Løbsrapport fra Bakkeløbet 2019

Årets første landevejsløb blev kørt forrige søndag – og det er blevet tid til løbsrapport fra Bakkeløbet 2019. Ligesom sidste år er Bakkeløbet årets første for mit vedkommende, og dermed også første indikation af sæsonens form. Med lav vind, 15 grader og delvist solskin var opskriften på et perfekt løb til stede.

Igen i år var der tre forskellige ruter, hvoraf den længste 120 km med sine 1500 højdemeter er noget af et bæst. Faktisk er det fortsat et af de hårdeste løb, jeg har kørt. Det er tydeligt, at arrangørene har lagt sig i selen for at støvsuge hele midt- og østjylland for alle de bedste (eller værste) bakker.

På trods af en uges sygdom, har min træning de seneste 8 uger faktisk været ganske fornuftig. Bevares. Vægten er gået lidt i stå, og dermed ikke på ønsket niveau, men selve formen er ret god min historik in mente så tidligt på sæsonen. Jeg var derfor mere end almindelig spændt på at få testet af – målsætningen var klar.

Forbedring af sidste års tid. Og gerne med en betragtelig margin!

En opsang om sikkerhed inden starten gik

Ganske som normalt inden start, fik speakeren ordet og kom med lidt blandet information om ruten, arrangementet med videre. I år var det dog tydeligt, at der var gjort ekstra tanker om sikkerheden på ruten. Flere flagfolk på kritiske, farlige steder med blinde vinkler, trafikeret veje eller nedkørsler.

Alle tiders!

Vi cyklister fik dog også en opsang. De seneste år har motionscykelløbene desværre oplevet en del voldsomme uheld, ligesom mange er blevet diskvalificeret efterfølgende på grund af uhensigtsmæssig kørsel. Bakkeløbet havde derfor sammen med 15 andre motionscykelløb skrevet under på et statement.

  1. Overholde færdselsreglerne.
  2. Rette sig efter løbsarrangørernes anvisninger.
  3. Vise hensyn.
  4. Have respekt for andre.
  5. Kende egen begrænsning.

Statementet kan læses i sin helhed her.

Der blev lagt vægt på at følge færdselsreglerne, dvs. ikke noget med venstre om ved diverse opdelingerne osv. Meget fornuftigt og rigtig fint at få banket ind i hovederne. Der bliver kørt stærkt, men desværre også ofte taget chancer. Skal ikke kunne tale for alle gruppers vegne, men den jeg sad i hele første del af ruten, kørte overordentlig pænt!

Ventetiden før start føles altid uendelig lang…

Hæng på, for alt i verden, hæng på!

Efter de første to startgrupper med elite og semiproffer, stod jeg klar til start. Forreste del af en ca. 50-70 mand stor gruppe. Perfekt position. Noget der notorisk har drillet mig en del i tidligere løb. Denne gang var jeg opsat på ikke at dumme mig igen.

Jeg sad langt bedre og ud af Hørning var jeg helt med fremme forrest. Sidste år husker jeg, at min dårlige position og kamp med at komme frem i feltet gjorde, at jeg allerede var i det røde felt ved årets første bakke – den hårde, men korte Jeksen stigning. Det betød, at gruppen knækkede og jeg måtte slide enormt for at hænge på den forreste del. I år var det anerledes. Jeg lå i den ca. midt i gruppen ved foden af bakken, og gav den god gas uden dog at køre mig ud.

Ny PR på Jeksen 1:41. 357W i snit og 16 sekunder bedre end tidligere.

Henover toppen lå jeg derfor forsat ca. midt i, så alt gik som ønsket.

Første delmål dermed klaret. De næste 10 km fra Jeksen til Alken er flade, og det burde i mit hoved derfor været relativ uproblematisk at holde sig til. Eneste potentielle problem ville blive den snævre gennemkørsel i Illerup og nedkørslen efterfølgende. Her gjalt det om, at holde sig ekstra vågen – men jeg kom uproblematisk med. Er stadig ikke nogen stor fan af nedkørsler, men kan mærke mit tekniske niveau bliver bedre, og jeg er mere sikker på cyklen ved skarpe, hurtige sving.

