Hjem Fitness Vintertræningen går fremad – uge 3 kort fortalt

Vintertræningen går fremad – uge 3 kort fortalt

af Lasse Vad Pedersen

Vi er over midtvejs i Januar og vintertræningen går fremad. De fleste er formentlig fortsat i gang med fuld damp i forhold til deres nytårsforsæt. Det samme er jeg.

Hvid Januar ruller på fuld skrue, og efter en lidt sløj start, er jeg også kommet godt i gang med cyklingen igen og har haft en rigtig fornuftig træningsuge. 213 km. Seks timer. Ganske hæderligt. Bevares kilometerne flyver lidt hurtigere på Zwift end indendørs – men timerne er nu gode nok.

Tour de Zwift byder på anden etape og flere højdemeter

Som varslet i årets første 2020 indlæg, er jeg i gang med at bygge en grundbase op. Jeg har haft kørt første etape i Tour de Zwift, og i torsdags stod den så på anden etape. Innsbruck KOM med en 400 højdemeter lang stigning efter 30 flade km.

Det gik rigtig fornuftigt. Jeg holdt mig med fremme fra starten. Hurtigt tempo uden at træde mig helt mør. De tre korte “leg snapper” bakker blev kørt tilsvarende hårdt, men med et lille overskud. Jeg tabte et par enkelte placeringer, men fokuserede på at have lidt tilbage i tanken til selve stigningen. Taktikken virkede nogenlunde. Jeg blev hvert fald ikke overhalet helt ligeså meget som første etape. 😉

Zone 2 – udholdenhedstræning er nøglen for tiden

Ellers stod ugen på en enkelt semihård session med 15 minutters FTP interval. Derudover fik jeg kørt en god røvfuld endurance/zone 2 kilometer. Jeg arbejder stadig med et 3+1 program. Det vil sige, at jeg oparbejder og forøger min træning i tre uger og holder en hvileuge.

Hvileugen er typisk 40-60 % volumen med lav intensitet. De tre andre uger vil jeg enten gradvist forøge volumen og/eller intensiteten løbende. I første omgang bliver fokus at få opbygget en solid zone-2 grundform ved lav belastning. En stor motor rent ud sagt, der bare kan hjulle rundt nærmest for evigt. Ideelt set vil jeg gerne få indarbejdet en ugentlig langtur, der bliver længere og længere.

På lidt længere sigt skal der naturligvis noget mere intensitet ind. Men det kommer sekundært og først, når de officielle motionscykelløb kommer lidt nærmere.

I denne uge er hvileuge, og det vil sige jeg skruer ned for volumen. Forventer ca. 4 timer ved lav-moderat intensitet.

Uge 3 i stikord:

  • Vægten er faldet yderligere 700g og nu total -2kg siden 1. januar.
  • Rigtig fornuftig indsats på træneren. 200km og 6 timer i sadlen.
  • Total alkoholfri.
0 Kommenter

Andet du måske vil kunne lide

Efterlad en besked

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.