Løbsrapport fra Coast2Coast Jylland 2017

Årets cykelmæssige højdepunkt er ovre og det kræver selvfølgelig en løbsrapport fra Coast2Coast Jylland. Jeg har et par gange i løbet af sommeren omtalt løbet, så lad mig starte med kort at opsummere: Det var en fucking fantastisk oplevelse!

Som navnet antyder køres tværs over landet i Coast2Coast Jylland. Med en start kl. 9.40 og fælles bustransport til Søndervig samt 196 km i sadlen ville det blive en lang dag. Så lad os starte fra starten. Bryg en kop kaffe og læs med – måske du selv får lyst til at deltage næste år? Jeg ved, jeg gør!

The early bird catches the worm

Fredag aften var jeg tidligt i seng. Rigtig tidligt. Busselskabet havde ønsket afgang fra Århus cykelbane allerede kl. 5.30. Inden da skulle jeg selvfølgelig selv lige op, pakke det sidste og cykle de få kilometer derhen.

Det havde regnet natten til lørdag, så vejene var godt våde og der var allerede nu god mulighed for at lave et flot spray af vand op på tøjet. Det skulle dog vise sig at blive værre. Meget værre.
Men så langt tænkte jeg ikke. Jeg kørte usædvanlig forsigtigt og langsomt for at undgå at blive våd.

Tyve minutter før afgang holdt jeg således klar foran de to busser, der skulle transporter en lille flok af morgenfriske motionister så langt mod vest som muligt indenfor landets grænser.

Med cyklerne læsset på cykelanhængeren var vi klar. Der var en sjov stemning i bussen på turen. En del småsnakkede om ruten, egne evner, forventningerne til løbet eller bare røverhistorier – ganske som det sig hør og bør. En del af os andre forsøgte bare ikke at falde helt i søvn turen vestover.

Ca. 7.30 ankom vi til Søndervig. Der var allerede en del mennesker ved parkeringspladsen omkring Beach Bowl, hvor arrangementet havde base.

Cyklerne blev atter genforenet med deres respektive ejermænd – og kvinder.

Rundstykker, en taske fuld af goodies og en lille observation

Herefter var det blot at fordrive tiden indtil løbsstart. For mit vedkommende med startgruppe 28km/t var det 9.40. Ventetiden fordrev jeg først og fremmest med morgenmad. Et hav af rundstykker og kaffe var linet op lige indenfor hallen. Perfekt.

Vejret var heldigvis i sit fine hjørne og solen skinnede, så benyttede lejligheden til at gå rundt og kigge på de mange flotte cykler. Det er aldrig kedeligt. Cykling er en udstyrtssport og den gamle kliche om ikke at gå ned på udstyr er virkelig stadig gældende. Den ene mere hidsige carbonracer efter den anden stod linet op; skinnende, poleret og med ekstra udstyr i 10.000 kroners klassen. Imponerende syn.

Efter den første rekognoscering var det på tide at få udleveret startnummer og pakke med gels og øvrige produkter. Et par gode store lommefulde af diverse gels, energibarer og proteinbarer. Bestemt ikke dumt.

Der var såmen også blevet plads i posten til et godt gammeldags rutekort med forventet ankomsttider alt efter gennemsnitsfart. En sjov lille gimmick der dog havde begrænset værdi på dagen.

Er jo lidt en teknik og gadgetfreak, så benyttede muligheden for at lave en lille uvidenskabelig dataindsamling. Garmin har alle dage domineret som det foretrukne valg af cykelcomputer.

Coast2Coast Jylland var ingen undtagelse.

Almindeligvis kører langt de fleste med enten Garmins 500 eller 800-serie. Der er virkelig mange 510/810, men efterhånden er den nyere 520 ved at vinde indpas.

Det er også ganske nemt at forstå. Den er temmelig kompakt og kan det meste.

Det sagt er der faktisk begyndt at dukke et par af de nye Elemnt og Elemnt Bolt fra Wahoo op. Specifikationsmæssigt er de ens, mens den fysiske størrelse er noget mindre og personligt mere appellerende i Bolt serien.

Det er interessant af flere grunde. Dels er øget konkurrence altid velkomment. Garmin har siddet på troen længe, men er langt fra perfekt. For mange børnesygdomme i softwaren, manglende innovation og delvist kunstigt høje priser er blot nogle af de uhensigtsmæssigheder vi har set de sidste par år.

Wahoo Elemnt Bolt er ganske enkelt fremragende. Sprød software, virkelig konkurrencedygtig pris og et udviklerhold bag, der løbende tilføjer flere og flere funktioner. Senest er tilføjet forbedret livetracking, strukturerede intervaller og ANT+ FE kontrol. Tilføjer man smartere og bedre integration af Strava segmenter og i særklasse bedre navigation end Edge 520 bør Garmin være lidt bekymret.