Stykket mellem Alken og Gammel Rye er rimelig udramatisk og lige til. Alken/Boesbakken er med sin korte knap 400 meter 8 % stigning dog ikke til at spøge med. Man kan hurtigt tabe tid i et forkert gear. Holdt dampen oppe og bragede en ny PR igennem med lige over 400W i snit sammen med resten af gruppen.

Succes!

Sidste år var det netop på Alken/Boes bakken, jeg tabte forreste gruppe.

Flere bakker, flere rekorder og Yding Skovhøj i sigte

Herfra slog ruten sydpå mod Sønder Vissing og den lange, men dog rimelig jævne stigning. Videre over mod Smedebakken.

Atter to nye rekorder.

Men også en frontgruppe, der nu så småt havde fået en anelse elastik mellem forreste og bagerste del. Den bagerste hang på med nød og næppe, men efterhånden som bakkerne kom mere og mere hyppigt, blev det svære og svære at lukke hullet op og få samlet tropperne.

Højdeprofilen siger det hele. Op. Ned. Op. Ned…

Fra det mest sydlige punkt Lundum og nordpå tilbage mod Yding Skovhøj, stod det klart, at jeg ville få svært ved at hænge på. Fandt mig selv konsekvent bagerst i den sidste del af gruppen, og kæmpede med at holde pulsen nede og wattene på et niveau, jeg ville kunne holde. Belært af erfaring er der intet vundet ved at køre over evne lige inden en stigning.

Den forreste gruppe havde fået et hul, og det virkede umuligt at hente dem. Jeg koncentrerede mig om ikke at tabe den del af os, der fortsat var samlet. Det gik egentlig nogenlunde efter planen op ad Yding Skovhøj. Desværre valgte en stor del af baggruppen at stoppe ved depot på Yding Skovhøj. Det var ikke planen så jeg fortsatte – nu nærmest alene. Uden mulighed for at hente de forrige, og kun et par enkelte andre soloryttere bagved, der heller ikke ville stoppe.

Øv!

Solokørsel – hvor bliver I af?!

Nu alene lå jeg og overvejede strategien. De få soloryttere bagved havde klart bedre ben end jeg. De kom hurtigt op, og selvom jeg forsøgte at hægte mig på, kørte de for stærkt. Spejlede flere gange bagud, men så ikke rigtig nogen større gruppe bagved.

Sådan lå jeg alene de næste knap 10 kilometer. Var lettere irriteret. Havde jeg dog bare kunne hænge på i frontgruppen over Smedebakken og henover Yding Skovhøj. De havde ikke stoppet ved depotet. Her en uge efter og med pulsen nede igen, er det altid nemmere at undre sig over, hvorfor man ikke bare kneb balderne sammen og kørte bare lidt flere watt. Trådt bare lidt mere.

Men i momentet virkede det umuligt. Ser jeg tilbage på min pulsdata var jeg presset, men i retrospekt kunne jeg måske godt have klemt lidt mere ud af mig selv.

Endeligt dukkede en gruppe op bagved. Jeg satte farten en smule ned, uden dog at føle jeg gik i stå. De skulle indhente mig, men ikke flyve forbi. Sådan lå jeg en kilometers penge. Så en til. Intet skete der.

Kiggede tilbage, men gruppen var stadig bare bagved. Cirka samme afstand. Måske lidt tættere på, men ikke rigtig tæt på. Hvad fanden?

Konsulterede Garminen – farten var ok, men ikke prangende. Blev lidt bekymret. Kunne selvfølgelig godt lade mig hente, men hvis de alligevel ikke kørte stærkere? Måske det også generede dem, for jeg nåede ikke at ligge sådan meget længere, inden de fik fat.

PERFEKT!

Kortvarig lykke – men heldigvis ingen alvorlige skrammer

Glæden blev dog kort. Jeg nåede dårligt at finde mig til rette i den ca. 10 mands store gruppe, der var kommet op, før uheldet skete. Rytteren lige foran mig, var en tur i rabatten og væltede lige foran mig. Fik bremset hårdt men sikkert ned, uden at køre ham over. Sammen med to andre holdt vi ind og fik ham tilset. Det var heldigvis ikke alvorligt, så fortsætte kort tid efter igen. Men gruppen var tabt og jeg var atter solo.

