Resume af back on track træningen – uge 5 og 6

Jeg har dovnet den lidt og denne gangs resume af back on track træningen bliver derfor både for uge 5 og 6. Sikke tiden flyver!

Hvid Januar er overstået som en anden afholdsmand – og jeg har såmen fortsat takten her godt ind i februar. Selvom det mest er for sjov og som led i mit træningsprogram føles det egentlig rart at tage en pause og køre en helt clean måned eller to. Uden at skulle lyde frelst bliver man egentlig overrasket over, hvor meget alkohol fylder i den danske kultur.

»Lommelærken sidder løst, der er altid noget at fejre«

Afskedsreceptioner, arbejdsmæssige fejringer, fødselsdage og så videre.

På cykelfronten går det fornuftigt. Uge 5 var relativ rolig uden mange højdepunkter. Weekendens vejr var lidt so-so, og langturen blev derfor afkortet til 45 km. Uge 6 var derimod mere progressiv med fire transportdage til og fra arbejde samt knap 75 km om lørdagen. Det blev dermed den bedste cykeluge i 2018 og årets længste tur. Vinden var kold og det blæste som sædvanlig en del. Det blev derfor temmelig stride halvanden time i modvind ud, mens de sidste fem kvarter hjem var en fornøjelse, der ‘gik flyvende‘.

De sidste to uger har budt på det første syndefald på kostsiden. Årets Superbowl stod for døren, og dertil følger naturligvis oceaner af fed mad, slik og godter. I år ingen undtagelse – sådan skal det også være. Jeg valgte at tage det med åbne øjne, og sige til mig selv, det var min belønning for den sidste måneds gode arbejde. Dermed ingen dårlig samvittighed og jeg har umiddelbart fint kunne finde tilbage uden at miste motivationen. I min optik fungerer det langt bedre med et par selvvalgt syndedage, end at forsøge et 100 % cut fra de søde sager.

Vinterferien står på et par arbejdsdage først på ugen, inden jeg trækker stikket og tager et par dage fri. Med lidt held arter vejret sig og jeg kan få endnu et par timer på sadlen. Ideelt set nærmende mig årets første 100 km inden månedens udgang.

Resultater for uge 5 og 6:

  • Kampvægten siger -1,5kg de sidste to uger (-6kg total). Superbowl var lidt hård ved kampvægten, men jeg er tilbage med næsen i sporet igen.
  • Cyklet: 93 og 136km – Første uge temmelig moderat, sidste uge var ganske fornuftig og årets første +70km kom ind på kontoen. Nu stiler jeg efter gradvist at opbygge til 100km.
  • 50.000 skridt pr. uge ~ 7.000 skridt om dagen. I den lavere ende.
  • Søvnen er fortsat intet problem (når jeg ikke dummer mig og drikker kaffe, inden sengetid…)
  • Alkoholindtag: Hvid januar er veloverstået – jeg fortsætter alkoholfri endnu.

Sås!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *