Formdyk fra svømmetræning til løb – Galoperende puls

En oplevet formdyk og galoperende høj puls – ja, overgangen fra svømmetræningen til løb har ikke været problemfri, må jeg indrømme. Men er min form virkelig så sølle, eller hvad skyldes den voldsomme oplevet ændring?

Den lange løbepause har naturligvis svækket formen betydeligt, men hvor meget betyder det egentlig? Når man nu tager højde for den fornemme progression i svømmetræningen? Jeg har hele tiden været klar over, at jeg naturligvis ikke hverken kan eller skal forsøge at bevæge mig ud på de lange løbeture som førhen. Men at jeg derimod skulle tage den stille i et roligt, langsomt tempo. Så langt så godt.

Det har nu hidtil resulteret i to korte 3km ture med indlagte gå-pauser, og løbet ved mit gamle rolige tempo, det burde da ikke være en udfordring. Nej, vel? Hvorfor galoperede mit hjerte så, som var jeg ved at dø? Nu er al begyndelse jo svært, så lad os starte med at få afklaret, hvorvidt jeg faktisk var ved at dø – eller det blot er kroppens måde at sige, den ikke bryder sig om forandring.

Et smule teori om maks- og hvilepuls

Makspulsen, er for de fleste et kendt begreb, der ganske som navnet antyder, beskriver hvor mange gange i minuttet hjertet maksimalt er i stand til at slå.  Makspulsen kan ej trænes, modsat hvilepulsen, og er genetisk bestemt fra fødslen. Desuden falder den i takt med alderen. Den bedste måde at give sig i kast med at finde ens sande maksimale puls, er ganske enkelt at give den fuld gas til træningen i et modbydeligt hårdt sæt. Til almindelig husbehov kan ligningen max puls = 208 – 0,7 x ens alder dog anvendes.

Hvorfor bruge tid på at definere den maksimale puls? Simpelt, den siger ganske logisk noget om, hvor hårdt man teoretisk kan presse sig selv. Sættes ens teoretiske maksimale ydeevne i forhold til den aktuelle trænings belastning, har man en rimelig indikation for, hvorvidt træningen faktisk var hård eller det mere skyldes det mentale.  Og set i det lys, er der noget interessant at spore. For resultaterne af min træning viser sit tydelig tegn på en presset krop.

Galoperende høj puls efter overgang fra svømmetræning til løb

Uagtet det rolige tempo, har min gennemsnitspuls på de to løbeture været 161,5 – et resultat jeg skal langt tilbage for at opleve. For at sætte det lidt i relief, tilsvarer det tæt på mine hårde tærskelintervaller, da jeg var i bedste form. Så tror da fanden, jeg var ved at dø!

Årsagen er derfor klar: Min grundform er egentlig udmærket, men grundet svømmetræningens anden fokus og relativ lave intensitetspræget natur, mangler jeg simpelthen træning af min anaerobe-kapacitet. Mit hjerte er simpelthen i gang med intensive intervaller, selvom jeg mentalt føler, jeg lunter af sted. Så konklusionen er klar, tempoet SKAL yderligere ned – langsomt løb, er nemlig ikke blot langsomt løb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.