Genoptræning – et spørgsmål om positiv framing

Det er ikke nemt at skulle acceptere og sande, at ens topform fire uger før den store prøvelse går i vasken på grund af en skade. Desværre er skader i høj grad et velkendt fænomen i løbernes verden. Ganske vist er løb en af de bedste måder at opnå en god kondition, men dets monotome rytme og mange gentagelser er hårdt for kroppen. Slid på led, muskler og sener er ganske voldsomme, idet man lander med omtrent fire gange sin egen vægt for hvert eneste skridt. Ganget op på selv en kort 5km og belastningen er ganske enkelt imponerende.

Det er let at blive frustreret og nedtrykt, når smerten overtager glæden ved løb og ens form er en brøkdel af tidligere. Tanken om genoptræning kan synes som værende et onde, men det kan også være en genvej til at finde gnist og glæde ved at se en hurtig fremgang igen. Efterhånden som kroppen trænes, bliver det også svære og svære at forbedre sig nævneværdigt. Det tog mig fx 12 ugers fokuseret træning at slå min gamle 10km rekord med blot en smule.

Men med et dårligere udgangspunkt, hænger frugterne ganske enkelt lavere – og det bør udnyttes! Jeg har selv bandet over skaden, og den tabte form, men er begyndt at frame min genoptræning som værende måske ikke ligefrem fantastisk – men så ikke nær så træls.

Formfremgangen kommer lynhurtigt. Det er præcist to måneder siden, at jeg begyndte at løbe igen efter godt og vel en måneds pause, og fremgangen er jo helt suveræn, hvis jeg tager det positive mindset på. Tre kilometer løb jeg dengang med en høj puls, og var død bagefter. En måned senere var ugetotalen 15 km og et rimelig overskud opnået. Her to måneder efter er min ugetotal 25km. Progressionen arbejdes tilbage i benene, og selvom der har været små tilbageslag undervejs, er det ovenud ganske tilfredsstillende at se sin form blive hurtigt bedre igen. Jeg følger fortsat tommelfingerreglen om fire ugers progression af højest 10 % per uge efterfulgt af en restitutionsuge – men mest af alt lytter jeg til kroppen, og cutter ned på træningen en dag, hvis benene føles ømme.

Så selvom jeg inderligt misunder de heldige, der var i stand til at gennemføre det halvmarathon, jeg var tilmeldt – er jeg positiv og kæmper videre. Det er ‘ik så ringe endda.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.