Vi drejede nu øst på – ind syd for Skanderborg Syd via Tåning. 85 km ruten kom ind via en sidevej, så der var heldigvis lidt flere ryttere i horisonten end de forrige kilometre. Det hjalp lidt på motivationen, at der var nogle at køre efter. Pacede mig selv med at hente en rytter foran. Kører op til vedkommende. Få luft og hente den næste.

Pusten går lidt af ballonen

De efterhånden mange kilometer alene og højdemeter i benene begyndte så småt at sætte sine spor. Både mentalt og fysisk.

Lyngvej stigningen ventede forude, og jeg manglede i høj grad en gruppe at hænge på i forhold til at presse mig selv. Lå alene og hentede langsommere ryttere på 85 km ruten. Det føltes derfor som om, det gik rigtig godt – men reelt var jeg langt fra nogen rekorder.

Lyngvej bakken er derfor fortsat en af de få, hvor min rekord er tilbage fra 2016 sæsonen. Det må jeg altså snart få gjort noget ved – Danmarks Højeste Cykelløb d. 30 maj er tanken… 😉

Lidt efter Hylke indhentede jeg atter en gruppe. Denne gang en jeg kunne føltes lidt med. De havde fin tempo på, så længe det gik nogenlunde fladt. Men ved Bjergvej og næste modbydelige bakke var jeg atter alene. Selvom jeg ikke var i nærheden af nogen rekord her heller, fik jeg nemt et hul ned, som jeg vurderede de ikke ville hente. Kørte derfor solo atter en gang.

Solo hjem – hvorfor ikke fortsætte traditionen fra sidste år?

De sidste 15-20 km hjem fra Vitved, derfra over Solbjerg, og langs søvejen til Hørning var temmelig udramatiske. Igen stod forældrene med lidt tiltrængt opmuntring ved Solbjerg. Desværre fik de mig atter at se solo uden en stor gruppe med et smil på læben.

Der slides op mod Solbjerg og de sidste 20km af ruten.

Jeg indså, at jeg nok ville komme til at køre det sidste stykke solo. Ligesom at det eneste selskab, jeg ville få nok var de ryttere jeg selv måtte hente. Mine dunke var tomme, og jeg var træt. Vinden var taget en smule til og kom fra nord. Med andre ord mentalt svær afslutning hjem. Omvendt tænkte jeg, at sådan var det også sidste år – så kan jeg vel også køre solo hjem igen?

Som sagt så gjort.

Kørte temmelig begivenhedsfrit hjem i et stabilt tempo omkring z2-z3.

Let’s get the facts straight

Det kan måske lyde som om løbet ikke er gået super godt. Det vil være forkert. Det er faktisk gået rigtig godt, men mere vil have mere, og med nogle små ting anerledes kunne det være gået fantastisk.

26 nye PRs de første 60 km ud af 28 mulige. Hele 20 minutter bedre sluttid end sidste års resultat.

Jeg ærger mig naturligvis over, jeg ikke kunne sidde med fra bunden og over Yding Skovhøj og dermed tabte en rigtig god gruppe. Det kostede afgjort både motivation og nogle minutter på den samlet tid. Når jeg ser min træningsdata igennem, kan jeg dog se, at mit gennemsnitlige watt tal for hele ruten ligger fornuftigt, men at det er min evne til de korte 30 sekunders-5 minutters VO2 max, der skal styrkes.

Jeg har simpelthen en for lille base at gøre godt med, så når de første 10-12 bakker er overstået, er tanken tom og jeg må sætte farten ned, når belastningen går op. Og så ryger jeg af gruppen. Næste år vender jeg stærkt tilbage til Bakkeløbet – og denne gang nægter jeg at blive sat!

Med den læring er det tid til at restituere og spinne benene en smule frem mod Grejsdalsløbet d. 12!

Ride on!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.