Hjem Fitness Hvid Januar 2020 – trenden fortsætter i år

Hvid Januar 2020 – trenden fortsætter i år

af Lasse Vad Pedersen

Endnu et nyt år – endnu et år, hvor jeg følger trenden og er med i Hvid Januar 2020. Hvid Januar er som flere og flere efterhånden ved Sundhedsstyrelsens kampagne for nul alkohol i én måned. Udover åbenlyst at være sundere og godt for kroppen som helhed, er det også en god anledning til at tænke lidt over sit forbrug i det hele taget.

Jeg selv bruger det som løftestang til at komme godt i gang med året. Både hvad angår almen sundhed, men også for at kickstarte vægttabet her først på året. Vanen tro er der sneget sig for mange kilo på, og jeg vil gerne være klar til forårets cykelsæson.

Udover selve vægten hjælper det også på formen. En hård omgang i weekenden sætter typisk ens træning en del tilbage. Det er bare noget nemmere at komme hurtigt tilbage, hvis regelmæssig træning ikke bliver spoleret af en lever der er på overarbejde.

Så alt i alt fortsætter jeg hvor jeg slap de sidste par år. Der er nu gået ca. halvdelen af Januar, og dermed også tid til lidt status.

Januar starter som det plejer – indendørs

Træningen går her i det vintervåde, kolde og blæsende januarvejr på hometraineren med Zwift til at styre løjerne. Sådan har det været de sidste par år, og sådan fortsætter det også i år.

Jeg tog de sidste 14 dage af December meget med ro og fik ladet batterierne mentalt op. Det kan mærkes, og mine watt er ikke de samme som for et par uger siden. Men motivationen er der til gengæld igen!

De første to uger er gået med at finde tilbage i rytmen. Jeg har kørt lidt forskellige grouprides, en enkelt 100 km langtur, zone2 træning og et par højintensitets-sessions.

Tour de Zwift 2020

I går startede et af årets indendørs højdepunkter med Tour de Zwift. En måned med 7 forskellige etaper, hvor flere tusind ryttere deltager på én gang. Det er virkelig cool, hårdt og fed træning. Sidste år kørte jeg også med, og havde en god oplevelse med de forskellige etaper. Der er typisk både nogle kuperede ruter for bjerggedene, men også nogle flade hvor diesel-folket kan holde tempoet højt.

Første etape var Londons “Leith Hill Afterparty“. 35 km på flade veje rundt i det centrale London, inden man drejede af og tog stigningen Leith Hill. En hård finish for de af os, der har lidt meget vægt på røven (og maven). Stigningen er 5 km og mens de første er skiftevis mellem 2 og 5 %, tager det fart de sidste 1½ km. Her stiger det regelmæssigt over 10 % og er oppe og ramme 15 % et par gange. En rigtig hård afslutning når man har kørt hårdt hen til foden af bakken.

Jeg endte som nr. 513 ud af nogen af 2600 deltagere. Et resultat jeg er rigtig godt tilfreds med. Også selvom jeg var oppe og snuse som nr. 400 efter det flade stykke, men måtte lade mig overhale og tabe ca. 100 placeringer i løbet af de 5 km. Opad er mine w/kg bare ikke gode nok.

Næste uge byder på mere af det samme

Overskriften siger jo egentlig det hele. Men næste uge fortsætter i samme trend. Jeg forventer fire træningssessioner indendørs. Fra på torsdag åbner etape 2 op af Tour de Zwift. Denne gang skal vi en tur til Innsbruck og ruten “KOM After Party“. Ruten minder på mange måder om den netop overstået i London. En smule kortere, men med flere højdemeter samlet set.

Vi tager tre omgange rundt på Innsbruckring, der er stort set flade undtagen et enkelt kort, men stejl lille bump. 450m med 8 % stigning. Av. Den kommer til at gøre nas tre gange med fuld attack for ikke at tabe ens gruppe.

Etapen slutter med en hårdere stigning op ad Innsbrucks KOM. 7,4km. 400 højdemeter. Av.

Jeg forudser, at jeg igen skulle kunne komme forholdsvis problemfrit med langt fremme i feltet (læs: top 20 %), men blive overhalet en del op af den afsluttende stigning. Kommer jeg i mål i top 25 % er jeg meget tilfreds.

Kort resume af uge 1 og 2:

  • Vægten siger -1,2kg
  • Jeg arbejder mig gradvist op, får mere og mere varighed på og træningsmængden er nu ca. 5-6 timer om ugen. Det er min ambition at holde det i det leje for nuværende. Eneste undtagelse er hver 4 uge, hvor jeg tager en rolig uge på 40-60%.
  • Alkoholfri.
1 Kommenter

Andet du måske vil kunne lide

1 Kommenter

Vintertræningen går fremad - uge 3 kort fortalt January 20, 2020 - 4:52 pm

[…] varslet i årets første 2020 indlæg, er jeg i gang med at bygge en grundbase op. Jeg har haft kørt første etape i Tour de Zwift, og i […]

Svar

Efterlad en besked

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.