Der var allerede en del ryttere, så besluttede mig at få udleveret startnummer og gøre mig klar, inden der for alvor potentielt ville blive trængsel.

Jeg har fået en Quadlock mount monteret som holder til telefonen på turen. Bruger den af og til. Nogle gange foretrækker jeg at have telefonen tæt på og håndterbar fra styret, mens det andre gange er ligeså fint at have den i lommen. Desuden havde jeg som man måske kan ane nyeste erhvervelse med på turen. GoPro Hero 6 som der naturligvis kommer en fyldig (og formentlig alt for lang) anmeldelse af senere. Det er også blevet til en lille video fra løbet. Den kommer længere nede i teksten…

Efter at have stået ganske kortvarig i kø var det tid til at fylde lommer og mave med frugtkiks, energidrik og lidt frugt til turen. Der var stillet et fornuftigt udvalg frem, der dog ikke var prangende. Det er set bedre til andre løb, men dog godkendt.

Årets første motionsløb – Bakkeløbet 2018 skydes i gang!

Endelig blev klokken 10 og vi kunne komme af sted. Til den lange 120 km ruten blev vi sendt af sted i tre grupper. Der var på forhånd lagt op til flere grupper efter hastighed, men virkede ikke til det helt endte sådan. Jeg stod i tredje gruppe og dermed sidste gruppe.

Selve løbsrapporten kan også opsummeres ud fra min lille video, jeg tog på turen. Giv den et skud!

Fuld fart frem og en gruppe splittet i atomer

Vi var dårligt kommet ud af Hørning by, før gruppen så småt var slået i stykker. Atter engang havde jeg placeret mig dårligt og for sent opdaget, at jeg lå i det bagerste af den sidste gruppe, og måtte slide for at køre mig op. Pulsen var høj og det var tydeligt, at det blot var et spørgsmål om tid, før gruppen ville knække midt over. Den korte stigning op mod Jeksen var ganske rigtigt nok. Feltet knækkede og jeg fik mig med nød og næppe hægtet mig på den forreste del efter at have banket pulsen i vejret henover bakken.

Fra Jeksen og mod Alken er der nogenlunde fladt, hvilket gav anledning til at køre stærkt. Det gik rigtig fint med at sidde på hjul og jeg fik langsomt pulsen under kontrol igen. Desværre lider jeg lidt under min manglende evne (og/eller mod) til at køre nedad. Jeg hader det, og specielt for bunden af Illerup var der mange, der kørte stærkere og drejede mere hidsigt end jeg kunne lide. Tabte derfor lidt op til gruppen, og måtte alene forsøge at slide mig tilbage igen. Det kostede mange kræfter, og Alken/Boes bakken var med sit korte, men stejle stykke nok til at jeg måtte give op og lå derfor alene. Fandens!

Ærgeligt kun ca. 20 km efter løbets begyndelse. Jeg må erkende, at jeg stadig har meget at lære i forhold til positionering, kørsel i grupper og ikke mindst min mentale evne til at presse mig selv. Det sagt er sæsonen stadig ung, så jeg er fortsat fortrøstningsfuld.

Overvejede kort mine muligheder. 100 km tilbage var godt nok mentalt længe, og som om det ikke var nok fik jeg crashet min Garmin cykelcomputer, der pludselig holdt op med at reagere på tryk. Forsøgte at resette den og langt om længe lykkedes det. Heldigvis havde den fortsat med at registere data. Det var blot skærmen, der syntes, den lige skulle tage en off-day. Imens havde jeg i moderat tempo fortsat igennem gl. Rye og var nu på vej syd mod Sønder Vissing. Specielt bakkerne var svære at psyke sig selv til at køre hårdt, og her tabte jeg for alvor tid. Sønder Vissing bakken er med sine 1,5 km og gennemsnitlige 5 % stigning en træls størrelse uden nogen andre at pace sig selv med og mod.

Lykken er synet af Deloitte…

Kort efter Sønder Vissing blev jeg da også overhalet af en større gruppe, der havde samlet sig. Formodede at det var de forreste folk fra gruppen, der knækkede og blev efterladt tilbage i Jeksen. En god del Deloitte folk, der tydeligvis kørte sammen og så en flok øvrige ryttere. Var lettet ved synet og gjorde alt, for at holde mig til dem.

Gruppen var tilpas stor uden det blev farligt for os dødelige motionister. Vi fortsatte videre igennem det kuperet terræn omkring Vestbirk. På snørklede, snorrede veje rundt inden vi endelig kom til Yding Skovhøj og depotet. Jeg kørte selv og hyggede mig, brugte tiden på let snak med et par stykker bagerst i gruppen, mens jeg fandt kræfterne og overskuddet tilbage igen. Tog et par enkelte, omend korte føringer for ikke at være gratist på hele turen. Men indrømmet det var yderst begrænset. Formen var simpelthen ikke til mere.

