Løbsrapport fra Det Østjyske Bakkeløb 2019

Sommerferien er slut og med det, er det blevet tid til en løbsrapport fra Det Østjyske Bakkeløb 2019. Det Østjyske Bakkeløb – også kaldet DØB – tiltrækker hver år en imponerende mængder cyklister. Imponerende fordi det altid afholdes en almindelig hverdag – og imponerende fordi kvaliteten af rytterne er utrolig højt. Hvert år kører en række semiproffer og elitefolk med, ligesom også den øvre klasse af motionister tiltrækkes.

Det betyder også, at har sæsonen ikke været 100 % optimal, bliver du kørt helt agterud inden du når at blinke.

Jeg deltog for første gang i 2017, og igen sidste år i 2018. 2017 med bedste resultat. Ruten var lidt mildere dengang med færre højdemeter, og med nemmere mulighed for at sidde med en stor gruppe på hjul først på ruten.

2018 var jeg noget tungere, og fik derfor en lidt langsommere tid.

I år er kampvægten atter fem kilo højere, og faktisk alt alt alt for høj. Det skal der seriøst gøres noget ved snart. Nå, det var et sidespor.

Til gengæld er wattene fornuftige. Ruten er med sin snævre udformning og mange højdemeter en rigtig satan og langt fra optimal for en type som mig, der særligt med lidt for mange kilo er bedre på de lange lige stræk.

Kraftaccellerationer efter 90 graders sving og stigninger, kniber det gevaldigt med. Ambitionen var derfor at køre under de 2 timer på de 63 km. Kunne jeg samtidig slå sidste års tid på trods af de flere kg, ville det være mere end godkendt. Det ville kræve omkring 32 i snit.

Det evige dilemma mellem at vælge en konservativ langsom eller en umulig hurtig startgruppe

Starten gik kl. 18 så selvom jeg kom lidt sent fra arbejde, ankom jeg i god tid til at gå lidt rundt og studere de mange deltagere. Selvom jeg efterhånden har været med til et par løb, er det stadig en fornøjelse. Der er så mange fede racere!

Jeg fandt også et par stykker, jeg har cyklet med til andre løb. Sjovt at udveksle erfaringer og forventningerne. I disse tider hvor man kan følge hinandens optakt til løb via Strava, er der mindre gætværk og mere begrundet forventninger. Det er ret cool. Man har samtidig også en god mulighed for at calle bullshit, hvis nogle forsøger at fedtspille.

Som sædvanlig skal man være vaks i startbåsene, for at sikre sig en fornuftig placering i grupperne. Jeg kæmpede lidt mellem at vælge den lidt for hurtige 32-36 km/t og den måske lidt konservative 28-32 km/t. Fordelen ved førstnævnte ville klart være, at gruppens tempo ville pushe mig selv mere og give en fordel tidligt i løbet. Særligt startens første 5-10 km var relativ flade, med kun en mellem hård bakke. Det burde med friske ben være muligt at hænge på her – og med høj fart.

Omvendt ville det hurtigt blive en kamp at hænge på over de mange korte, men typisk stejle bakker i det østjyske terræn.

Jeg valgte dog den hurtige gruppe, og besluttede mig for at hver meter jeg kunne hænge på, ville give mig lidt tid potentielt at miste, når jeg tabte gruppen.

For alt i verden, hæng på knægt!

Som sagt så gjort.

En håndfuld minutter over 18 trillede vi frem til startstregen og blev skudt af sted. Vinden var fra vest (surprise!), hvilket gjorde det ekstra vigtigt at sidde med i gruppen fra starten ud af Harlev, til Stjær og vest på. Ganske som forventet var farten højere end evnerne, men jeg fandt et fornuftigt sted at sidde og kæmpede mig med over første bakke i fin form.

Vest på ud af Stjær var nemt at sidde på hjul pga. modvinden. De forresten har trådt hårdt, for vi fløj igennem alligevel med høj fart. Jeg sad og puttede mig og forsøgte at få luft efter første bakke. Det ville blive en hård kamp, så snart bakkerne for alvor kom.

På vej ind mod Søballe drejede svinget skarpt og vi skulle op ad dagens anden stigning. Desværre kom jeg til at sidde forkert direkte i sidevind, og måtte slide rigtig meget for at hænge på. De forreste var ved at forsvinde i horisonten, så måtte kæmpe for at komme tilbage. De første begyndte at falde fra, så det var svært at finde et godt hjul at sidde på.

Endte med selv at måtte lukke det sidste stykke med en puls nærmende sig 180 som konsekvens.

Det næste stykke fra km 10 til 15 mod Mesing burde på papiret havde været stedet, jeg skulle restituere lidt. Men jeg var kun lige med nød med frontgruppen, så hver eneste acceleration ud af sving gjorde det til en kamp. Fik derfor aldrig pulsen ned, og ved dagens tredje bakke – den ultra korte, men stejle Mesing bakke var det slut. Jeg faldt fra, og tabte fronten af syne.

Satans! Det var forventelig det ville ske, men havde i mit stille sind nok håbet, jeg havde kunne sidde med noget længere. Stadig 45km tilbage på en kuperet rute og med pulsen i det røde.

