Hvid Januar er fantastisk. Mange af os drømmer hver nytår om et nyt og bedre jeg. Måske at skære lidt ned på forbruget, sove bedre, komme i bedre form eller tabe vægt. Uanset målsætningen er en Hvid Januar en ideel måde at kickstarte det nye år på med nul alkohol i en hel måned.
Kampagnen som Sundhedsstyrelsen har lavet har eksisteret nogle år, men jeg synes, det er tydeligt, at den får mere og mere tag i folk. Jeg oplever hvert fald færre “a’hva’ for noget?” spørgsmål og flere, der også selv er hoppet med på ideen.
Men hvis du alligevel ikke helt har hørt om det endnu, så hermed en lille introduktion. Hvid Januar er en en udfordring om at tage fri fra alkohol i en måned.
Det lyder måske lidt fjollet eller skørt. Og måske endda lidt overflødig.
Men fakta er, at Danmark fortsat har et ganske højt forbrug og en general alkoholkultur. Faktisk er Hvid Januar ganske smart planlagt. Lige efter decembers mange fristelser, fed mad og julefrokoster – og lige mens nytårsforsættene og motivationen hos folk er højest.

Foto: Sundhedsstyrelsen, Hvid Januar.dk
Gevinster ved en alkoholfri måned
Der er faktisk mange. Nogle af de bedste argumenter for at hoppe med på ideen er øget energi, vægttab, bedre søvn og ikke mindst at spare nogle penge.
Personligt passer det rigtig godt ind i mit træningsprogram, hvor jeg gerne vil hjælpe mit vægttab lidt på vej. Jeg havde rigtig gode erfaringer sidste år, og dem har jeg gentaget i år. Flydende drikke er ofte en bombe af tomme kalorier, og alkohol er storslem. Du kan lynhurtigt sætte en helt uges træning og sunde levestil overstyr ved en heftig bytur.
Selve formfremgangen ved træning er også bare mere markant uden alkohol. Det er altid svært at måle, hvordan ens formfremgang havde været, hvis man havde fortsat med at drikke i samme periode. Men i mit hoved og overbevisning er der ingen tvivl. Det er ikke to skridt frem og et tilbage, men bare to skridt frem. Jeg selv har de sidste 1½ måned rykket mig på indendørstræneren fra 250w til 270W i FTP.
En anden sidegevinst er søvnen. Jeg sover altid som en sten i januar.
Endeligt giver Hvid Januar en rigtig fin anledning til at gøre sig lidt mere generelle tanker om ens forbrug og ikke mindst ønsket livsstil. Erfaringerne er gode, formålet nobel og så er det altså heller ikke svære.
Prøv det. Man må gerne prøve i februar i stedet.
1 Kommenter
[…] Jeg har trænet som ovenstående de sidste to måneder. Resultaterne har jeg kunne se indendørs på Zwift, hvor min FTP værdi er steget fra 240 til 250 og senest til 270-ish. […]