RIGTIG GODT NYTÅR ALLE SAMMEN!
På magisk vis er der atter en gang gået et år, og vanen tro er det dermed blevet tid til at stoppe op og gøre status. På mange måder var 2019 måske min mindst aktive på bloggen. Men samtidig også det mest aktive. Jeg har hvert fald sat en del rekorder i forhold til min træningsmængde. At jeg ikke helt fik det ud af det, jeg ønskede da jeg kiggede i spåkuglen tilbage i 2018 er en anden sag. Men nu springer vi for langt frem.
Januar startede som død og helvede…
På den mest positive facon. Jeg var topmotiveret og i hopla.
Træningen gik stabilt og kontinuerligt fremad. Faktisk var det min bedste januar nogensinde. Fem træninger og 200-250 km i banken hver uge. Sammenholdt med at jeg som vanligt tog en omgang Hvid Januar, steg mit fitness niveau hurtigt.
Det var absolut fedt at ride på en bølge, hvor alting bare gik super. Og det agter jeg så absolut at fortsætte i 2020. Når jeg ser tilbage kan jeg se, at jeg dog kom til at træne lidt for meget samme type. Fem træningssessioner om ugen er mange, og det gav den lidt uhensigtsmæssig ting at jeg ikke fik så meget udholdenhed på, men at det blev meget samme 45 minutters sessioner ved cirka samme belastning.
Jeg kunne nok godt varierer en smule mere, så det vil jeg forsøge i 2020. Det er dog små ting for 2019 var virkelig en god sæsonstart for mig. Mit kendskab og glæde ved Zwift steg ligefrem propotionelt som min FTE steg fra 250 til 270 watt.
På det personlige plan startede året også godt. Det nye Business Partnering koncept på arbejdet var skudt godt i gang, og allerede midt i Januar havde vi vores første rigtige off-site workshop dage til at diskutere og lærer nye færdigheder. Et par rigtige gode dage med kollegaerne på tværs af sundet.
Februar var konge!
Februar fortsætte hvor Januar slap. Min motivation var fortsat tårnhøj og vægten var også kommet de første par kilo ned. Træningen foregik fortsat via Zwift, og jeg fik prøvet kræfter med løbsserie som Tour de Zwift og den danske DBR liga. Hidtil havde jeg mest kørt med træningsprogram og sessioner der på forhånd dikterede min træningsintensitet med ERG mode.
Jeg kørte primært solo. Eneste undtagelse var lavintensitet i group rides med mange andre, hvor snakken kunne gå uden at få rigtig sved på panden.
Tour de Zwift og i særdeleshed DBR ligaen var anerledes. For første gang prøvede jeg at race rigtigt online og dyrke den konkurrencemæssige side også.
Højdepunktet kom dog d. 15 Februar hvor det for første gang blev vejr til at trille årets første udendørstur. Fordi man havde lyst – og ikke at af ren vilje i dårlig vejr.
Jeg kørte den klassiske 80 km Marselis Cykelløbsrute og smadrede igennem med 31,8 km/t i snit på en solotur med gennemsnitlige 227 watt. En fantastisk god tur der vidnede om en form, der var i konstant fremgang. Og måske retrospektivt peakede lidt for tidlig med den følge, at jeg slækkede lidt på det.
Med Marts kom foråret og mit første mindre tab af fokus
Det kunne næsten ikke fortsætte med evig fremgang, og spøjst nok blev det Marts og det ellers bedre og bedre vejr, der blev tidspunktet. Måske den vanvittige gode start gjorde mig lidt kæphøj i forhold til, hvor langt jeg allerede var med formen.
Jeg var glad for at komme ud igen. Men selvom Marts bød på bedre vejr, var det naturligvis stadig mange dage med regn, slud og masser af vind. I stedet for at bruge de dage indendørs som tidligere på året, lod jeg bare være at træne. Tog en enkelt session i hverdagene og satsede på en længere tur i weekenden. Ok, når det lykkedes, lidt for passivt, når det ikke blev til noget.
Formen stagnerede i Marts og det samme gjorde vægttabet.
April varsler forår og starten på cykelsæsonen
Det var med andre ord tid til at vågne op igen. Komme op på hesten igen, so to speak.
