Endelig kom det længe efterspurgte sommervejr og med det har fulgt et par fantastiske cykeldage. Faktisk er det den seneste uge blevet til ikke mindre end 450 km og et lille ubetydeligt styrt. Lad mig starte med at sige, at jeg er 100 % ok. Faktisk er der kun lidt hudafskrabninger, små ridser i stoltheden samt mærker i cyklen. Det er absolut de sidstnævnte kosmetiske knubs på cyklen, der gør mest ondt. Min ih så fine, fine racer.
Men lad mig alligevel spole tiden en god uge tilbage.
Jeg har ingen planer om udenlandsrejser i min ferie i år. Hvert fald ikke hvis vejret har tænkt sig at arte sig. Det var da også dårligt blevet weekend, før vejret lovede bedring og solskinstimer. Yay! Den sidste måned har sgu ikke været noget at råbe hurra for, og netop derfor var jeg også super ivrig efter at komme ud på cyklen igen.
Tour de Comwell Middelfart
Jeg tog et smut på Comwell i Middelfart – der på en sidebemærkning varmt anbefales. Turen derned? Den skulle selvfølgelig foregå i sadlen. I enhver anden sammenhæng var det lidt tarveligt sommervejr, men de mange dages uendelige regn in mente, føltes gråvejret faktisk som det rene sydlandsparadis.
Det er ikke til at se, men det er faktisk midt juli i Danmark.
Ruten var nu egentlig i al beskedenhed en anelse kedelig og triviel med mange industriområder og bykørsler. Men det var nu selvforskydt. Jeg havde med vilje valgt den nemmeste og mest direkte vej via de gamle hovedlandeveje først mellem Aarhus til Horsens, fra Horsens til Vejle og dernæst fra Vejle til Middelbart over den gamle Lillebæltbro. Ruten kunne nemt være blevet gjort elskværdig ved at tage et par afstikkere langs kysten. Men ville gerne derned uden at bruge for mange kræfter. Med en anelse vestlig vind kunne de knap 100 km med sidevind godt blive rigeligt at skulle igennem.
Det gik dog fortræffeligt. Jeg tog den med ro, og havde en fin tur. Mellem Horsens og Vejle fik jeg følgesvend af en anden cyklist på vej hjem fra arbejde. Han pendlede dagligt de knap 60 km. Respekt for det. Det blev til en god snak om cykeludstyr, gadgets (naturligvis!), træning, arbejdskarriere, sommerfeire og den slags. Enormt hyggeligt og selvom det tog lidt af farten at skulle have overskud til at snakke undervejs, var det befriende nu hvor ruten ikke indbød til så mange oplevelser.
Den slags sker mere jævnligt end jeg havde troet, før jeg begyndte at cykle. Skønt!
Rødt lys over den gamle Lillebæltsbro.
Velankommet til Comwell stod det på en hyggelig weekend med masser af god mad, øl, vin og hygge i smukke opgivelser. Jeg er fan, og forhåbentlig ikke sidste gang jeg kommer der. Det blev også til en lille cykeltur på Fyn – dog ikke noget videre.
Comwell Kongebrogaarden
Skønt sommervejr med udsigt over den nye Lillebæltsbro.
Aftensolen går ned over den gamle Lillebæltsbro.
Udsigt fra Brasseriet i Middelfart. De serverer på en sidebemærkning virkelig gode frites. Uforskammet gode.
Vestenvind fra Herning og hjem
Tirsdag ugen efter var jeg atter i sadlen. Familien ville en tur til Jyllands Park Zoo, og mens det lød hyggeligt nok, var mine tanker et andetsted. Vejret var klart bedre, og udsigten til at køre lidt på raceren i ukendte omgivelser for fristende. Jeg fik derfor et lift derud om morgenen. Fik spist frokost og satte næsen østpå og hjem mod Aarhus. Stykket mellem Herning og Silkeborg var præcist så fladt, som det så ud på elevationskortet:
Første 30 km er tæt på flad som en pandekage.
Der sker mildest talt ikke en skid hverken op eller ned. Det er bare fladt, fladt, fladt.
Liiiiiiige ud! Bar’ liiiiii’ ud!
Valgte en sydlig rute nedenom Silkeborg, til Gl. Rye og nord om Mossø. Det blev mere kuperet efter 50km, men stadig tilforladeligt. På dagen var der for en gang skyld ikke alverden vind. Faktisk kun en ganske svag. Men dog fra vest – så svær at klage over.