Efter ca. 50 km var begge mine vanddunke tomme, og jeg glædede mig til depotet på toppen af Yding Skovhøj. Håbede dog blot, at gruppen forblev samlet og ikke blev splittet op. Heldigvis var der konsensus om at stoppe. Ingen kørte direkte videre. Desværre sov et par stykker af os lidt i timen, og halvdelen af gruppen kørte efter et meget kort stop – mens resten af os blev lidt længere. I retrospekt gik det nok lidt for langsomt ved depotet, men tror det var godt givet ud – hvert fald for mig selv. Jeg trængte til en pause.

3-4 minutter senere klikkede jeg atter i pedalerne og rullede af sted igen, da Deloitte folket gjorde. Jeg genkendte hurtigt en anden ikke-Deloitte fyr, som også tidligere havde ligget i gruppen inden depotet. Vi faldt hurtigt i snak, og han havde ligesom jeg udset samme taktik. Vi småsnakkede lidt og holdt hinanden ved modet i bedste evne, efterhånden som benene blev mere og mere trætte. Højdemeterne gjorde efterhånden sit indtog, og jeg kunne godt mærke, det ville blive en kamp at holde trit mod enden af løbet.

Vi forstætte i samlet trup videre mod næste store udfordring. Lyngvej. En for mange ukendt stigning, men den er virkelig modbydelig. Alle led og måske brugte jeg for mange kræfter på at vise mig lidt frem og komme først over. Herfra gik det nemlig kun en vej. Jeg havde problemer med at sidde med efter de korte føringer. Pulsen ville ikke rigtig med ned igen, når jeg sad på hjul – ligesom de små huller undervejs efter sving, blev svære og svære at lukke. Turen nedenom Skanderborg Sø ved golfklubben blev en kamp om ære. Kæmpede med næb og klør for at hænge i. Jo flere kilometer jeg var med, jo færre alene solo hjem. Det var målsætningen. Hver en km talte.

På forunderligvis kom jeg med over Bjergvej fra bunden af Oddervej og hele vejen til Virring. Glæden var dog kort, for Pilbrodalens lille, men stejle stigning var nok. Lå bag en på vej ned af bakken inden stigningen, der desværre ikke kendte området og derfor fejlagtigt bremsede for meget inden stigningen kort efter. Måtte selv bremse ned med den konsekvens til følge, at bakken gik fra kort men strid, til strid og nærmest umulig med lidt over 100 km kuperet kørsel i benene. Fandens!

Erkend dit nederlag – og kom i mål

Jeg kæmpede, men kunne ikke følge med gruppen, der havde fået et hul. Ud af Vitved og på vej mod Solbjerg erkendte jeg nederlaget. Det ville være let at give den anden rytters nedbremsning skylden, og det er fristende. Men hvis sandheden skal frem led jeg, og havde gjort det længe. Det var kun et spørgsmål om tid, før det uundgåelige var sket. Var det ikke der, var det på vej op af bakken ved Solbjerg sø.

Ned af Fastrupvej ved Solbjerg stod mine forældre med lidt tiltrængt klapsalver. De kunne ikke vide, at jeg 2 kilometer forinden var blevet sat og dermed bandede lidt over mig selv indvendig. Nå pyt. Nu galt det op at holde dampen oppe de sidste 10-15 km. Det var præcis så hårdt, som jeg frygtede. Det mentale slag i at være alene, trætte ben og helt tom for energi er en farlig kombination. Følte jeg gik helt død og selv de mindste bakker var nærmest uoverkommelige. Ser man på højdeprofilen af ruten, er det klart starten og det sidste stykke der er mindst kuperet. Sådan føltes det midlertidig ikke. Langt fra. Jeg var slidt, træt og ville gerne have det til at slutte. Kom dog solo hjem med de sidste 10-15 km med ca. 28 km/t i snit. Ikke prangende, men faktisk bedre end det føltes, da jeg kørte derude.

Jeg kom dog langt om længe i mål.

Fandt ham, jeg havde kørt de sidste 50 km med efter Yding og vi snakkede lidt om hver vores oplevelser undervejs. En god afslutning lige at få sagt farvel og ordentlig tak for turen.

Nu har jeg brugt et par dage til at sunde mig og det var faktisk et rigtig flot løb. God rute. Hård, krævende men god. Små, stille veje uden megen trafik. Formidabel skiltning. Forplejningen kunne være mere spændende, ligesom priserne til den obligatoriske pølse og brød bagefter var lidt pebret. Det er dog småting – og jeg vil absolut anbefale alle med mod på en hård rute at deltage.

Resultatlisten siger jeg var oppe mod langt bedre ryttere end mig. Konkurrencen og niveauet var absolut et takt over hvad fx Forårsløbet ville have givet. Det gør faktisk ikke spor, men er kun lærerigt. Jeg kom igennem et af de mest kuperet ruter, jeg kan huske at have deltaget i. Med cykling både dagen før og på dagen inden løbet, så jeg er faktisk rigtig tilfreds.

Cykelturen hjem fra Hørning? Åh, den var til gengæld rigtig grum!