Wahoo Elemnt Bolt er min anbefaling i dag til folk, der står og mangler en cykelcomputer i den populære 1500-2500 kroners prisklasse. Så bestemt fedt at se den begynder at dukke op blandt motionister. Det skaber opmærksomhed og interesse. En potentiel positiv cyklus.

De tusind rytteres løb

Coast2Coast er et stort løb. Det stod efterhånden mere og mere klart i min forståelse, som morgenen skred frem og løbet nærmede sig. Fra klokken 8 var hallen og parkeringsområdet efterhånden tætpakket af mennesker.

Den relativt lange ventetid havde efterhånden gjort mig temmelig utålmodig. Havde undersøgt alt, der var at undersøge.

Havde skiftet til racegear og gjort mig klart. Forberedt alt jeg på forhånd kunne. Nu ville jeg egentlig bare gerne af sted.

Jeg havde god tid og for ikke at gå rundt og trippe for meget, besluttede jeg mig for at se de første startgruppe blive sendt af sted.

Langt om længe blev det min tur. 28 km/t gruppen var klart den mest populære, og feltet blev opdelt i tre grupper á ca. 150 ryttere i hver. Havde valgt en placering cirka midt i feltet, der dog lige passede med, at gruppen blev delt midt over lige før mig.

Det betød også, at jeg ville blive blandt de forreste i den nye startgruppe. Det var egentlig ikke meningen, men det slog mig hurtigt som en fordel. 100 kilometer masterstart med potentiel elastikkørsel og uro i feltet er godt nok længe. Hellere ligge længere fremme. Alt andet lige mere sikkert og nemmere at køre der.

100 km masterstart, hyggesnak og skiftende vejrtyper

Endelig kom vi af sted. Vinden var desværre ikke helt perfekt med en jævn vestenvind. I stedet kom den mere fra syd og sydvest. Ikke dårligt men kunne have været mere ideelt. Det betød også, at der i løbet af dagen var lidt mere positionskamp end der nok ellers havde været med en ren medvind.

Kilometrene forløb dog ganske udramatisk. Der var en anelse klumpkørsel samt trafik indtil og igennem Ringkøbing by. Herefter kom vi dog hurtigt ud på de mange små og utrafikeret veje. Folk snakkede og hyggede sig i det rolige tempo, og alt var egentlig fryd og gammen.

Selv faldt jeg i snak med flere undervejs de godt 3½ time det tog, at tilbagelægge 100 kilometer med masterstart. Helt så langt kom vi dog ikke i ren idyl, inden den første heftige regnskylle stod ned. Et par kilometer før det første depot ved Kibæk og 55 km mærket ramte uvejret os.

Med sydvesten vind kørte vi os kort ud af regnen for blot at få den tilbage igen, da vi holdt det obligatoriske stop i depotet. Alle søgte læ blandt træer og bygninger, mens det pissede ned. En anelse synd for arrangørene og de frivillige i depotet, der formentlig havde glædet sig til at byde velkommen og dele proviant ud.

Der var dog alligevel nogen, der ikke kunne holde sig væk. Men hvem siger også nej til rouladen? 😉

De fleste – inkl. mig selv – ville dog bare gerne af sted igen og overhale regnvejret på ny. Jeg kæmpede personligt med duggede briller og var en smule uopmærksom. En anelse for sent opdagede jeg, at ruten ikke fortsatte samme sted som vi kørte ind til depotet. I stedet skulle man gennem en lille plads og ud via en bagvej.

De annoncerede ti minutters pause var gået, men væk var de folk der havde kørt omkring og foran mig. Det var først, da den næste gruppe af ryttere kom ind, det slog mig, at min gruppe måtte være kørt ud en anden vej. Nået akkurat at fange synet af den bagerste motorcykel, der atter var på vej ud på ruten. Satte tempo på og fik kørt mig op til feltet igen.

Heldigvis var gruppen stor og det var nemt at indhente under masterkørsel. Allerede kort udenfor byen var jeg atter tilbage og kørte mig op foran igen. Her fandt jeg et par af de samme folk, som jeg havde kørt med hidtil og alt var atter tilbage i ro og orden.

Mens jeg havde kørt mig tilbage var regnen også holdt op igen – så vi var begyndt at tørre igen. Det gav et ekstra motivations- og stemningsboost i feltet. Herligt!

Det måtte gerne være sidste byge, tænkte jeg. I retrospekt lettere naivt.

Hvor fanden er Herning… og bakkerne?

Ruten fortsatte fra Kibæk, der ligger syd for Herning, videre nordøst mod Ikast. Igennem Isenvad og herfra tilbage i en sydøstlig retning. Tillad mig at være ærlig.

Et skidekedelig cykelmæssigt område.

