En dukkert i sommervarmen – Endnu en mini duathlon

Sommervarmen bare bliver ved og ved.

Tilbage midt i Juni lavede en mini duathlon og tog en dukkert i sommervarmen efter at have løbet en tur til stranden. Her halvmåned senere har ikke meget ændret sig. Varmen er der stadig – faktisk i endnu mere udtalt grad, og diverse medier melder om badevand nær eller over Kreta-temperaturer.

Det skulle selvfølgelig udnyttes, så jeg gentog min lille mini duathlon og løb nok endnu en gang til stranden.

Valgte at løbe forskellige ud og hjem ruter, og tog bevidst den marginalt længere først, så der var kortest muligt hjem (figuren læses nedefra og op). Og sikke en fornøjelse. Løbeturen var helt fin, men for pokker vandet er varmt. Det er umiddelbart det varmeste, jeg har oplevet at svømme i dansk hav. Helt igennem fantastisk – skynd dig at komme ud og prøv det af.

Foruden dagens behagelige tur, fik jeg også løbet en 5km formtest i går som en lille status på, hvordan formen er her 3½ uge før DHL stafetten, som jeg er tilmeldt med afdelingen på arbejde. Der er ikke så meget andet at sige om den oplevelse end, at den var den diametrale modsætning – helt igennem rædselsfuld. 26 grader og formtest har intet godt gjort for hinanden. I bagklogskabens klare lys var det også en idiotisk beslutning at forsøge.

Det blev til 23:36 (4:43min/km) på en mellem-krævende rute, hvilket er helt godkendt. Et forsigtig gæt vil være, at der er ca. 20-30sekunder mere at hente på formen på en helt flad rute. Det er dog ikke aktuelt, da DHL ruten er særdeles krævende – også markant mere end den valgte. Derfor vurderer jeg også, at mit sats på omkring 24 minutter endnu ikke er helt sikkert. Jeg håber stadig også på at få løbet ruten inden det går løs – bare sådan lige for at prøve kræfter med, hvor stejl og lang den bakke på ruten egentlig er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.