Revurdér løbet og pace dig selv

Så var jeg der igen. Mutters alene med lidt for langt tilbage til mål. Fokuserede på at holde et fornuftigt tråd og fart, uden at køre mig selv ned. Det er min erfaring, at der nok skal komme nogle bagfra igen. Det er kun et spørgsmål om tid, og når det sker, gælder det om ikke at være i det røde felt så man kan komme med dem videre.

Lå alene over dagens 4. bakke – Adslevbakken – med et par stykker foran og ingen i umiddelbar syne bagude. Kørte den relativ konservativt, da Kollens Mølle bakken ventede forude. En lille stejl satan der i et skarpt næsten 180 graders sving er modbydelig stejl. Nedkørslen til den er også rimelig tricky, så det gælder om at holde fuld fokus. Den stejle del blev klaret med 450w, mens hele bakken var ovre med et snit på 350w. Av!

Bakken ved Kollens Mølle er stejl og temmelig strid. Det kræver fuld fokus.

Herfra var der lige få sekunder at få pulsen ned i, mens man kørte det korte stykke svagt ned mod Stjær bymidte igen.

På et kort fladt stykke inden Stjær, blev jeg hentet af en gruppe. Desværre var der et styrt i gruppen, lige inden de kom op til mig. Jeg håber ikke, der skete noget!

Har søgt lidt rundt efterfølgende, men har ikke kunne finde nogen nyheder om noget alvorligt, så krydser fingre for det var udramatisk. Kiggede mig tilbage og så rigelig folk omkring, så kørte videre.

Kendere af området omkring Stjær, vil vide at den følgende lille cirkel er ondskabsfuld hård. Først sydpå fra Stjær over bakkeskoven, øst på ned ad Dalvej mod Jeksen, inden man kort efter drejer nord på og henover Stjær bakker. Sidstnævnte er 1 km med 4 % i snit. Det lyder ikke af meget, men gemmer på en grum sandhed. Første del af bakken stiger nemlig 10 %. Man får lynhurtigt pulsen banket i vejret, og selvom den flader ud, er det nemt at mistime og ikke få farten op på sidste stykke.

Foran mig lå en lidt større gruppe, jeg kunne pace mig selv efter.

Alene op ad Stjær bakken. Men en gruppe 200 meter længere fremme at hente.

Endelig kontakt til en ny gruppe

Efter atter at have besøgt Stjær bymidte gik ruten nu nordpå og det værste evige bakkehelvede var ovre. Der var stadig et par solide bakker at forcere, men lidt længere mellem dem på den resterende halvdel. Med lidt hjælp fra min høje kampvægt, hentede jeg nemt gruppen 150-200 meter foran på nedkørslen efter Stjær.

Jeg fik pusten og hægtede mig på. Tog en god lang føring efter at have fået vejret fra Lillering og nord på til Hørslev. Ville gerne vise, at jeg også kom med noget at bidrage med og ikke bare var en freerider, de nu have fået på slæb.

Stigningen til Herskind gav lidt fornyet kraft. De resterende bakker kunne nu tælles på én hånd.

En enkelt i gruppen træk os hele vejen op ad Herskind bakken. Og videre til Skivholme. En rigtig god solid føring. Herfra tog jeg over. Foran kom Borum Eshøj bakken. Lang, monotom og ikke alt for stejl. En bakke hvor min vægt ikke er alt for stor et problem, så satte mig forrest og førte an. Hurtigt nok til ingen synes, det gik for langsomt, men langsomt nok til jeg vidste jeg kunne holde farten hele vejen. Ca. 320-340watt.

Førte til Borum hvor andre igen tog over. Var udmærket tidsfreds. Selvom benene var trætte, var det efterhånden til at se en ende på lidelserne. Fulgte med på hjul mod Lyngby og det sidste vestvindte stykke i modvinden. Følte jeg havde bidraget nok, og havde ikke umiddelbart et behov for at lide unødigt inden dagens næstsidste bakke ved Labing Mølle.

Alle er mærket, men nogle lider mere end andre

De sidste kilometer havde gruppen hentede flere soloryttere som jeg selv. Ligesom vi havde fået følgeskab af et par stykker bagfra. Men Labing Mølle blev ikke den store genforenig. Tværtimod.

Knap var foden af bakken nået, før gruppen splittet. Nogle havde klart kørt under niveau det sidste stykke tid, og havde mere at give af. Mens andre var mere mærket.

De sidste kilometer blev derfor kørt i atomer. Få var samlet, mens de fleste lå en-og-en eller to-og-to.

Valgte en lidt sjov mellemting, hvor jeg kørte semihårdt dog uden at presse mig selv helt vildt. Ambitionen om at komme i mål under to timer og slå sidste års tid var sikret. Men omvendt havde jeg heller ikke pokkers meget at køre for i forhold til at presse mig yderligere.

Kom i mål i tiden 1:55:05. 32,7km/t i snit.

Det er jeg ret tilfreds med. Var vægten lavere ville farten afgjort blive bedre. Det må blive næste år.

Som afsluttende bemærkning skal siges, at det østjyske bakkeløb atter en gang var en god oplevelse. Hård, men god rute. Flot arrangeret.

Jeg kommer tilbage igen til næste år!