Dræbende fladt og monotomt. Ikke så meget som et lille bump på vejen, der kunne sætte pulsen bare et par slag op – eller skabe lidt variation. Heldigvis gik snakken lystigt, og der var god stemning i gruppen. De fleste havde fundet deres pladser i gruppen, og lært både cyklisten foran og bagveds kørestil. Det gav en anelse mere ro i gruppen.

Det var tiltrængt, for cykelmæssig var der en anelse monotoni at spore og mange kørte lidt på autopilot. Tror de fleste glædede sig til at få overstået de sidste transportkilometer indtil 100 km depotet ved Hjøllund.

I virkeligheden er jeg ikke helt fair i min kedsomhedsanekdote over de manglende bakker. For sandheden er – kan jeg se på ruteprofilen – at det faktisk har været stødt stigende fra 65 km mærket og helt til 100 km depotet. 50 højdemeter steg vi!

Det er bare sket over 35 km – så en gennemsnitlig stignings-procent på 0,0014 %.

Så skulle den præcisering vist være på plads.

På cyklen nærmede vi os depotet. Fra Isenvad og de sidste 10-15 kilometer fangede vi den foranliggende 150 rytters store startgruppe. Tænker ikke det helt var meningen fra arrangørenes side. Det medførte hvert fald mere trængsel på den i forvejen ganske lille vej.

En anelse elastikkørsel blev det også til, da fronten i vores gruppe af en eller anden mærkelig grund insisterede på, at køre de andre op. Med så relativt kort igen kunne vi i min optik ligeså godt have sat tempoet lidt ned og fået en mere smooth kørsel.

Det er dog bagateller for jeg var glad for at nå frem. Også selvom at vi fik atter en skylle regn 5 km før depotet. Regnvejret forsvandt ligeså hurtigt, som det kom. Men var kraftigt nok til man atter var våd.

Udsigten til at få fyldt energitanken op med sandwich og kage var tiltrængt. Ikke fordi de første 100 kilometer havde krævet det store energi. Tværtimod. Det var foregået med en rolig, kontrolleret puls og med let tråd.

Det skulle tidsnok blive hårdt. Foran var 95 km egentlig cykelløb med bakker. Masser af bakker.

Coast2Coast bider fra sig – jagten på en god gruppe

I Hjøllund depot stod mine forældre med lidt moralsk opbakning. Samt et par pudseklude til brillerne. Helt perfekt!

Jeg spiste, hvad jeg følte jeg havde brug for, takkede for støtten og trillede langsomt ud af depotet igen. Ruten ville senere tage os forbi Solbjerg, hvor jeg er vokset op og mine forældre fortsat bor – så det var på gensyn indtil da.

Den officielle løbstid ville først blive startet, når man kørte ud af depotet. Trillede derfor hen og holdt foran startstregen. Uden nogen aftaler om at køre med andre, ville jeg forsøge at vente til en gruppe dukkede op. Der holdt allerede et par stykker ved startstrengen. De var dog alle i ens teamtrøjer, så besluttede ikke at køre ud med dem. I stedet kom der hurtigt flere som jeg til. Uden synlig tilhørsforhold dannede vi en gruppe på 5-10 og satte af sted.

Det er altid lidt lotteri, om man rammer en god gruppe hvor dynamikken fungerer. Ikke alle behøver være lige stærke, så længe samarbejdet fungerer. Det blev dog hurtigt klart, at de enten ikke ville køre ræs eller jeg bare selv var stærkere.

Allerede ved den første bakke fra Vrads og op mod Skærbæk plantage, fik jeg ubevidst luft til dem.

Satans!

Følte mine ben var gode, og besluttede at køre op til en gruppe lidt længere fremme. Sådan kørte jeg lidt on-off 10-15 kilometer, mens jeg skiftevis fandt en gruppe og kørte fra dem igen.

Begyndte så småt at miste modet, indtil jeg nærmede mig to andre soloryttere. Lignede de enten selv var kørt fra grupper – eller sat af en anden tidligere. I hvert fald passede tempoet meget bedre. De kom tættere på i horisonten, men ikke uden jeg selv skulle presse på. Kørte mig op og vi faldt ind i skiftende føringer. Herefter hentede vi et par stykker over de næste kilometer, der tilsvarende satte sig på hjul af os.

Efter 30 kilometer var vi således efterhånden en solid 10-12 mands gruppe. Det virkede ganske lovende. Der var en god stemning og de fleste hjalp med føringer. Jeg selv følte et fint overskud og tog en række føringer – primært på de flade stræk, hvor jeg følte mig mest velkørende.

