Løbsrapport fra Danmarks Højeste 2018 – 100 km forårsfornemmelser

Kristi himmelfartsdag er lig med cykelløb. Sådan har det været længe og i år var ingen undtagelse. Det er blevet tid til endnu en løbsrapport denne gang fra Danmarks Højeste nær Skanderborg, hvor jeg ligesom sidste år deltog i løbets 100 km rute.

På mange måder kan man faktisk bare læse min løbsrapport fra sidste år. For lad det være sagt med det samme. Ruten var ens, min transport til løbet den samme, vejret ligeså strålende godt og løbet i det hele taget ligeså skønt som sidste år.

Meget ved det samme ved starten af Danmarks Højeste

I år valgte jeg dog at tage en anelse senere af sted, ligesom min startgruppe også var marginalt tidligere end sidste år. Vi blev dog fortsat sendt af sted i mindre grupper af cirka 50 ryttere. Et fornuftigt valg for ikke at klodse alle veje helt til. Igen i år var det dog tydeligt, at niveauforskellene internt i grupperne var ganske store. Jeg havde fået placeret mig cirka midt i startgruppen, og er notorisk kendt for at være en dårlig starter. Denne gang var der dog ingen problemer med at følge med fronten og ganske kort efter lå jeg forrest sammen med tre andre, og havde fået et hul.

Nå pyt. Erfaringen fra sidste år var nogenlunde tilsvarende. Jeg vidste derfor, at hele løbet formentlig ville være kendetegnet ved at man kontinuerligt hentede (og blev hentet af) andre grupper. Derfor tog jeg det noget mere stilfærdigt end sidste år. Absolut en frustration mindre.

Jeg fandt ind i et fint samarbejde med to andre ryttere, og vi satte jagten ind. Jagten på at indhente så mange andre som muligt – for egoet skyld, naturligvis – samt ideelt set at finde en lidt større gruppe at slå os ned med.

Vi var dårligt kørt den lille nedkørsel og kommet ud på Oddervej før første større gruppe var i horisonten. Tydeligt visuelt fra samme team iført ensartet tøj lyste de op helt i grønt. Vi kom alt for hurtigt op til dem. De var med andre ord ikke hurtige nok til at bidrage med noget fornuftigt, og jeg vurderede som fører i vores lille tremands-gruppe, at vi bare skulle forbi dem hurtigst muligt og videre ud over stepperne. Indikerede at vi kørte udenom, og konstaterede hurtigt at de to andre var enige og fulgte med mig op foran. Super.

Første bevis på, vi havde nogenlunde samme ambition!

Syd om Skanderborg Sø og på vej mod golfklubben fortsatte jeg min føring. Vinden var fra øst, og det var relativ gratis at holde farten høj. Kørte os frem de næste kilometer med cirka 35-37km/t. Vi hentede et par øvrige ensomme ryttere, der valgte at følge os. Perfekt. Vi var nu fem mand, der virkede ivrige for at holde trådet højt og farten (efter formen) høj. Vi var hurtigt ovre de næste kilometer med speedometeren mellem 40-50km/t på de lige stræk. Løbets første rigtige stigning, Lyngbyvej lurede forude, og dermed også første indikation på, om vi alle var i samme kondition eller vi nu ville klække over.

Bakker er altid problemet i grupperne

Sidstnævnte blev tilfældet. Dem vi havde hentet, var for hurtige over stigningen. Jeg kørte selv stigningen med gennemsnitlig 175 slag i minuttet, og dermed ikke helt i maks. Måske jeg kunne have holdt mig tættere på, hvis jeg havde gået all-in, men vurderede det var for tidligt på løbet. Vi blev derfor sat op over og fandt tilbage i den gruppe af tre, vi havde startet.

