Løbsrapport fra Marselis Cykelløbet 2016

Marselis Cykelløbet har stor personlig betydning. Det var nemlig i 2015 mit allerførste rigtige, officielle motionsløb jeg nogensinde deltog i for godt og vel et år siden. Vi fastforwarder et år frem, og jeg stod klar igen til at deltage i Marselis Cykelløbert 2016.

Mens 2015 bød på en fantastisk debut med højt solskin og tæt på totalt vindstille, var 2016 udgaven en noget andet sag. Meteorologerne havde optil lovet kraftigt regn og blæst. At jeg derudover havde deltaget i såvel Aarhus Grand Prix og Cyklo Aarhus City cykelmarathon de to forrige weekender, gjorde motivationen til bare at droppe møgvejret og blive hjemme en del større.

Men nej! Det skulle være løgn. Om ikke andet så for psykologien og den mentale styrke, ville jeg bare deltage.

Marselis Cykelløbet 2016 – nye ruter

Modsat sidste år var der i år en hel stribe nye ruter og distancer at vælge imellem. Måske mest interessant for de øvede motionister – som jeg betragter mig selv som – var kongedistancen forøget. Den vanlige 100 km var væk mod i stedet enten 80 eller en 140 km rute.

Et lidt modigt valg i min optik. De 140 km er en del længere end de 100 sidste år. Det var mit indtryk sidste år at en del netop have trænet sig op til lige netop at kunne klare denne rute. Derfor var det heller ikke overraskende, at feltet var koncentreret på 80 km distancen og at 140 km feltet var en kende tyndt i sammenligning.

Vejret hjalp nok heller ikke på det.

Det havde dog den fordel, at jeg havde svært ved at komme ud af døren og derfor ikke kom i vanlig alt for god tid. En halv time før start, kl. 8:30 afhentede jeg startnummer og chip.

Regnen var væk fra natten før, men vind var der nu rigelig af.

TDC Idrætsforening – som jeg er medlem af – havde stillet op med telt til opbevaring samt fadøl og pølser efter turen. Jeg faldt i snak med en kollega inden starten. Der blev udvekslet en del erfaringer og forventningen til dagens strabadser på de kommende 140 kilometer pinsler. Niveauet lød til at være ens, så vi gik til start sammen.

8:50 var jeg klar påklædt og stod klar ved starten. Perfekt.

Åh jo, ikke bare klynk. Det blæser da faktisk en smule… 😉

Bagerst, men på vej frem…

Pga. den sene ankomst og gang til start/målområdet, endte vi absolut bagerest i feltet. Selvom forventningerne til dagens løb var beskedne, var det nu ikke ønskværdigt. Så allerede efter starten meldte jeg, at jeg ville forsøge at køre mig lidt op i feltet. Erfaringen har vist mig, at man ellers hurtigt bliver fanget i en forkert gruppe.

Det var kollegaen ikke helt med på, så ham tabte jeg allerede på vej ud af Aarhus og igennem Marselisborg skov. På trods af de dystre vejrudsigter dagen før, holdt det tørt ved start. Vinden var dog ganske kraftigt, og ville uden tvivl komme til at gøre ondt senere på turen.

Absolut bagerst i feltet. Det skulle der nu laves lidt om på.

Omkring Mårslet fandt jeg sammen i en 8-10 mands gruppe, der måtte erkende, at der var langt både forud og bagud til andre. Der blev hurtigt aftalt at køre sammen og hjælpes ad for at komme til mål. Således gik de første 30 kilometer ganske udramatisk. Der blev taget skiftende føringer og var umiddelbart et udmærket samarbejde.

Det var dog også tydeligt, at der var væsentlig niveauforskel i den ellers relativt lille gruppe. To-tre var markant stærkere, mig og to andre nogenlunde på niveau og de sidste to led allerede.

Ikke overraskende splittede gruppen op i flere lige før, og i særdeleshed ved den hidsige Lyngvej stigning efter 45 km.