En anden gang med friskere ben, bedre restitution og mere motivation burde man race coast to coast med vestenvinden i ryggen hele vejen. Det skulle være muligt at flyve henover Jylland med et utal af nye fart rekorder – og kæmpe smil på læberne. Bliver jeg simpelthen nødt til at prøve.
Gludsted Plantage. Smuk natur. Perfekt at race igennem.
Øde og idyltisk over den gamle togbane.
33,3km/t i snit over 107 km alene med kun en moderat-høj puls siger noget om, det gik fornuftigt. Det er cirka samme tempo, som jeg kører i felt med. Så rigtig godt tilfreds.
135 km sommeridyl på raceren
Ak ja. 200 km på kort tid og en hurtig tur dagen før. Så holder man da fri? Næh. For allerede dagen efter var vejret endnu et takt bedre.
Dansk sommeridyl!
Hvad gør man så? Jo, man beslutter sig for at tage en rolig tur uden at anstrenge sig. Fokus på at holde et fint, afslappet tråd uden at belaste eller overanstrenge. Som sagt som gjort.
Norsminde bør man altid besøge. Sommervejr eller ej.
Fiskehuset er altid populært. Om sommeren er der som regel en kø af mennesker.
Hvad mere kan man ønske sig? Sommer, øde landeveje og en velsmurt racercykel.
Du er misundelig, jeg kan fornemme det?
Da jeg 4½ time senere landede hjemme efter 131 km på cyklen, var jeg et stort smil. En fantastisk skøn rute – måske faktisk en af mine bedste i karrieren som cykelrytter.
Et godt overskud hvor jeg kun den sidste time havde fornemmet træthed. Kilometervis af øde landeveje med en blanding af marker, kyst, landbrug, landsbyer og andet guf.
Åh, I’m in love.
It’s gonna be a bumpy ride
Pitstop ved kirke igen. Yndet sted at tanke vand og holde pause.
En sidste tur – og et enkelt sjældent styrt
Sørme om jeg ikke var ude igen i går. Overvejelserne gik på den hårde 91er rute til Aarhus Rundt, da benene føltes okay. Men fornuftigt nok genovervejede jeg de sidste mange dages strabadser og tog den mildere TST Langelinieløbets 90 km. Stadig en moderat hård rute med en del, temmelig kuperet stigninger efter danske forhold.
Godt det samme. For allerede efter 45 km var benene flade. Jeg havde for lidt proviant med og varmen var dræbende. Tog et par pauser undervejs og fik tanken op af vand på flere kirkegårde, men ligeledes hjalp det.
Repetitionsbillede. Vand skal der til!
Var simpelthen kørt helt tømt, og de sidste 30 km blev en kamp. Bedre blev det så ikke, da jeg 5 km fra hjem måtte en tur i asfalten. Fuldstændig udramatisk men stadig med skrammer og ar på stoltheden. Jeg skulle lige ud efter et rødt lyskryds. Bussen skulle dreje. Al fokus på bussen for at undgå en svingulykke. Bussen holdte tilbage, og tænkte (ikke nok) på der kunne være modkørende i modsatte svingbane. Det var der, og jeg måtte undvige – men selv med lav fart kom jeg ikke ud af klikskoene, og så lå jeg altså der.
Kosmetiske ar efter mit første styrt.
Snøft. Min fine cykel.
Det er min egen skyld, og udover et par blå mærker og hudafskrabninger er der ingen tydelig tegn på styrtet for mig selv. Cyklen har fået to mærker, som naturligt er skide træls – men også bagateller hvis jeg skal være rational.
Skal jeg samle tankerne, har det dog været en rigtig god uge ikke desto mindre. Træningen går godt, og at jeg ikke udvikler mig mere skyldes alene de rigelige mængder alkohol, der nydes i varmen og i godt selskab.
Det skal der dog også være plads til – og fornemmelsen er, at jeg er rimelig godt kørende mod hhv. Aarhus Grand Prix og Marselis Cykelløbet i august.
Jeg glæder mig som vanlig altid. De næste uger vil stå på mere fokuseret træning med fokus på bakker, intervaller og tempokørsel i højere pulszoner. Lange, langsomme ture gør det ikke alene jo 😉