Ikke den store katastrofe, men selvfølgelig ærgeligt ikke desto mindre. Foran lå et relativt fladt stykke indtil opkørslen fra øst til Yding Skovhøj og turens højeste punkt. Som også nævnt tidligere er stigningen fra øst langt fra ligeså slem som fra vestsiden. Den er lang og stiger monotomt, men sjældent mere end 4-5 %. Med en jævn vind i ryggen føltes det derfor ikke som en udfordring at komme over – men kun et spørgsmål om hvor hurtigt.

Fandt ind i et godt samarbejde med en anden af de to, og vi skiftes til at tage føringer henover stykket mod toppen. Afbrudt af og til af mere jævne passager, hvor man kunne give gas og hjælpe hinanden. Resultatet kom promte og vi indhentede flere soloryttere samt grupper af folk på vejen op af Ejer Bjerge. Ingen tid at spilde på toppen og depotet. Mens mange valgte en kort pause at sunde sig på fortsatte vi ufortrødent videre. Jeg forsøger at undgå depotstop på ruter under 100 km, mens løb over som regel kræver mindst et stop, da jeg ellers løber tør for væske. Varmen ændre lidt på grundreglen, men som udgangspunkt er det min rettesnor. Med lidt under 100 i dag var det derfor bare at flyve forbi.

Den stejle nedkørsel ventede. Heldigvis er udsynet godt og vejen rimelig ligeud. Man kan derfor kører stærkt uden at risikere liv og lemmer!

Den tredje fra gruppen havde forladt os uden jeg bemærkede hvor, så vores trio var blevet til to. Uanfægtet fortsatte vi dog videre vest på over Voerladeggard og det flotte stykke igennem skoven og videre til Salten Sø. Mange blev indhentet undervejs – ligesom vi også selv blev overhalet et par gange. Vi fandt dog aldrig rigtig lige dem, der passede vores tempo. Enten var de for langsomme, eller også for hurtige.

Et par små grupper samler sig mod mål

Det ændrede sig dog, at vi kom til Ry, hvor der var en del større grupper samlet. Igen kørte nogle stærkere end os, og nogle langsommere – men der var også en delmængde, der virkede til at have samme “lidt over 30km/t som ambition” for dagen.

Koblede mig på en gruppe af dem og fulgtes stort set relativ ubegivenhedsrigt hele vejen hjem. Den fulde sandhed er, at det ikke helt passer. Faktisk kørte et par i den nye gruppe udbrud fra Javngyde. Dertil blev jeg sat af det sidste af gruppen ligesom vi drejede rigtigt ind i modvinden et stykke efter Nørre Vissing. Her måtte jeg kæmpe 3 kilometer solo med 20 km/t lidende, inden jeg blev hentet igen og kunne humpe hjem.

Den korte historie er dog, at det gik fornuftigt og jeg hele tiden var relativt tæt på en gruppe at køre hjem med. Jeg fik samlet krafter igen efter min korte soloudflugt alene i modvinden, og havde lidt overskud til at køre en lille spurgt ind, da vi atter ankom til Skanderborg og opløbet. Et par stykker blev sat og med et smil på læben rullede jeg i mål. Sluttiden sagde 3:09:08 og en snitfart på 31,0 km/t. En kuperet rute med mere vind end forventet in mente er det faktisk helt ok.

Det virkede til, at arrangegørene havde taget kritikken fra tidligere år til sig. Mange – inkl. mig selv – kommenterede sidste år en mangelfuld eller direkte dårlig skiltning undervejs. Det var der efter min optik rettet op på. Følte aldrig jeg var usikker på ruten undervejs – også hvis jeg ikke havde haft GPS med. Hvis løbet kan blive ved at tiltrække så godt vejr – og Rolf Sørensen som gimmick, ja, så deltager jeg jo nok igen næste år 😉

Biksemad og fadøl i solen efter et par gode timer på cyklen fejler hvert fald intet!

Få dage efter stod den på Grejsdalsløbet – hvordan det gik? Ja, der må jeg lige puste lidt mere ud, inden der er en ny løbsrapport klar 😉