Yding Skovhøj og et unødvendigt depot

Foran os lå nu dagens hårdeste stigning. Yding Skovhøj og 1.200 meter med gennemsnitlig 7 % der efter danske forhold er noget særligt. Det mest stejle stykke er over 10 % – bestemt nok til at trække tænder ud på de fleste hobbymotionister.

Jeg selv kom nogenlunde udramatisk over. Et par stykker fra gruppen faldt fra og kom ikke tilbage igen. Vi var dog fortsat en 6-7 stykker med over. Kort efter Yding Skovhøj kom Ejer Baunehøj depotet. Ruten drejede op til selve udsigtspunktet hvor depotet var. Jeg havde rigeligt i drikkedunkene, og kunne egentlig sagtens have undværet og bare fortsat ligeud uden den lille omvej.

Men pyt. Gjorde et lille hold, tog en gel og kørte videre. Gruppen var nu formindsket til fem.

Næsten hjemme – med 50 km igen

Ruten tog os syd om Skanderborg Sø via Hylke, bjergvejen til Virring, over Solbjerg og mod Mårslet.
Det er et stykke, jeg har kørt til ukendelighed netop på grund af de gode opgivelser og kuperet terræn. Perfekt træningsområde.

Benene var naturligt efterhånden lettere møre efter mange timer i sadlen. Men følte stadig at jeg havde et vist overskud. Lidt før bjergvej og rutens næstsidste stride stigning, satte jeg mig forrest og tog en føring. Et par stykker måtte slippe og kunne ikke følge med. De sidste røg op af bjergvej. Nu sad jeg alene.

Normalt ville jeg være træt af den udvikling, men denne gang var det anerledes. Jeg var alene, fordi jeg havde sat andre – ikke fordi jeg var blevet kørt bagud. Der var overskud.

25 kilometer hjem. Fortsatte i et semihårdt, men kontrolleret tempo. Det gav absolut en mental ro at vide, hvor de potentielt farlige områder med glatte veje var. Men også viden om, hvor man kunne åbne sluserne op og suse uden bekymringer.

Regnen begyndte igen kort efter Mårslet, men det var nu lige meget.

Fra Mårslet og over Fulden mod Marselis skov var vinden tæt på ideel. Kørte stærkt og sørgede for at holde benene varme, inden de sidste strabadser igennem skoven. Kom relativt ubesværet over sidste bakke ved Moesgaard, men kunne godt mærke der efterhånden var udsolgt.

De sidste kilometer gennem skoven kørte jeg forsigtigt og tog den med ro. Ville ikke risikere at lave en dum fejl og få ødelagt en lang og skøn dag med et sent ukoncentreret styrt eller tilsvarende.

Tabte lidt tid her, men var ligeglad. Det sidste stykke igennem Aarhus var der en del tilskuer og gående, der kom med tilråb. Dejligt med opbakning og en sydende tilfredshed igennem kroppen.

Da jeg drejede væk fra asfalten og ind på cykelbanen var det med klapsavler og kommentator.

En fantastisk følelse.

Hentede en enkelt de sidste 200 meter rundt på cykelbanen. Egentlig totalt ligegyldigt men det gav et sidste egoboost til, hvad der i forvejen på alle måder havde været en fantastisk dag og oplevelse.

Målsætningen var at gennemføre – i god stil og med overskud. Det lykkedes til fulde, og selvom jeg var træt, havde jeg på intet tidspunkt kørt over evne eller dummet mig. Der kunne være kørt hårdere. Absolut. Men det var ikke målsætningen. Alligevel kom jeg dog i mål som 75 bedste ud af 777.

Samlet evaluering af Coast2Coast Jylland 2017

Det er nu efterhånden en god del dage siden, jeg deltog i Coast2Coast Jylland 2017 og jeg har fået samlet tankerne. Rigtig meget var virkelig positivt ved løbet. Depoterne var generelt af høj standard og velafviklet. Specielt det store i Hjøllund var virkelig varieret og godt.

Marshalls var gode og fik os både positivt og sikkert igennem landskabet. Skiltningen var generelt af høj standard, selvom den virkede lidt mere varierende mod slutningen af ruten. Flere har kommenteret at specielt lige før og i Århus var den mangelfuld.  Bemærkede det ikke så meget, men kørte også efter indlagt rute på cykelcomputeren og kender området til hudløshed. Bustransporten foregik fornemt og uden bemærkninger.

Alt i alt super velorganiseret og arrangeret. Prisen er i den høje ende, men det er et stort løb og en oplevelse.

100 km masterstart er ganske langt, og måske for langt. Desuden gav de store grupper á 150 ryttere en vis nervøsitet og uro, specielt i begyndelsen. Man kunne måske overveje lidt mindre grupper og/eller kortere masterstart næste år.

Det er dog alt sammen småting og jeg giver gerne en anbefaling med på vejen. Hvem ved, måske jeg deltager igen næste år hvis alt går vel?