Forude ventede de første officielle motionsløb, som altid er min gulerod i vinterperioden til at få trænet. Første løb på kalenderen var det grusomme Bakkeløbet med dets 115 km og 1400 højdemeter. En rigtig strid rute så tidligt på sæsonen, hvor mange vågner brat op efter at have slækket på træningen i starten af året.
Det har overrasket mig negativt før, og været et wakeup call – men ikke denne gang. Nægtede at blive snydt igen, så genoptog træningen. Vekslede mellem indendørs og udendørs efter vejret og fik gang i noget kontinuitet igen.
Det lykkedes også igen at få noget længde på de lange ture i weekenden med flere rekognoscering i og omkring området hvor Bakkeløbet køres. Det gav mulighed for, lige at få set bakkerne an en sidste gang, inden det ville gå løs for alvor. Det blev også til en rigtig dag i sadlen med 160 km solo i noget der lignede zone-2 belastning.
Selve løbet? Det gik herligt. Jeg smadrede i mål 20 minutter bedre end året før.
Grejsdalsløbet, midtvejs træthed og disaster strikes
Ja, Maj var lidt en pose blandet bolcher.
Efter sucessen med Bakkeløbet havde jeg en 14 dage til at komme mig og gøre mig klar til næste målsætning for årets sæson. Revanche med Grejsdalsløbets 140 km rute, hvor jeg sidste år måtte udgå med en defekt gearskifter. Egentlig var det held i uheld – hånden på hjertet var jeg helt død, da det skete.
Derfor var ambitionen også blot at gennemføre. Tiden ikke så vigtig. Jeg havde netop bevidst med Bakkeløbet, at formen var okay, så det burde være muligt. Også selvom Grejsdalsløbet er kendt for bakker. Og mange af slagsen. 1600-1700 højdemeter og dermed noget af en prøvelse.
Dagene op til varslede ikke alt for godt. Jeg var præget af træthed, også efter flere hviledage og et par rolige restitutionstræninger. Jeg havde nok presset lidt for meget på i træningen op til Bakkeløbet i April og slæbte rundt på en underliggende træthed.
Stod dog klar til start en råkold, blæsende morgen i Maj til Grelsdalsløbets mange udfordringer. Vi blev skudt af sted i de mange smågrupper, og godt fem timer senere trillede jeg i mål. Kold, træt, men glad og tilfreds efter at have gennemført. Snitfarten snakker vi ikke alt for meget om, men jeg gennemførte, hvilket var målsætningen.
Maj bød naturligvis også på årets Classic Race Aarhus – en weekend med fadøl, streetfood frås og et hav af fede, gamle klassiske biler, motorstøj, larm, crashes og overhalinger. Helt ideelt.
Men…
Maj var også måneden hvor jeg var så uheldig at vælte på mit elløbehjul. Jeg slap heldigvis med lettere knubs og et ømt knæ. Sidstnævnte var faktisk værst, for det holdt mig væk fra noget træning i 3½ uge. Mentalt et kæmpe tilbageslag og svært at motivere sig, og holde dampen oppe.
Juni er sommer, og sommer er tour de Samsø
Selvom jeg brugte det første af Juni med min nyerhvervet skade, kom sommeren til Danmark i Juni. Jeg brugte tiden med at se en afdeling af Rallycross på Nysumbanen med min far. En ret fed oplevelse for alle med benzin i blodet. Det blev også til et par resturantbesøg rundt omkring i Aarhus, hvilket altid er lækkert.
En fødselsdag blev det også til. Ligesom Aarhus City halvmarathon traditionen tro valgte en rute lige forbi lejligheden. En fin mulighed for at heppe på kollegaer og andre, der tog kampen op og løb de 21 km.
Vi havde også endnu et par gode dage offsite med arbejdet på Comwell i Middelfart.
Det hele virkede dog alt sammen lidt som pauseunderholdning. For jeg savnede at komme ud. Rundt på landevejene og træde i pedalerne som en tosse, mens der var noget sommer og varme.
Sidst i Juni stod jeg atter klar til at genoptage cyklingen. Og hvilken bedre måde end min årlige tradition – en god lang dag i sadlen tur/retur til Samsø?
Helt fantastisk. Jeg valgte bevist en dag hvor vejrudsigten sagde høj sol, lav vind og ingen skyer. Det lykkedes meget godt. 
Velbekomme, så vi tilbage!
Ferien står på døren – Djurs Sommerland, langture og sommerhus
Juli er for mange sommerferie, og jeg selv ingen undtagelse.
På cykelfronten betød det flere ture udendørs, helst længere – men også mere uregelmæssig. Jeg fik kørt mange kilometer, men de fleste uden den store træningsvariation eller tanke bagved. Jeg kørte for sjov.
Stort set alle ved lav belastning og mange timer. Ingen egentlig intervaller eller andet af den slags. Bare en masse timer ren mental råhygge.
På en måde ikke optimal i forhold til at træne sig bedre – på den anden side lige, hvad jeg havde lyst til.
En af de længste ture et smut vest over Silkeborg, syd på mod Brande (og få en burger plus cola/kaffe) – og slutte til aftensmad hos bror ved Horsens.
Generelt brugte jeg gerne mange dage på at køre en lang tur et sted hen, spise og cykle hjem igen 😉
Faktisk tror jeg, billederne siger mere end tusind ord. Så here goes:
Et par dage i Bogense blev det til med familien.
Kørte et smut ned til Alrø og tog en af de mange danske “ø-hops-færger” videre på min færd.
Ikke meget plads. Men med en overfart på 5 minutter inkl. af og pålæsning går det.
Ay, Captain.
Havde lige en håndfuld minutter på Hjarnø øst for Horsens inden jeg kunne komme tilbage på fastlandet. Så hvorfor ikke lige kører på øens eneste vej frem og tilbage. Been there, done that.
Øens eneste Strava segment er for øvrigt fra øens “midtpunkt” ved T-krydset, og de ca. 900m ned til færgens ankomst. Der er pt. registreret 59 på dét segment. Det er måske et af de nemmeste segmenter at være nr. #1 på i Danmark.
En tur til Ebeltoft blev det også til.
Inkl. kaffestop…
… badetur.
… og frokost.
August varsler slutningen på sæsonen med sidste motionsløb
Med sommerferien slut var det tilbage til den vante rutine. Jeg erstattede de mange, lange, monotome (ment positivt!) ture med mere varierende træning. Stadig godt med km på, men også flere intensive dage med tempo og sved på panden. Forud lå årets sidste motionsløb: det korte, men ultra hårde østjyske bakkeløb (DØB), årets langtur Coast2Coast og klassikeren Marselis Cykelløbet. De to sidste dagen efter hinanden.
Men først var det tid til Det Østjyske Bakkeløb.
Jeg brugte de sidste par uger op til rimelig målrettet mod bakketræning og intervaller. Løbet er med sine kun lige over 60 km en kort affære. Det betyder dog også, at det bliver kørt hårdt. Rigtig hårdt. At flere licensryttere stiller op gør kun hele setuppet ekstra konkurrencepræget. Det er en rigtig fin lejlighed til at få testet sig selv og sommerens peak-form af.
Personligt var jeg ikke helt der, hvor jeg gerne ville. Træningen var egentlig ok, men sommerens luksus havde sat sig lidt så vægten var for høj. Pyt. Den skulle have så meget gas, den kunne. Det gik faktisk fornuftigt, omend jeg blev sat af min gruppe lidt for tidligt op ad en af de mange bakker. Ambitionen var at slå sidste års 31,5km/t i snit. Det lykkedes med 32,7 og gns. watt 242.
Med tre ugers skadespause op til var jeg egentlig godt tilfreds.
PostNord Danmark Rundt kom forbi Silkeborg, så hvorfor ikke slå et smut forbi, mens jeg selv ventede på det skulle blive tid til Coast2Coast og Marselis?
En fed oplevelse. For satan, de kører stærkt!
September bød på flere gode oplevelser
August sluttede som vanligt med min deltagelse i årets Coast2Coast.
På mange måder en fast tradition, men også samtidig en anelse sekundært.
