20 kg på 200 dage – nyt projekt i gang!

Vægttab på 20 kg på 200 dage – kan det lade sig gøre? Selvfølgelig kan det det.

Men hvorfor overhovedet give sig i kast med det? Den nøgne sandhed er, at jeg er blevet for stor over de sidste par måneder. Når sandheden skal frem, har jeg aldrig vejet mere end jeg gør i dag – og selvom formen måske egentlig er sådan nogenlunde, irriterer det mig stadig voldsomt.

Det skal der rettes op på, og min erfaring fortæller mig, at det hjælper både at sætte et ambitiøst mål – men også at skrive det ud offentligt. Så man kan blive hængt op på det!

Tidligere har jeg med succes kørt på et 100 dages projekt, hvor målsætningen var at blive så fit som muligt, ikke kun fokus på vægten. Denne gang står vægttabet temmelig højt på ønskesedlen. Hvis det dog skulle vise sig, at jeg kun har tabt lidt mindre, men stadig er i min livs form, når de 200 dage er gået – ja, så tager jeg nok det med som en sejr alligevel. 😉

Hvordan skal det så gøres?

Jeg vil helt åbenlyst drage og gøre brug af så mange af mine erfaringer fra fit på 100 dages projektet som muligt. Egentlig ved jeg godt, hvor kæden er hoppet af, så det er i mit hoved ikke så meget et spørgsmål om hvordan, men mere bare at gøre det.

Spis mindre portioner, spar på de kaloriefyldte drikkevarer, og dyrk mere motion.

Ligesom sidst vil jeg dog gerne slå et lille slag for ikke at blive fanatisk. 100 dage, 200 dage eller 1 år er lang tid. Der skal være plads til lidt sødt af og til, ligesom et godt glas rødvin også er tilladt. Jeg tror ikke på en forbuds-kur.

Modsat tidligere tror jeg dog, at sæsonen kommer til at drille mig. Før har jeg arbejdet fra nytår og ind i lysere tider, gående foråret i møde. Denne gang bliver det afgjort en udfordring, at vinteren er på vej og med den kulden og mørket. Men omvendt tænker jeg, at kan man holde dampen oppe igennem det, er jeg sgu godt kørende og gearet fremadrettet også. Så det er egentlig lidt et bevidst valg.

Faktisk har jeg allerede snydt lidt, og været igang siden d. 1/10. Men i bedste TV-køkken stil, er det vel tilladt at have snydt lidt på forhånd…

Jeg følger op løbende, så hæng på og se om det lykkedes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.