Resume af back on track træningen – uge 2

Atter en uge er gået og det er blevet tid til et kort resume af back on track træningen for uge 2. Det vinterlige vejr har fortsat sammen med en del regn, slud og frost. Alligevel er det lykkedes i ugens løb at få cyklet et par gange til og fra arbejde sammen med en hård rigtig træning i søndags.

Det blev til fornuftige 52 km med en temperatur lige under frysepunktet. Heldigvis et par dage uden regn op til, så vejene var kolde men ikke med is. Til gengæld var vinden temmelig strid.

Jeg kørte ud i nogenlunde med-sidevind, så opdagede først hvor koldt det egentlig var, da jeg vendte næsen hjemad og fik kulden lige i fjæset. Jeg led en anelse. Både var benene trætte, modvinden strid men det var også svært at holde en fornuftig temperatur i kroppen.

Selve ruten var en klassiker i mit vanlige område ude omkring Jeksen og Stjær. Et rigtigt godt område der både har bakker, temmelig rolige veje og rig mulighed for at afkorte eller forlænge turen med små ændringer alt efter dagsformen.

Gennemsnitsfarten var ligesom sidst 25-26 km/t, hvilket godt kan forurolige mig en smule. Det er markant langsommere end jeg forlod sæsonen. Omvendt ved jeg også, at jeg tidligere år ikke har kørt udendørs først på sæsonen – så har faktisk intet fair sammenligningsgrundlag på nuværende tidspunkt af året.

Jeg plejer at tage den på hjemmetræneren og vælge nogle kuperet virtuelle ruter syd for Danmark, så måske jeg bare skal lukke øjnene, og tro på, jeg nok skal være der, når foråret banker på døren. Det vælger jeg at tro!

Som skrevet i første uges resume har kosten ikke været helt skarp endnu. Den kunne fortsat blive bedre, men har fået et nyk i den rigtige retning. Så det er en lille sejr.

Jeg er så småt begyndt at udse mig en række cykelløb, jeg påtænker at deltage i i år. Det er endnu for tidligt at sige præcist, og jeg har ikke tilmeldt mig endnu, men der er et par gode, spændende derude. Det bliver uden tvivl til et par gengangere, men har også et par nye i horisonten. Det skal nok blive godt!

Resultater for uge 2:

  • Kampvægten siger -1,2kg fra sidste uge (-2,2kg total). Jeg forventer forsat, det meste blot er væskeopkobning i kroppen fra tidligere. Men mon ikke det “nemme” vægttab derfor også snart er slut, og den kommende tid bliver mere reel.
  • Cyklet: 98km – ca. 20 mere end sidste uge. Lykkedes dog også at cykle en del til og fra arbejde i ugens løb på trods af vejret.
  • 55.000 skridt – dvs. ~ 7.800 skridt pr. dag i snit. Jeg får en del skridt foræret, når jeg ikke cykler på arbejde (til og fra bus, osv.). De mangler så i totalen i denne uge, hvilket ugens resultat viser meget godt.
  • Sovet som en sten.
  • Alkoholindtag: Nul og niks.

Over and out!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *