Hjem Personligt Coronasituationen set fra en cyklists perspektiv

Coronasituationen set fra en cyklists perspektiv

af Lasse Vad Pedersen

Bloggen ligger ligesom af resten af landet nærmest død – og åbnes kun langsomt gradvist op igen. Der er ingen tvivl om, at Coronasituationen for alvor har ramt os alle. Også selvom alt heldigvis ser ud til at gå bedre, end vi havde kunne håbe på. Specielt når vi sammenligner os med vores nabolande og kigger mod syd i Europa.

Personligt er jeg ved at få lidt pip af ikke at kunne se mine kollegaer, men jeg er helt med på, det er en lille pris at betale i det store hele. Og der kommer jo også en ny dagligdag og virkelighed ud af det, omend det sker langsomt. Vanens magt er en sjov størrelse.

Løbene aflyses og med det et fald i motivationen

Når det så er sagt, er noget af det værste faktisk udsigterne til at 2020 bliver et totalt cykel-motionsløbsfrit år. Det kan jeg næsten ikke holde ud. Naturligvis er alle forårsløb aflyst – fuldstændig i tråd med de officielle retningslinjer og regler. Det er der ikke noget mærkeligt eller overraskende i. Men nu begynder sommerløbene også at blive aflyst, og frygten er helt personligt at årets højdepunkt i sensommeren Aarhus – København aflyses. Det har hele året været min målsætning.

Bevares, det er røv og nøgler, at alle løbene i foråret er aflyst. April og Maj plejer at være højsæson med et nyt løb nærmest hver weekend. Det er pisse ærgerligt. Men jeg kan godt holde det ud. Jeg har været med mange år, og det er kendt stof. Aarhus – København var derimod mit nye fixpunkt. Det næste skridt i min egen “cykelkarriere” – min egen selvopfattelse. 2020 var året, hvor jeg skulle prøve kræfter med en støre udfordring. Flere år har Coast2Coast været netop det. Årets højdepunkt og udfordring. Lige knap 200 km.

I år var jeg klar til næste spring. 350 km. Ja faktisk mere endnu.

Jeg kan mærke, at jeg begynder at tvivle på det bliver til noget. 5. september er der lang tid til, meeeeen… ikke lang nok som tingene udvikler sig lige pt.  Det begynder at gå lidt udover min evne til at holde dampen og motivationen oppe. Jeg spiser ikke så koncentreret mere. Får lidt for mange is. Hygger mig lidt for meget. Fordi Corona er kedeligt. Og fordi det ikke betyder alverden. Jeg er også begyndt at tage på igen efter en forrygende start på året. Det er dumt, unødvendigt og irriterende.

Men sådan fungerer min hjerne.

Jeg har brug for den gulerod. Det fixpunkt. Det at kæmpe for.

Derude.

I horisonten.

For tiden krydser jeg fingre for, at vi ikke får yderligere stramninger. Vi kan stadig cykle udendørs. Komme ud og trille på landevejene. Det holder mig oppe. Og får mig igennem de nuværende 8-10 timer om ugens træning. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis det bliver taget fra os…

 

0 Kommenter

Andet du måske vil kunne lide

Efterlad en besked

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.