Endnu en mental milepæl er nået

Det er nu efterhånden ved at være længe siden, at skaden sætte mig flere måneders træning tilbage – og jeg kæmper stadig med at finde helt tilbage i den form, jeg besad før. Der er jeg endnu ikke, men med ugens langtur overstået, er jeg tættere på. Det blev nemlig til den første tur på 12km. En distance jeg har et specielt forhold til, uden dog helt at kunne forklare hvorfor. For jeg har aldrig løbet et egentlig officielt 12km løb. Alligevel står distancen som en særlig mental milepæl. Måske fordi den runder én times konstant løb. Det er med andre ord på den, at man for alvor melder sig ind som mere end blot helt nybegynder.

Selvom turen blev løbet i høj solskin og 25 grader, og derfor var meget andet end smil på læben, var det alligevel en fantastisk følelse at gennemføre. For udover den mentale oprejsning betyder det også, at de lidt længere og mere spændende ruter lidt væk fra Aarhus’ ringgade kan udforskes. Jeg glæder mig specielt til turene rundt om Brabrand Sø og Egå Engsø, der unægteligt har været savnet.

De er kun hhv. ca. 14 og 17 km, så der burde – 7-9-13 – ikke være længe til, før det er realistisk.

Ugetotalen blev 28 km, og næste uge runder jeg efter planen de magiske 30km. Herfra mangler der kun en mindre forøgelse af volumen, og at få implementeret en 4. træningsdag om ugen før jeg går igang med et målrettet løbeprogram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.