Tour de France 2021 kommer til danmark og de tre danske ruter er nu offentliggjort. Tour de France starter med en 13 kilometer kort enkeltstart rundt i indre København med rigelig seværdigheder heriblandt Parken, Kasetellet og Amalienborg. Personligt glæder jeg mig mest til den sidste halvdel af ruten, der bliver en anelse mere teknisk. Farten bliver tårnhøj, men der skal køres med hovedet igennem en del svære sving.
Jeg er sikker på, det samtidig bliver visuelt fantastisk at se. Vi krydser fingre for høj sol, skyfri himmel og i tusindvis af fans ude på ruten!
Etape 2: Roskilde – Nyborg (199 km)
Tourens anden etape byder på en tur på det nordlige Sjælland. Der køres fra Roskilde og i nordvestlig retning til Asnæs. Herefter går turen langs de for mig ukendte, men lovpriste små veje langs den sjællandske kyst. Har aldrig selv kørt i området, men eftersom Geopark Bjerg Grand Prix, der afholdes i det område høster mange roser for dets gode rute, lover det godt.
Selvfølgelig er bakkerne og det efter danske forhold kuperet terræn ingen reel udfordring for verdenseliten, men mon ikke, vi kan være heldige og få lidt action. Så vidt jeg kan læse mig til er der alligevel et par snævre passager undervejs. En uopmærksom rytter eller to kan blive fanget her. Ruten fortsætter videre mod Kalundborg og den indlagte spurt. Ærligt tror jeg dog de fleste her – publikum som rytter – tænker mest på at komme problemfrit over etapens egentlig højdepunkt – Storebæltsbroen.
Er vi heldige og få lidt frisk vind fra siden, kan det blive spændende. Folk kan blive sat, og måske en enkelt lykkeridder komme af sted. Eller hvert fald prøve lykken. Det bliver dog enormt svært at gøre færdig.
Etape 3: Vejle – Sønderborg (182 km)
Den sidste etape håber jeg at se live. Jeg har endnu dog ikke fastsat mig 100 %. Men hælder naturligvis mod Vejle.
Ruten er kuperet først i området omkring Vejle, hvor også Grejsdalsløbet ynder at bruge området til Danmarks måske bedste cykelløb. Desværre vender ruten forkert. Skulle bakkerne have en chance for at have betydning for løbet, skulle de være placeret til sidst. Der er alt for langt til mål, og jeg kunne sagtens frygte, det bliver fantasiløst og bare en passage. Måske en enkelt (dansk) rytter vil ud og få lidt skærmtid, men ellers tror jeg ikke på det store.
Ruten går efter en lille rundtur vest for Vejle sydpå mod Kolding. Herfra videre mod Christiansfeld, Haderslev, Aabenraa og mod Sønderborg. Det bliver pivfladt. Der skal formentlig virkelig strid vind til, før det hele ikke ender i alt andet end en kæmpe massespurt. Og selv med stærk vind, tvivler jeg egentlig på det alligevel.
Samlet vurdering af de danske Tour de France etaper
Sagt helt kort er jeg lidt meeeh på de danske etaper i Tour de France. Bevares, vi har ikke bjerge eller bakker af betydning, men valget af særligt tredje rute skuffer en smule.
Enkeltstarten bliver visuel flot, og jeg tror også på, at det nok skal blive spændende. Alle er friske og hvem vil ikke gerne i den gule førertrøje fra start? Det skal nok blive godt!
Jeg har også et lille håb i maven om en ret fin anden etape. Men kan ikke undgå at stå tilbage med en lidt flad fornemmelse i forhold til den tredje ned gennem Jylland. Jeg ved godt, at jeg er farvet – men Østjylland har bare SÅ meget mere at byde på af varieret terræn. Det er en skam. Ruten kunne også vendes om og afgøres i Vejle. Det havde alt andet lige også givet lidt mere potentiale.
Når alt kommer til alt bliver det dog en fantastisk oplevelse at få Tour de France til Danmark. Jeg håber, at vi alle – aktive cyklister samt TV-seerne – vil støtte op med god karma og en fantastisk stemning, når det går løs om knap 1½ år.
JEG ER KLAR!