Tilbage efter Lyngvej bakken sad jeg og tre andre. To af dem var klart hurtigere, og sidste ud over mig virkede svagere. En beslutning skulle tages. Benene var mærket, og jeg valgte den konservative løsning. Ærligt kunne jeg måske godt have holdt fast i de to hurtige, og deltaget i arbejdet med dem. Det var sikkert gået godt i 40-50 km. Måske længere. Men med knap 100 kilometer tilbage vurderede jeg alligevel var for meget.

Vi slap derfor taget med dem og fortsatte i eget tempo. Faldt lidt i snak og aftalte fortsat at skiftes til føringer. Det gik fornuftigt yderligere 10-15 kilometer, men mine føringer blev længere og længere, og tabte ham af og til. Desværre virkede det utopisk at få ham med helt hjem.

Last man standing

Omvendt var det heller ikke nogen særlig ønskværdig situation at køre solo hjem de resterende 65 kilometer. Forsøgte at trække ham på hjul over bakker og i blæsten, men han var simpelthen udkørt for energi. Efter yderligere et par kilometers betænkningstid besluttede jeg at sige farvel og tage den solo.

Ikke nogen nem beslutning – men vurderede, at jeg alene selv ville få mere ud af en lang solotur end følges.

Det var nøjagtigt, hvad der skete for et år siden til Marselis Cykelløbet 2015. Her kørte jeg også solo hjem de sidste ca. 50 km og ærgrede mig over det. Og nu så situationen så ud til at skulle gentages.

Øv!

Jeg kiggede en sidste gang tilbage over skulderen, og konstaterede at jeg selvom jeg havde kørt og spekuleret som en gal uden at fokusere på farten, var langt foran. Tænkte at ruten snart ville skifte retning til en let med/sidevind, og alt andet lige gøre de sidste kilometer væsentlig lettere – selv alene. Spiste min sidste gel, drak det sidste i flasken og satte mig for at køre hjem i et fornuftigt tempo.

Det gik et par kilometer, men den begyndende træthed efter knap 100 km i skiftevis mod og sidevind havde meldt sig. De sidste 45 hjem virkede lettere uoverskuelige. Heldigvis var der depot i Gylling, hvor jeg besluttede at trække ind. Jeg fik fylgt flaskerne med vand og spiste, hvad jeg kunne få ned. Måske det var indbildsk, men selvom det kun formentlig var 1-2 minutters pause, gav det overskud.

Lidt senere, kort efter Gyllinge drejede 80 km distancen ind på ruten, hvilket gav en del ekstra trafik på vejene. Herligt! Følgeskab!

Landede i den langsommere ende af 80 km deltagere, hvilket gav en masse overhalinger. En skøn følelse at kunne jagte grupper af folk foran og passere dem. Det gav fornyet energi og jeg fløj videre.

Fornøjelsen varede dog ikke evigt. Efterhånden blev der igen længere og længere imellem andre ryttere. Efter Saksild og Norsminde var jeg igen alene uden et øje foran mig.

Igen alene uden et øje foran.

I det mindste holdt det da tørt…

Kørte og glædede mig over, at selvom vinden havde blæst og benene var trætte, kom man da hjem i tørvejr. Nåede knap at tænke tanken til ende, før de første dråber kom.

Kort efter stod det ned. Efter knap fire timer i sadlen var det noget af en kamel at sluge. Vi var jo så tæt på at være hjemme, men alligevel så langt fra. I styrtende regnvejr med 20 kilometer hjem var der ikke så meget at gøre andet end at ‘suck it up‘.

Jeg kom dog i mål til sidst. Drivvåd og træt. Men også med en kæmpe mental sejr. Jeg var kommet af sted, selvom jeg mest havde lyst til at blive hjemme. Det havde blæst, regnet og jeg havde kørt store dele af turen solo.

140 km!