For faktisk var jeg mest spændt på dagen efter. Den første september hvor det stod på Marselis Cykelløbets 80 km.
Et løb jeg også har deltaget hyppigt i – som regel med gode erfaringer og god fart på cyklen. I år var jeg spændt på, om den lange tur tværs over Jylland ville sætte sig for meget i benene.
Men faktisk oplevede jeg noget lidt mærkværdigt. Jed led mere end jeg havde troet til Coast2Coast, til gengæld kørte jeg over al forventning til Marselis. Sådan er træning nogle gange så uforklarlig. Det nev en del i benene på bakkerne, men var generelt bedre kørende, end jeg havde turde håbe. 34,9 i snit var jeg hvert fald rigtig godt tilfreds med.
September bød derudover på en række andre gode ture rundt om i det danske land. En af de bedre en tilfældig morgen, hvor jeg tog cyklen med toget til Struer og kørte hjem igen i en let side/medvind. Over stok og sten. Solo med et kæmpe smil på med 35 i snit i 3½ time. Whats not to like?
Et andet højdepunkt kom midt i måneden, hvor min far valgte at indløse hans gavekort til en kør-selv tur i en lækker Audi R8. Arrrangementet fandt sted på Jyllandsringen nær Silkeborg, og da vejret var godt, gav det en perfekt anledning til at cykle en tur ud og kigge på. Og en lille omvej hjem igen, naturligvis.
Med efteråret og oktober rykker træningen igen indendørs
Oktober – og hele efterår samt starten af vinteren – skulle vise sig at blive en meget våd fornøjelse. Jeg kom dog hurtigt indendøre igen og genoptog træningen med Zwift.
Det er altid lidt en spand kold vand i hovedet, når vejret bliver dårligere og lyset forsvinder. Det kan være svært at finde noget, man kan holde sig motiveret med. Jeg valgte hurtigt at gå tilbage til noget af det, jeg tidligere på året havde fundet glæde ved.
Racing.
Min typiske træning bestod typisk af et par hårde dage først på ugen – gerne et race mandag eller tirsdag og interval en dag efter. Hvis tiden tillod det en lav intensitets rul torsdag/fredag og en længere tur søndag på et par timer. Sådan fik jeg kørt ganske hæderlige +200 km i benene hver uge.
En enkelt tur i det fri blev det også til, selvom det var en kold fornøjelse.
November stod på moderat træning og en hyggelig tur til Fyn
Året begyndt så småt at gå på held, og selvom jeg holdt ved med træningen kunne jeg mærke, at jeg efterhånden var lidt mentalt træt. Tog lidt flere nemme sessions på Zwift, hvor jeg vidste jeg kunne kører og hygge mig. Og altså lidt færre intervaller eller racing.
Jeg var træt og trængte måske mest til en pause. Måske det var det mørke vejr. Følelsen af evig regnvejr eller noget tredje. Måske det faktisk bare var som man kunne forvente. Træthed efter et langt år.
Uanset tog min form et begyndende dyk, mens jeg gjorde mig klar til at lade op til 2020. Det blev måske lidt en sovepude – ligesom december. Men pyt.
Et af højdepunkterne var dog en tur til Assens med familien. Vi var så heldige, at ramme en weekend med en smule opholdsvejr, så det lykkedes faktisk at komme lidt ud. Og sågar blev det til en lille hæderlig 75 km tur rundt på det sydfynske.
Et andet højdepunkt Benals koncert på Train. Det kunne jeg skrive lange, lange indlæg alene om. Men det er vist ikke lige her, det skal ske.
Juletid, 40 om dagen kampagne og opladning af batterier
Endelig December.
Som sædvanlig fløj måneden forbi, inden man havde set sig om og fået sagt “hvor er den store kasse med julepynt?”
Træningen blev skruet mere og mere ned for, omend jeg tog en uge med 40 km hver dag. For at være med i en kampagne der gjorde opmærksom på, at hele 40 børn og unge starter med at ryge om dagen. En sjov lille gimmick.
Herefter var jeg dog udsolgt, og jeg har siden midt i måneden kun været på træneren ganske lidt. I stedet har jeg holdt en dejlig lang juleferie og kommer tilbage med opladte batterier.