Jeg er tilmeldt tre cykelløb i de kommende måneder. Grand Prix Aarhus, WeBike Aarhus Rundt og TST Langelineløbet. Alle kongedistancerne på hhv. 100, 129 og 135 km.
Som jeg skrev efter sæsonens første arrangement ved Forårsløbet, er jeg blevet totalt bidt af at deltage i officielle løb. Der er altså bare noget helt særlig ved racedays. Jeg er så heldig, at idrætsforeningen TDC IF giver et tilskud på 300 kr. pr løb, så i praksis er jeg tilmeldt stort set alle tre løb kvit og frit. Og så er det jo bare at komme af sted!

Foto: Stigning ved Resturant Stilling Sø.
Første løb er WeBikes Aarhus-Rundt 129 km rute, der på papiret har den mest spændende – og ikke mindst hårdeste rute med ikke mindre end 1.500 højdemeter. Det er dobbelt op på Marselis Cykelløbet, 1½ gange Forårsløbet og absolut en prøvelse. Jeg har kørt stort set samtlige dele af rutens 129 km asfalt på den ene eller anden facon før, men dog aldrig i ét stræk i den konfiguration før.
Mit håb er, at jeg får timet min placering i feltet bedre end sidst, og at jeg derfor kan gøre en god figur. Det bliver en hård omgang – der både bliver min længste distance og samtidig 50 % flere højdemeter end nogensinde før. Mine forventninger til sluttiden er derfor også parkeret lidt i baggrunden for bare at gennemføre. Desværre har jeg ikke haft den mest ideelle træning op til. Langt fra faktisk. Arbejdet har den sidste tid taget over, og det er ikke blevet til så mange timer i sadlen som jeg håbede. Heldigvis har en kollega meldt sin ankomst og deltager, så det ville være fedt at hænge på ham. 😉
Løbsdagen er allerede søndag d. 5 juni, så der håber jeg, I krydser fingre for mig.

Tætpakket felt klar til start til TST Langelinieløbet 2014.
Der bliver dog dårligt tid til selvynk og medlidenhed efter løbet. For allerede næste søndag står den på TST Langelinies 135 km rute søndag d. 12 juni. Turen er lidt mere kompakt og en rigtig Mickey Mouse rute i snørklet sving frem og tilbage i et relativt lille geografisk område. Særligt tre stigninger er yderst ubehagelige, men ellers en relativ fornuftigt og rimelig fremkomme tur, der indbyder til mere fart end Aarhus-Rundt. Om kræfterne dog helt er til det efter ugen før, må tiden dog vise.

Teaser for Aarhus Grand Prix 2016 – godt ser det jo ud må jeg indrømme.
Endeligt er der det helt spritnye Aarhus Grand Prix midt i August. Modsat mange andre motionsløb er der kun en enkelt rute til arrangementet, men på papiret lyder det top professionelt og fantastisk. Løbet er 100 km med cirka 1.000 højdemeter med start og slut ved Marselisborg Slot. Selve ruten minder en del om Marselis Cykelløbets, og man kommer bl.a. forbi Odder, Norsminde, Hou og Moesgaard.
Der er lagt fokus på sikkerhed med fejede kryds, bunker af officials, flagposter, motorcykel marshalls og følgebiler med mekanikere samt fejeblad bagerst. Alt i alt utrolig velorganiseret og professionelt. I hvert fald på papiret. Om det holder hele vejen må tiden vise, men jeg glæder mig.
Hvis alt går vel, bliver det formentlig et af sæsonens hurtigste løb!
Indtil da er det bare at få trænet så godt som muligt indtil det går løs om knap 10 dage…